clara

jeg elsker marcus. det gør jeg virkelig. og jeg vil aldrig kunne se ham i øjnene efter dette. | en af de tre vindere af 24-timers konkurrencen, hvor man skulle skrive udfra et billede.

23Likes
12Kommentarer
1096Visninger

4. 3

 

 

    Jeg ryster på hovedet igen. William bliver ved med snakke, men jeg lytter ikke. Historien virker meningsløs, for jeg kender jo allerede slutningen. Jeg har fucket op, big time.

    "Kan du nu huske, hvad der skete?" griner han, som om det hele er en joke. Jeg nikker med sammenknebende øjne, og gemmer mit ansigt i mine hænder.

     Vi ankommer til festen, der er gang i den, og jeg danser med William, drikker, og danser lidt mere. Til sidst er jeg så udmattet, at jeg falder sammen i sofaen. William kysser mig, og jeg kysser igen. Han er stor og varm, og jeg vil have ham. Pludselig er der nogle der råber, og William bliver revet væk fra mig.

     "Hey, slip mig!" råber han, og langer ud efter den anden fyr. Jeg blinker, og møder pludselig et par lidt for bekendte øjne. Fuck. Folk råber, Marcus råber, William råber. Der lyder sirener, og et øjeblik efter står der tre betjente i stuen. De tager fat i Marcus, og beder ham om at forholde sig roligt. Han råber, sparker, og hans øjne gnistre af vrede.

     "Du kan lige vove på at komme hjem! Fucking bitch!" skriger han til mig, da de slæber af sted med ham. Folk hvisker, peger, og William kigger ned på mig. Mine kinder er våde, men ellers kan jeg ikke mærke noget.

     "Kom," siger William, og løfter mig. Jeg snøfter, og vender ansigtet ind mod hans brystkasse. Min øjne er lukkede, og jeg har mest af alt lyst til at sove. Stakkels Marcus.

    Jeg bliver lagt ned på en seng, i et mørkt lokale. William smiler til mig fra sengekanten, og finder en lille, aflang genstand op af sin brystlomme. Han tænder den med en lighter og rækker den til mig.

     "Kom, tag et sug. Du bliver rolig igen så." Jeg suger, så hårdt jeg kan, og puster langsomt ud. William hvisker beroligende ting til mig. Efter tre lange sug snupper han jointen igen, og sætter den op til sine egne læber. Jeg griner.

     "Der er vidst en, der er kommet i bedre humør," smiler han. Jeg læner mig over mod ham, og kysser ham. Han ser så dejlig ud, lige der. Mine hænder glider op til hans hals, og begynder at knappe hans skjorte op. Han griner mod mine læber. Til sidst ligger vi kun i undertøj. Det hele er varmt og godt.

   Bagefter falder han hurtigt i søvn, men jeg ligger og stiger op i loftet. Jeg føler ingen skyldfølelse. Jeg havde brug for det. Min mave vender sig, og jeg får på en eller anden måde puttet min kjole på igen. Ude på badeværelset sover en fyr i badekaret, men ellers er der kun mig. Jeg brækker mig en enkel gang ned i toilettet, før jeg søvnigt sætter mig ned på gulvet. Klinkerne er hårde at sidde på, men mine øjne glider alligevel langsomt i. 

     Jeg møver mig ned på gulvet, og ligger mig til at sove.

   "Jeg bliver nød til at gå nu," siger jeg højt. Jeg kan ikke holde ud at se på William. "Ved du hvor min guitar er?" forsætter jeg. Jeg må ind på stationen og se til Marcus. Måske kan han tilgive mig, hvis jeg får ham ud? Måske.

   "Jeg tror, den står ude i entreen," han peger ud af døren. Jeg nikker. Han forsætter, med en hvis skyld i stemmen: "Jeg beklager altså, hvis jeg har ødelagt det hele, men det var altså dig se-"

   "Det er fint," afbryder jeg ham. "Jeg finder ud af det." Så går jeg. Han følger ikke efter mig - hvorfor skulle han også det? Jeg er jo bare endnu en dum pige, det har været sammen med ham.

   Min guitar står ganske rigtigt derude. Jeg tager den på, og kigger mig omkring. Der står en grå kuffert over i hjørnet. Den tager jeg også.

     Som hoveddøren smækker efter mig, indser jeg, at jeg ikke kan tage hen på stationen. En afvisning ville gøre alt for ondt. Jeg aner i øvrigt heller ikke, hvor jeg er henne, så jeg følger bare lyden af biler.

   Da jeg når vejen, er mine ben tunge. Jeg sætter mig ned, og åbner kufferteren. Der er et par solbriller og en cowboy jakke i. Jeg tager begge dele på. En bil sætter farten ned, og standser et par meter fra mig. Jeg rejser mig hurtigt op, og går hen til den.

   "Hvor skal du hen?" spørger damen i bilen. Hun har pink læbestift på, og en skrigeunge på bagsædet. Ligner ikke umiddelbart en seriemorder.

   "Det er lige meget." Hun nikker, og stiller ikke flere spørgsmål. Jeg smider min guitar ind på bagsædet, og ungen stopper med at græde. Kufferteren lader jeg stå i vejkanten.

  "Godt så," siger hun, og sætter bilen i gear. I bagspejlet kan jeg se kufferteren forsvinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...