clara

jeg elsker marcus. det gør jeg virkelig. og jeg vil aldrig kunne se ham i øjnene efter dette. | en af de tre vindere af 24-timers konkurrencen, hvor man skulle skrive udfra et billede.

23Likes
12Kommentarer
1100Visninger

2. 1

 

 

    Da jeg vågner, har jeg ondt i hovedet. Jeg ligger på siden, med benene trukket op under mig i en forkrampet stilling. Det må være et badeværelse, for gulvet er af klinker, og det er koldt og hårdt at ligge på. Jeg sætter mig langsom op, og kigger mig omkring. Jeg har ligget min på gulvet, ved siden af et badekar. Tre ander piger har taget plads på gulvet; en under håndvasken, en ved siden af toilettet og en under håndklædetøren. En har dem går vidst i min gymnasie klasse - jeg tror hun hedder Amanda. Foruden os er der to fyre (i badekaret, på toilettet).

    Mine ben er ømme, og jeg får usikkert kantet mig hen til døren. Gangen er tom, men de værelser jeg passere er stuvende fyldte. Min mave knurrer, og min mund er tør. Hvor mon køkkenet er? Jeg når til gangens ende, der slutter ved en stejl trappe nedad. Med stive ben går jeg ned af den, og ender i entreen. Billeder fra igår suser igennem mit hoved, og jeg gyser. I går er fortid nu, der er ingen grund til at bekymre sig om den mere, minder jeg mig selv om.

   Alligevel sniger den sig ind på mig, som jeg går ind i køkkenet.

    "For satan, Clara, kom nu her!" Marcus ruller om på ryggen og åbner armene som en invitation. Han brune hår er rodet, og hans smil er skævt og træt.

    "Jeg har travlt, okay?" Jeg står med ryggen til ham, men kan se ham i spejlet. Han sukker og lader armene falde slapt ned på hver side af hans krop. Med rutinerede bevægelser putter jeg et par store guldøreringe i mine øre, og træder så et skridt tilbage, for at se helheden.

     Et par arme lægger sig om min talje, og han trækker mig ind til sig. Marcus planter et kys på mit hoved, og smiler til mig i spejlet.

    "Kom nu, skat. Du skal ikke stresse, det kommer til at gå fint!" Jeg smiler halvt til ham, men skubber ham alligevel væk. Jeg har ikke tid, og det ved han udemærket godt.

     "Jeg har ikke tid - kan du ikke bare.." jeg laver en fejende bevægelse med min hånd, "skride ind i stuen og se noget TV. Lave et eller andet drenget." Marcus sukker, og dumper ned på sengen igen. Han roder i sit hår, som han altid gør, når noget frustrere ham.

    "Du har jo ikke engang lyst. Vel?" Det sidste siger han en smule usikkert, og jeg får ondt af ham. Marcus har altid været der for mig, også når jeg ikke gad ham.

     "Selvfølgelig gider jeg ikke det - hvad er det egentlig du er så bange for? At jeg finder en lækker sanger og stikker af til Amerika?" Han stivner. "Ej seriøst? Du ved jo at jeg kun vil have dig!" Jeg sætter mig ned ved siden af ham, og kysser ham på kinden. Marcus siger ikke noget, men tager i stedet sin hånd i min.

     "Hvorfor gør du det så? Du kunne være med i hvilket som helst band, hvorfor så lige på et værtshus?" Han fatter det ikke. Det kommer han aldrig til.

    "Det.. det giver godt. Vi har brug for pengene - vil du hellere bo på gaden? Du får jo nok aldrig et arbejde igen, og jeg får ingen uddanelse. Man må tage hvad man kan," forklarer jeg ham, og læner mig ind mod ham. Så længe jeg har ham.. Så længe Marcus er her, er alt andet fuldstændig lige meget.

     "Undskyld," siger han bare, og kysser mig på håret. "Du gør alt hvad du kan, og det er jo det vigtigste. Jeg ville ønsket at jeg ikke havde fucket op." Jeg ryster på hovedet. Det er lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...