Beating Hearts | One Direction

Da den 16 årige Melody Johnson flytter fra hendes rolige hjemby til udkanten af storbyen London med sin familie og indtager en ny skole, vil hun starte på en frisk. Hun vil holde sig ude af problemer og tænke på sin eksamen. Dog aner Melody ikke at Harry Styles og hans klike går på den nye skole og det virker da heller ikke som et problem, hvis det altså ikke var fordi at Harry og hans klike var skolens populære mennesker - altså skolens overhoveder. Da Melody hurtigt kommer dårligt ind på Harry er der dømt åben krig mellem de to. Dog ender det hele med at gå langt fra planlagt, da forskellige følelser kommer i klemme mens andre spirer som blomstre. Men vi må ikke glemme at alle mennesker har et hjerte og de hårde ord Melody og Harry kaster mod hinanden vil før eller senere ramme deres bankene hjerter. *Drengene er ikke kendte*

60Likes
73Kommentarer
9655Visninger
AA

11. 9 | Melody


Jeg sidder midt i fysik/kemi og laver forsøg med min fysikmakker Claire, da der lyder en banken på døren og selveste Mr. Hamilton træder ind. Læren beder straks om ro, hvilket hun dog ikke behøvede for al snakken standsede da Mr. Hamilton kom ind. 

"Mr. Hamilton, hvad skyldes dette besøg?" spørger Mrs. Green og skubber sine læsebriller, som hænger i en kæde om halsen, længere op på næsen og kigger på Mr. Hamilton. Han rømmer sig kort før han stiller sig foran katederet, hvor Mrs. Green har sine ting, og kigger rundt på eleverne iblandt ham.

"Jeg er kommet for at snakke med en af jer" lyder Mr. Hamiltons dybe stemme og der lyder lidt hvisken omkring bordene hvem mon det kan være han vil snakke med.  "Hvem tror du det er?" hvisker Claire på min højre side og jeg trækker bare på skuldrene. 

"Melody Johnson, kan jeg snakke med dig? Under fire øjne" siger Mr. Hamilton og kigger på mig med et blik jeg ikke kan tyde - men det tegner ikke godt. Et par i klassen gipser svagt og alle kigger hen på mig. Jeg mærker blikke i ryggen, foran mig og især på min højre side hvor Claire sidder.

Jeg tager min taske og putter min fysikbog i. Jeg kigger ned i gulvet da jeg rejser mig op og smider tasken op på skulderen. Jeg går stille op til Mr. Hamilton der blidt lægger en arm på min ryg og fører mig udenfor.

En masse hvisken lyder bag mig mens jeg går ud. Det er ikke akavet at gå ud og jeg er heller ikke skuffet over mig selv, for jeg har intet gjort. Det må jeg bare forklarer ham ikk?

Uden ord går vi op på kontoret og Mr. Hamilton sætter sig ned i sin brune læderstol, mens jeg selv sætter mig stolen overfor ham, præcis som da jeg var her første gang. "Mrs. Johnson" sukker Mr. Hamilton og folder hænderne på bordet.

Han kigger strengt på mig. 
"Jeg hører fra Mr. Styles du gik fra eftersidningen i går. Han sagde du havde noget bedre-"
"Mr. Hamilton, vær venlig og høre på mig" afbryder jeg ham men da jeg får et endnu strengene blik tilbage, kryber jeg langsomt ned i min stol og tiger stille.

"Han sagde du havde noget bedre at tage dig til. Du må forstå, Mrs. Johnson, at vi ikke tolerer at elever går fra hverken timer eller eftersidninger, og du har indtil videre gået fra 8 timer, uden tilladelse. Det medfører en straf" siger Mr. Hamilton strengt og begynder at skrive noget ned på et stykke papir med sin kuglepen.

Han river papiret af blokken og rækker mig den. "1 times eftersidning efter skole, du kender lokalet. Og hvis jeg finder ud af at du går fra denne time, bliver det til en eftersidning hver dag de næste 3 dage. Nu kan du godt gå" siger Mr. Hamilton og med de ord finder han noget papir frem og jeg går frustreret min vej. 

Jeg var fristet til at smække døren til kontoret hårdt i, men da min indre stemme påminder mig om min straf, lader jeg hver. Jeg ignorer tanken om at jeg stadig har time, og begynder at gå mod mit skab for at ligge min fysikbog og taske. 

Jeg er så "heldig" at havde en fritime i næste time, men da jeg ingen lektier har for, vil jeg bruge den time på at slappe af. Da jeg når mit skab har klokken ikke ringet endnu, men der kan ikke gå længe. 

Da jeg har lagt bog og taske ind, tager jeg min pung som jeg ligger i min inderlomme, og lukker mit skab. Jeg propper mine høretelefoner i min mobil og sætter dem så i ørerne. En tilfældig sang kommer på og jeg begynder at gå ned mod kantinen.

Da klokken ringer signalerer den at det store spisefrikvarter er startet. Det vil sige 30 minutter hvor folk spiser, afleverer bøger osv. Til mit held har jeg lige sat mig ned med min bakke og mad, da klokken ringer og der lidt efter strømmer folk ind i kantinen. Jeg spiser i stilhed med musikken så høj at jeg intet hører fra omverden omkring mig. 

Det gjorde så at jeg fem minutter efter sprang en halv meter op i luften og landede på min stol med et bump og et forskrækket hjerte. Jeg kigger hurtigt til højre hvor en finger så let havde prikket mig på skulderen få sekunder før, men som havde gjort jeg næsten fik et hjertestop.

En brunhåret fyr kommer til stede. Jeg tager mine høretelefoner ud og han sætter sig hurtigt ned foran mig på den anden af de fire stole der er bænket omkring dette hvide runde bord, som kantinen i øvrigt er indrettet med over alt. 

Da han kigger mig i øjnene med hans brune øjne, kan jeg hurtigt sætte navn på ham. 
Liam Payne - Harry Styles' trofaste ven. 

Først siger Liam ikke noget og der er en akavet stemning over bordet, mens min musik spiller svagt i baggrunden og jeg pærer lidt til min mad med en gaffel. Jeg hoster kort for at rømme mig og det ligner Liam endelig kom i tanke om hvad han skulle.

"Harry tilbyder at tage din eftersidning i dag" lyder det ud fra Liams mund og jeg rynker bryn.
"Hvorfor?" spørger jeg hurtigt tilbage og holder op med at pære i min mad.
"Han fik dig ind i eftersidningen og nu har han-"
"Kom ikke og sig han har skyldfølelse, den dreng aner ikke hvad det betyder" snerre jeg ham og Liam sukker lydløst.

"Du lod mig ikke tale færdig" snerre Liam irriteret tilbage og fortsætter. "Han har snakket med Mr. Hamilton og sagt at du var gået fordi han provokerede dig til det, så nu har de lavet en aftale om, at hvis du vil, tager Harry din eftersidning" 

"Seriøst?" spørger jeg og løfter svagt øjenbrynene i overraskelse.
"Seriøst"


Jeg tog til eftersidningen. Harry dukkede ikke op, eller lad mig sige det sådan, at han dukkede op og gik igen. Efter 5 minutter af eftersidningen kom Zayn og holdte mig med selskab. Jeg husker tydeligt vores samtaler under den time af undervisningen og da vi fulgtes hjem. 

"Jeg ser du ikke lod ham tage den" lyder en stemme bag mig og jeg drejer mig om. Et smil kommer på mine læber da Zayn står i dørkammen. "Helt ærligt, hvad havde han regnet med?" fnyser jeg og Zayn griner mens han slår sig ned på stolen ved siden af mig.

"Jeg troede ikke et sekund på du ville lade ham gøre det, du virker ikke til at være typen der giver op" siger Zayn efter en kort stilhed på 5 minutter. Jeg kigger bare på ham og lader hans ord strømme igennem mit hoved op til flere gange.

"Jeg er ikke typen der giver op" lyder det endelig ud af min mund efter Zayns ord havde fundet sin plads i min hjerne. Zayn kigger på mig i øjenkrogen og smiler skævt. "Harry kan ikke lide de typer" siger han og drejer hovedet så han kan se helt på mig.

Jeg lader hver med at svare, tænker bare over hans ord. 
Der lægges pludselig en skygge med krøller på rummet og mine øjne flyver op til dørens lille vindue, hvor en krøltop med grønne øjne stirre arrigt ind. Harrys hår danner skyggen og jeg kigger ham i øjnene. Hans blik er advarende. Han bryder øjenkontakten og kigger vredt på Zayn som sidder med hovedet i sin mobil. Så vender han om og går. 

Kort efter ringer klokken. Zayn tilbyder mig et lift hjem, så jeg takker ja. Egentlig gider jeg ikke gå hjem. Jeg fortæller ham om min brors knallert som jeg håber at få. "Hvis du har nogen form for problemer med den, så sig til. Jeg kan et par trick eller to" siger Zayn og smiler. Jeg smiler og opdager vi holder foran mit hus.

Jeg spænder mig op og takker Zayn for turen hjem. Jeg hopper ud og han siger farvel. Jeg smiler til ham og han smiler tilbage inden han kører væk. 

Og nu sidder jeg her ved spisebordet i stuen og spiser aftensmad med min familie. - Det vil sige min mor, far og mig. Jason er for længst taget hjem til sin egen lejlighed inde i London. Da maden så småt begynder at forsvinde, lægger min far sin gaffel fra sig og kigger på mig.

"Melody" siger han og sukker.
"Far" svarer jeg tilbage med samme toneleje som ham og smiler.
"Din mor og mig har længe snakket om at skaffe dig et køretøj til skole. Og nu hvor Jason ikke bruger sin gamle knallert længe har han arbejdet på at sætte den i stand, så den kan køre og virker som ny. Og da du allerede har de kørekort, giver vi dig nu Jason gamle knallert som du nu kan kalde din" siger min far og smiler stort til mig. 

Et stort smil breder sig over mine læber og jeg rejser mig hastigt op fra stolen for at kramme mine forældre. "Tusind tusind tak!" siger jeg og kysser min far på kinden. "Her er nøglerne. Den holder i skuret i baghaven, der skal den fremover stå når du ikke bruger den. Husk hjelm" smågriner min far og jeg nikker bare mens jeg tager nøglerne.

I en fart kommer jeg ud i baghaven og åbnet skuret. Den sorte skinnede knallert står foran mig og får mine øjne til at stråle af glæde. Hurtigt får jeg trukket den ud og kigget ordenligt på den. Damn, den er flot. Jeg trækker den igennem haven og hopper op på den i vores indkørsel. Jeg tager hjelmen på og tager nøglerne frem.

Jeg stikker nøglen i og drejer. En høj brummende lækker lyd strømmer ud fra motoren og jeg smiler. Jeg tager om gashåndtaget og drejer kort. Lyden bliver lidt højere og endnu mere lækker. Jeg slippe hurtigt for bremsen og koblingen og triller ned på vejen. Der sætter jeg farten lidt op og mærker straks suget jeg får når jeg kører knallert. 

Jeg griner og sætter kurs længere ud mod landet hvor jeg rigtig kan gasse op. Da jeg kommer ud på landevejen sætter jeg farten op og mærker vinden tage i min jakke og i min krop. Den byder mig velkommen og jeg griner.

Efter lidt tid ser jeg en anden knallert bag mig, så jeg beslutter at holde ind til siden og se om jeg kender personen. Det skulle jeg bare ikke havde gjort. Da den ukendte person på knallerten holder ind og slukker, bliver hjelmen trukket af og jeg ser Harrys genkendelige krøller komme frem. "Harry?" spørger jeg overrasket og tager selv min hjelm af.

"Melody?" spørger han selv lige så overrasket. "Hvad fanden laver du her?"
"Jeg kan spørge dig om det samme, Styles" svarer jeg tilbage og mærker irritationen stige i mig. "Jeg vidste ikke du kørte knallert. Er den din?" spørger Harry og giver den et blik.
"Ja" svarer jeg og fortsætter. "Er det så mærkeligt?"

"Kæft den er lækker. Just like you" svarer Harry og blinker med det ene øje.
"Er det så her jeg skal rødme og fnise tøset over at du lige kaldte mig lækker?" spørger jeg flabet tilbage og Harry griner. "Ja, normalt gør tøserne det" siger han og smiler. "Men ikke dig, det ved jeg. Det var derfor jeg sagde det."

Jeg ruller øjne. "Nu skal du vel ikke havde nogle lifts længere, kan jeg regne ud" siger Harry og jeg får et flashback at mig og Zayns i hans bil, da vi kørte forbi Harrys hus. "I hvert fald ikke af dig" svarer jeg og Harry kigger irriteret på mig.

"Men hvis du hentyder til Zayn, så-"
"Så hvad?" afbryder Harry mig og virker nu endnu mere irriteret. 
"Så skal jeg nok heller ikke" siger jeg og lader mine tunge gøre min tørre læber, våde igen. Harrys krop slapper lidt af, det kan jeg tydeligt se under hans stramme tøj.

Jeg tager hjelmen på igen. "Det var... hyggeligt at sludre med dig Harry, men nu må du undskylde mig, jeg har andre planer" siger jeg til Harry og tager om nøglen. Harry kigger forvirret på mig da jeg tænder motoren igen, laver en u-vending og kører tilbage mod byen. 

Jeg kigger i sidespejlet bag mig og ser han køre et par meter bag mig. Dog ser det ikke ud til at han vil overhæle mig. Sådan køre vi hele vejen hjem - Ham bag mig og mig der fører an i et stille tempo. 

På nogenlunde samme tidspunkt slukker vi vores motorer i hver vores indkørsel. Jeg tager hjelmen af og kigger over på ham. Vores indkørsler ligger klods op af hinanden, så jeg kan tydeligt se hans stærke muskler under hans stramme tøj da han tager hjelmen af. 

Harry kigger over på mig igen. "Det var hyggeligt at køre med dig Melody, det må vi gøre en anden gang. Godnat prinsesse" siger Harry, smiler skævt og blinker med det ene øje. Jeg ruller øjne men griner lidt. "Godnat krøltop" svarer jeg ham med et skævt smil og Harry griner. 
"Du er og bliver ikke nem at gennemskue" mumler Harry for sig selv, men jeg når lige at høre det og kigger på ham med et svagt løftet øjenbryn. "I lige måde Styles" siger jeg til ham og han kigger straks på mig og indser vidst jeg hørte ham.

"Godnat Harry" siger jeg, hopper af knallerten og begynder at trække den om i baghaven. 
"Godnat Melody" lyder det bag mig og jeg smiler over lyden af hans stemme sige mit navn.


OKAY, OKAY, OKAY. VI (Natacha & Laura) FLIPPER EN SMULE UD HVER GANG VI GÅR HER IND PÅ BH (Beating Hearts, læg lige mærke til at forkortelsen er BH :P)FORDI HVER GANG ER ENTEN VORES LIKES, FAVORITLISTE ELLER VISNINGER BLEVET STEGET. OG I ANER SERIØST IKKE HVOR GLADE VI ER FOR DET <333 DET BETYDER VIRKELIG MEGET! <3 Sorry for caps lock, flippede lige nu. Men i hvert fald, 1.000.000.000 gange tak! Det er SÅ dejligt at der er nogen der faktisk gerne vil læse hvad vi skriver ehe. Og fordi I er så dejlige at læse med, så vil vi begge gerne læse jeres movellaer og kommenterer og like, så sæt et link til en af jeres movellaer i kommentaren og vi kigger på den! :D Igen, tak er bare et ord, men vi er virkelig taknemlige <3 - Natacha & Laura xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...