Beating Hearts | One Direction

Da den 16 årige Melody Johnson flytter fra hendes rolige hjemby til udkanten af storbyen London med sin familie og indtager en ny skole, vil hun starte på en frisk. Hun vil holde sig ude af problemer og tænke på sin eksamen. Dog aner Melody ikke at Harry Styles og hans klike går på den nye skole og det virker da heller ikke som et problem, hvis det altså ikke var fordi at Harry og hans klike var skolens populære mennesker - altså skolens overhoveder. Da Melody hurtigt kommer dårligt ind på Harry er der dømt åben krig mellem de to. Dog ender det hele med at gå langt fra planlagt, da forskellige følelser kommer i klemme mens andre spirer som blomstre. Men vi må ikke glemme at alle mennesker har et hjerte og de hårde ord Melody og Harry kaster mod hinanden vil før eller senere ramme deres bankene hjerter. *Drengene er ikke kendte*

60Likes
73Kommentarer
9607Visninger
AA

5. 3 | Melody


Mig og Jason ankom til det nye hus et par timer senere. Jeg har set det hele - stuen, køkkenet, kælderen, badeværelset, min mor og fars soveværelse på 1. etagen, mit eget soveværelse på 1. etage, mit eget badeværelse, loftet og haven. Det hele er rigtig flot og min far har sandelig gjort noget ud af det denne her gang. 

Mig og Jason sidder ude i haven da vi pludselig hører lyden af en dyttende bil. "Mor og far" siger vi begge to på samme tid og griner. Vi går indefor og møder dem i stuen hvor de er i gang med at stille papkasser. "Flyttebilen er her. Hjælper I ikke lige med at få tingene ind?" spørger vores far og mig og Jason nikker bare.

Vi går ud og jeg hopper op i flyttebilen. Jeg rækker en kasse til min mor, en til min far og en til Jason. De går ind og jeg tager selv en. Jeg vender mig rundt og får næsten et hjertestop da jeg ser en ung dreng med krøller stå op af flyttebilen og kigge på mig.

"Hvem er du?" spørger jeg hårdt og strammer mit greb om kassen. "Flytter du ind?" spørger drengen dumt og giver mig elevatorblikket. Jeg ruller med øjnene og giver ham selv elevatorblikket. Krøller, sort tøj og nogle tydelige tatoveringer hist og her. "Hvad ligner det?" vrisser jeg af ham og går ud af flyttebilen. 

Han er lidt højere end mig. Det ser jeg hurtigt da jeg lander på jorden igen. "Jamen så velkommen til kvarteret" siger drengen, sender mig et skævt smil og vender rundt. Jeg kigger lidt efter ham, men går så endelig ind med kassen.

"Hvem snakkede du med?" spørger min mor da jeg kommer ind i stuen med kassen. "Det ved jeg ikke. En eller anden ung dreng" siger jeg og rynker mine bryn. Jeg giver hende kassen og går ud for at hente en ny. Min far og storebror er ikke til at se.

Jeg kigger efter drengen men han er ikke til at finde. 


Næste morgen var det som om vi aldrig var flyttet. Min far stod op ved 6-tiden og kørte halv syv præcis. Min mor vækkede mig efter min far var kørt og jeg gjorde mig klar som sædvanlig. Det hele kørte i den samme line. Lige indtil jeg kom ned i køkkenet.

Min mor havde lavet morgenmad. Min mor laver aldrig morgenmad for hverken hun eller jeg spiser det. Det er kun min far der laver det. Jeg har aldrig brudt mig om at proppe mad i mig om morgen og det har jeg fået fra min mor. 

"Morgenmad?" spørger jeg med et sæt rynkenede bryn og sætter mig ned på en af stolene ved køkkenet som ligner barstole. Jeg stiller min slidte sorte skuldertaske på gulvet som er tom udover min computer som ligger i.

"Jason sov her" siger min mor med et lille smil og det forklarer alting. Min far og Jason skal altid spise morgenmad ellers kan de ikke fungerer en hel dag. "Godmorgen min dejlige familie. Godmorgen min skøre lillesøster, godmorgen min smukke mor" siger en glad Jason som kommer ind i stuen fra badeværelset. 

Han har et stort smil på læberne og giver mig og min mor et kys på kinden. "Morgenmad, dejligt mor" siger Jason og sætter sig med et smil ned og spiser. "Sikke et humør du er i idag Jason" siger min mor med et smil og Jason nikker.

"Jeg har skam bare savnet disse morgener mor" siger Jason og smiler. Min mor smiler kærligt til ham og går så ud i gangen. "Giver du ikke et lift i skole?" spørger jeg Jason med hundeøjne og han nikker bare med et grin. "Jeg havde tænkt mig at spørge så de hundeøjne der behøvede du ikke" tilføjer han til hans nik. Jeg ruller bare med øjnene og går ud til min mor.

"Her er nogle penge til frokost. Nu må du havde en god første skoledag min skat. Lov mig at opføre dig ordenligt. Jeg vil ikke ringes op af rektor så mange gange som sidste gang okay?" advarer min mor og jeg nikker bare og tager imod pengene. Hun kysser mig farvel i håret, råber farvel til Jason og går.

Jeg tjekker klokken da jeg kommer ind i stuen. Halv otte. "Jason vi skal snart køre" minder jeg ham om mens han putter ting i opvaskeren. "Er du klar?" spørger han og jeg nikker bare. "Så lad os køre" siger han og går ud i gangen. Jeg følger efter ham og snupper hurtigt min taske. Jeg hopper i mine elskede halv slidte sorte Convers samt min sorte læderjakke. Jeg tager mine nøgler og får Jason ud. Jeg låser døren efter os og går ned til bilen som jeg sætter mig ind i.

Jason starter og kører væk. "Er du spændt?" spørger han og jeg nikker. "Nok mere nervøs" siger jeg og tager min mobil op for at skrive en besked til Alex. "Det skal nok gå" siger Jason med den der beskyttende storebror-stemme. Jeg lægger hovedet mod vinduet og lukker øjnene. 


"Mel?" spørger Jason pludselig og jeg åbner øjnene. "Vi er her nu".
 Jeg sukker og klikker mig op. "Tak for liftet. Vi ses ikk?" siger jeg og hopper ud. Jeg smiler til ham og lukker døren. Han smiler og kører væk. 

Jeg ser den enorme skole foran mig. 'Det skal nok gå' siger Jasons stemme i mit baghoved. Yeah right. Jeg går ind af hoveddøren og mærker straks atmosfæren; den er trykket men normal. Alle eleverne ved hvor de hører til og står alle i grupper. Jubi, det her bliver da bare så sjovt.

Nej, mærk lige ironien der. En flok nørder går over gangen med hurtige skridt og de klamrer sig til deres bøger. Jeg ruller øjne og kigger kort efter dem. Jeg går ned af gangen og mærker alle de dømmende blikke på mig. Ja, det er da også mærkeligt at der kommer en ny elev midt i et hele men behøver de kigge sådan? 

Jeg hører at klokken ringer og på ingen tid er alle væk fra gangen og der er helt øde. Holy shit, sådan var det aldrig på min gamle skole. Selvom vi er i udkanten af London virker alting meget perfekt. 

Jeg fortsætter ned af gangen alene. Rektors kontor er mit første besøg, han vil jo så gerne møde sin nye elev som skal starte en hel måned efter skoleåret er startet. Jeg er startet på fjerde år på en af de mindre skoler her i udkanten af London så om 11 måneder kan jeg få min eksamen og læse videre til designer som jeg drømmer om at være. 

Jeg drejer til højre for enden af gangen og ser en stor brun dør for enden af en ny gang som jeg fortsætter ned af. Da jeg kommer ned for enden ser jeg at med store sorte blokbogstaver er der stavet 'KONTOR'. Jeg sukker og tager ned i håndtaget på døren. 

Idet jeg træder ind ser jeg rektorens sekretær som skriver på sin computer. Hun kigger hurtigt op og sender mig et smil. "Melody Johnson?" spørger hun og jeg nikker. "Rektoren venter på dig" siger hun og peger på en dør til højre. Jeg går der over og sukker igen.

Jeg åbner døren og går ind. Rektoren sidder klar og byder mig velkommen. "Mrs. Johnson, velkommen. Tag venligst plads" siger han med et smil og jeg lukker døren efter mig.  Jeg sætter mig ned på en stol og tager mine høretelefoner ud. 

"Jeg er skolens rektor Mr. Hamilton. Du vil hurtigt finde ud af at her på min skole skal reglerne overholdes og at vores krav for eleverne er meget høje. Her er dit skema for det næste halve år og jeg har fundet dig en elev som tilbød tidligt i morges at vise dig rundt på skolen" siger Mr. Hamilton, som han nu hedder, med et lille smil og rækker mig mit skema.

Jeg skimmer det og propper det så i tasken. "Eleven skulle meget gerne være på trapperne" siger Mr. Hamilton og idet han fuldender sætningen går døren op bag mig og jeg vender mig rundt. Et par grønne øjne er det første jeg møder og krøllerne er det næste. Det er den unge dreng fra i går. Han sender mig et irriterende smil og jeg ruller med øjnene.

Suk. Det her bliver en lang dag. 



 Så mødte Melody, eller Mel som mig og Laura kan lide og kalde hende, Harry! Eller, jeg håber da I har regnet ud det var Harry, ellers har jeg lige spoilet det hele, oops. 

Nå men, vi er i hvert fald meget glade for at I alle vil læse med, det betyder meget! Og hvor er det helt sindsygt at vi allerede har ramt 30+ favoritter! Tusind tak for det! - Natacha xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...