Beating Hearts | One Direction

Da den 16 årige Melody Johnson flytter fra hendes rolige hjemby til udkanten af storbyen London med sin familie og indtager en ny skole, vil hun starte på en frisk. Hun vil holde sig ude af problemer og tænke på sin eksamen. Dog aner Melody ikke at Harry Styles og hans klike går på den nye skole og det virker da heller ikke som et problem, hvis det altså ikke var fordi at Harry og hans klike var skolens populære mennesker - altså skolens overhoveder. Da Melody hurtigt kommer dårligt ind på Harry er der dømt åben krig mellem de to. Dog ender det hele med at gå langt fra planlagt, da forskellige følelser kommer i klemme mens andre spirer som blomstre. Men vi må ikke glemme at alle mennesker har et hjerte og de hårde ord Melody og Harry kaster mod hinanden vil før eller senere ramme deres bankene hjerter. *Drengene er ikke kendte*

60Likes
73Kommentarer
9653Visninger
AA

22. 20 | Harry


Normalt ville de fleste have dårlig samvittighed over kysse sin bedstevens 'kæreste'. Og hvis det ikke var fordi det var Melody jeg havde kysset, ville jeg også havde haft det - men nu har han jo faktisk stjålet hende fra mig fra starten af så, står vi ikke fair? Desuden var vi begge med på det, Melody kunne da havde trukket sig men, det gjorde hun ikke. Og det betyder hun har følelser for mig. Selv efter jeg fuckede det op til festen hos Louis dengang, så er hun endnu engang faldet i min fælde. 

Jeg sagde jo jeg kunne få alle jeg ville have, ikke? 

Efter kysset begyndte vi bare at gå hjem igen. Der havde lagt en stilhed over os, men det var ikke fordi den var akavet eller noget. Jeg vidste hun gik og tænkte på Zayn, og det var tydeligt - for hendes ansigtudtryk var totalt stone og hun lignede en der havde en stor klump i maven af nervøsitet. I hvert fald kunne jeg ikke få smilet af mine læber da jeg vågnede næste morgen, fordi Melody var det første jeg kom i tanke om, da jeg vågnede. Selvom det var hverdag, og jeg egentlig burde havde været i skole, kunne jeg bare mærke det ville blive en god dag. 

Jeg tog min mobil som lå på mit natbord. Eftersom jeg ikke havde Alices nummer mere, fordi hun sikkert havde fået ny mobil, skiftet mobil-selvskab eller hvad ved jeg, var jeg nød til at søge på krak. Jeg vidste havde hun hed til efternavn, så derfor var det ikke særlig svært. Alice Hamlinton. Jeg trykkede søg og hendes mobilnummer dukkede op. Krak har jeg efterhånden brugt en masse af. Det med at kunne finde telefonnumre og adresser på under 5 sekunder var bare så smart. Det er i hvert fald sådan jeg har kunnet få alle de lækreste pigers numre fra skolen. Men det var kun for at spørge om vi skulle mødes hjemme hos hende eller hos mig, så jeg kunne få lidt nydelse og efter den besked, har jeg ikke skrevet aldrig mere; jeg kunne ligeså godt slette numrene hvis det var det. 

Men i hvert fald fik jeg gemt hendes nummer og trykkede på ring. Nervøsiteten spredte sig ud til fingene, hvilket ellers aldrig plejer at ske. Måske tanken om det er Alice. Siden hun rejste må jeg indrømme jeg har savnet hende rigtig meget, men det har dog falmet mere og mere jo længere tid siden det var. De første par dage, uger måske en måned efter hun rejste kunne man godt sige mit hjerte var godt knust. Og det skal aldrig ske igen. For jeg skal aldrig nogensinde flette mig til en bestemt pige igen.

Sådan er jeg bare ikke. 

"Hallo?" 
Hendes stemme trak mig ud af min lille tankegang, og mumlede hurtigt et 'øh'. Jeg kunne mærke min mobil begynde at ryste en smule, fordi min hånd begyndte. "Alice?" begyndte jeg. 
"Harry?" spurgte hun, "dig igen.." 
"Ja mig igen.. Alice, jeg vil godt snakke med dig." denne gang lød min stemme mere selvsikker istedet for den rystede nervøse stemme før. "Harry, jeg har ikke lyst til at mødes med dig." 
"Hør her Alice.. det er meget vigtigt. Du er nød til at komme okay?" min stemme forvandlede sig om til en skrækslagen rystende en igen. Alle kneb gælder ikke? 
"Hvad sker der?" spurgte hun nervøst. Jeg kunne høre hendes dyne blev rykket på; det lød nærmere som om hun satte sig i sengen. "Mød mig ovre i parken ved springvandet om et kvarter." efter det sidste ord fjernede jeg hurtigt telefonen fra mit øre og lagde på.

Et sikkert smil plantede sig på mine læber, da jeg rejste mig fra sengen og tog nogle bukser fra gulvet og rev dem på, derefter fandt jeg en sort skjorte fra skabet som jeg knappede. Jeg rodede lidt i mine brune krøller, gled min telefon ned i bukselommen og der gik ikke længe igen før jeg var ude af rummet. Der var ingen hjemme. Heldigvis havde mor ikke opdaget jeg ikke var kommet op da hun kørte, men hun kører også rigtig tidlig så der var heller ikke særlig nogen stor chance for hun gjorde. 

Parken lå ikke særlig langt væk fra mit hus, det tog kun 7 minutter for mig i dette tempo, da jeg gik overraskende hurtigt, hvilket jeg faktisk ikke selv bemærkede. Parken var tom. Og det kan godt være det lyder som en overdrivelse når der ellers plejer at være mange, men den var fuldstændig tom. Den bliver heller ikke særlig tit brugt af andre end os fra skolen. Sommetider sidder der mange flokke og drikker efter skole, eller er herovre for at købe stoffer. Jeg gik hen til springvandet som stod midt i parken. Alle i byen kender springvandet, alle ved i hvert fald det er her man skal hen, hvis nogen siger 'vi mødes ved springvandet'.

Derfor var jeg ikke i tvivl om Alice vidste hvor det var henne, da hun jo har boet her før, og vi sad tit på stenene rundt om det store springvand efter skole. Der kunne vi godt få flere timer til at gå. Vi kunne sidde og kigge hinanden i øjnene i flere timer uden at behøve sige noget, for hinandens tilstedeværelse var det eneste der behøvede. 
Bah, noget værre pjat. Jeg tog min mobil op fra lommen. Hun havde ikke skrevet noget i besked, ringet eller noget. Jeg bed mig i læben, da jeg snart havde stået her i ti minutter bare og ventet. Kom hun overhovedet? 

"Harry?" 
Og jeg som troede hun ikke kom, tsh.
Jeg skubbede min telefon ned i lommen igen og gik om på den anden side af springvandet. Jeg fik hurtigt øje på hende gå tværs over græsset på vej herhen. Jeg bed mig i inderkinden, da jeg bemærkede, at hun faktisk havde gjort meget ud af sig selv. Hendes hår var krøllet og sat op i en høj hestehale. Hun havde en grøn vest på, indenunder en sort t-shirt med nogle lyserøde små sten som glimtede så snart solens stråler ramte hende. Også havde hun sorte tætsiddende jeans, som sad meget meget meget meget (!) tæt. Frækt. Jeg kunne godt mærke hvordan jeg blev tændt indefra og Lille Harry begyndte at voksne.

"Alice." sagde jeg da hun kom tættere på, "du ser rigtig smuk ud." Hun bed sig en smule i læben og kiggede ned i jorden - men jeg kunne sagtens se den røde farve brede sig rundt i hele hendes ansigt. Men derefter blev hun alvorlig, "Harry hvad vil du?" 
"Hør Alice.." begyndte jeg og tog begge hendes hænder. Jeg fik øjenkontakt med de velkendte smukke øjne. "Jeg er virkelig ked af det. Jeg ved ikke hvem hende pigen var.. Hun begyndte bare at kysse mig, jeg sværger jeg ikke kyssede hende. Det var så klamt! Og derefter prøvede jeg at løbe efter dig, men hun trak mig tilbage! Alice, jeg er så ked af det. Jeg kender ingengang navnet på den... dumme pige." 

En dårlig fornemmelse lagde sig i maven. Ikke for at lyve overfor Alice, for lyve var jeg fantastisk til. Men at jeg løj overfor mig selv: Jeg synes ikke kysset med Melody var klamt, jeg nød det. Jeg synes ikke hun er dum, jeg.. elsker hende. Jeg bed mig helt automatisk i læben over mine tanker. Hun kiggede på mig med et forstående blik og der gik ikke længe før hun havde svunget armene omkring mig og trukket mig ind til hende. "Det er okay Harry! Der findes SÅ mange ludere på skolen. Jeg er ked af jeg ikke hjalp dig med at komme væk fra hende. Hør, du er tilgivet. Jeg har savnet dig helt vildt!" Et stort smil spredte sig på hendes læber. 

Luder.

En del af mig havde lyst til at rejse mig op og skrige hende ind i hovedet at Melody bestemt ikke var tæt på at være nogen form for luder, men at hun direkte var perfekt i mine øjne. Men det ville ikke være så smart ville det? "Det er jeg glad for" sagde jeg falsk og fik fremtrukket et falsk smil. "Men er det bare mig eller er det begyndt at blive lidt køligt?" jeg sendte hende et skævt smil, som jeg vidste hun ikke kunne stå for. "Tjo, det er vel ved at blive lidt koldere." sagde hun og smilede stort til mig.

"Skal vi ikke tage hjem til mig?" 


Hmm, hvad mon Harry og Alice skal? Kan I regne det ud? ;) Og hvad med alt det der med at Harry faktisk elsker Melody? Tror I han har modet til at sige det til hende? Og inden vi glemmer det - 1000 tak for 100+ favoritlister! Det er simpelhent for sindsygt at over 100 mennesker læser med! Tak! <3 - Natacha & Laura xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...