Begravelsen *One shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2014
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Færdig
Den 16 årige Olivia skal til at sige farvel til et tæt familiemedlem, men der er ikke let at give slip. især når man ikke kan forestille sig et liv uden personen. Vi har vel alle prøvet at sige farvel til et familiemedlem, vi ved hvor svært det er. Så hvordan klare Olivia sig igennem hele forløbet? Hvem er det der er gået bort? Dette var en stil jeg skulle skrive i skolen, jeg håber at i vil tage godt imod den :)

4Likes
0Kommentarer
153Visninger

2. One shot

Da vi kom ud af døren kiggede jeg op i himmelen, men jeg kunne ikke den smukke blå himmel, kun de grå skyer. Skyerne havde mange flotte nuancer, men jeg var ligeglad, i dag betød det ingen ting. Jeg plejede at sidde på mit værelse sammen med hende - hende der betød alt i mit liv, hende der nu var væk - og kigge ud på skyerne, det betød ikke noget at skyerne var kedelige og grå, for de var smukke på deres egen kedelige måde. Men nu, ja nu betyder skyerne intet. Engang så jeg dem altid som smukke, men nu fik de alt for mange minder frem. Jeg elskede minder, men det var bare ikke tidspunktet lige nu. Jeg var blevet bombarderet med minder hver nat, så jeg har sovet elendigt, grædt mig selv i søvn hver nat. Jeg kunne mærke at det begyndte at prikke i mine øjnekroge, og lidt efter kunne jeg føle noget vådt bande sig forsigtigt ned af min kind, som var det bange for at nå ned til min hage, for derefter at falde til jordren. Jeg tørrede den hurtigt væk, da jeg viste at min mor hadede at se mig græde, og at det ville gøre hende alt for ked af det. Men den ene tåre, blev langsomt erstattet med en anden. Tårerne kom trillende ned af mine kinder en efter en, og langsomt kunne jeg også smage den saltede smag på mine læber, hvorefter den langsomt bredte sig til min tunge.

   ”Kommer du?” Min fars stemme nåede til mine ører, mens jeg forsigtigt bed mig i underlæben, og nikkede kort. Mine ben begyndte at rystende og arbejde sig fremad igen, og ned mod den sorte bil. Min far gav mig et hurtigt kram, og strøg mig over mit lange brune hår. Langsom stoppede tårerne med at falde ned af mine kinder, han vidste at jeg havde brug for et kram, vidste at jeg havde brug for den betrykkende følelse af en andens nærvær. Vi behøvede slet ikke at sige ord til hindanden, for vi vidste hvad vi ville sige. Han trak sig langsomt ud af krammet, og åbnede døren for mig. Der gik ikke mange minutter før man kunne høre tre bildøre smække i, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at for blot en uge siden, var der fire døre der smækkede. Jeg satte mine høretelefoner i ørene, og gik ind under sange på min mobil. Jeg fandt hurtigt hvad jeg ledte efter, nemlig Linkin Park med sangen Castle of glass. Jeg lod musikken strømme igennem høretelefonerne og ind i mine ører.

 

 ”Jeg sad ude i vores entre og gjorde mig klar til af tage af sted, da jeg kunne høre min søster klage over hvor langsom jeg var. Kom nu Lucy, vi skal af sted!” Lød det utålmodigt fra min lillesøster, et grin banede sig ud gennem mine læber, mens jeg tog min jakke på og sko på. ”Jeg kommer nu.” Sagde jeg og løb ud til min lillesøster. Hun kiggede strengt på mig, mens hun tog hænderne i siden. ”Det var godt nok lang tid om!” Sagde hun med en hoved rysten, jeg bed mig i underlæben for at holde et grin inde. Hele ugen havde hun ikke talt om andet end hendes nye børnehave. Hun var lige gået ud af vuggestuen, og vi havde været ude og kigge i nogle forskellige børnehaver for at finde den bedste. ”Ja undskyld, men jeg kunne ikke finde min mobil.” Forsøgte jeg mig med, men hun var ligeglad, hun tog et stramt greb om min arm og trak mig med. Hendes greb gjorde ikke ond, for hun havde ikke særligt mange kræfter endnu. ”Vi har altså ikke tid til dine fjolleriger, med at du ikke kan finde din mobil. Vi er allerede forsinket!” Hun så anklagende på mig, et lydløs grin kom ud af min mund, og det eneste der afslørede mig var mine skuldre der bevægede sig op og ned. Hun var så kær når hun belærte mig. ”Nu skal du passe på, det kan være at jeg lige pludselig ikke vil med længere.” Sagde jeg i et drillende tonefald. Hendes øjne blev store, og hendes mund blev formet som et stort O, da hun satte begge fødder i jorden og bremsede alle sine bevægelser. Jeg løftede hende op på min arm og kiggede ind i hendes lyseblå øjne, som langsomt begyndte at blive blanke. ”Hey, det var bare for sjov selvfølgelig vil jeg da med.” sagde jeg med min blideste stemme og sendte hende et stålende smil. Lige da ordene forlod min mund, lyste hendes øjne op som to små julelys, og hendes læber dannede nu et kæmpe smil, og ikke et O. Jeg strøg hende over håret, og bar hende over til bilen. Hun fniste af mig og prikkede mig på kinden. Jeg rystede bare på hovedet af hende med et kæmpe smil på mine læber, som ikke var til at fjerne. Hun var min lillesøster, og kun min, ingen skulle nogensinde tage den lille livsbombe, der lige nu sad trygt i mine arme fra mig, aldrig!”

 

   Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebådet, ved tanken om hendes øjne der kiggede dybt ind i mine, og bagefter lyste op i et smil. ”Vi skal nok klare det her Lucy, sammen. Okay?” Min mor som før bare havde været helt stille, kiggede nu indtrængende på mig. Hendes øjne lyste af bekymring. Jeg sendte hende et svagt smil, og kom med et grådkvalt ’jo’. Det var først nu, hvor mine øjne begyndte at svig, at det gik op for mig at tårerne var begyndt at komme igen. Jeg slog hurtigt blikket ned, da jeg ikke ville gøre min mor endnu mere ked af det, end hun var i forvejen. Mit blik faldt hurtigt på mine hænder, som pludselig var blevet meget spændende. Jeg begyndte langsomt at synge med på sangen som jeg i dette øjeblik hørte. ”Bring me home in a blinding dream, through the secrets that i have seen, wash the sorrow from off my skin, and show me how to be whole again. Cause I’m only a crack in this castle of glass, hardly anything there for you to see. For you to see.” Sådan sad jeg i lang tid bare og sang med indtil det næste nummer kom på. Castle of glass var min yndlingssang, jeg havde tit hørt den sammen med min lillesøster, hun kunne intet forstå af den, men syndes at melodien var god.

  Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde siddet i bilen, men kirken som både mig og Olivia var blevet døbt i kom frem. Lidt efter kunne jeg også se flere mennesker, de var alle klædt i sort akkurat ligesom far, mor og jeg. Jeg studerede stille de forskellige ansigter, der kun vidste en følelse. Sorg. Mit blik fandt min mormor, som stod og omfavnede min morfar. De græd begge to, det var der enlig flere der gjorde, næsten alle. Som min mormor og morfar stod og omfavnede hinanden, kom min farmor hen og sagde noget til dem. Min far havde nu kørt bilen ind på parkeringspladsen, og var steget ud sammen med min mor. Jeg kom hurtigt til mig selv, og trykkede på knappen til min sikkerhedssele, så den kom med et lille næsten uhørligt ’klik’. Jeg åbnede døren, steg ud og kiggede mig rundt. Jeg smækkede døren i, og to andre smæk istemte med den dør jeg lige havde lukket. Jeg gættede på at det var mine forældre, da der var helt øde på parkeringspladsen. Selvfølelig bortset fra alle de andre biler, og os.

  Grusset knasede under vores fødder, da vi gik målrettet hen mod gruppen af mennesker. Som vi gik hen mod kirken, kunne jeg mærke en hånd på min ryg. Jeg kiggede til min højre side hvor min mor stod, hendes hånd kørte i en beroligende op og ned at min ryg. Jeg sendte hende et taknemmeligt smil, og rettede min koncentration mod gruppen foran kirken, jeg kendte dem alle sammen. Venner og familie. Med et blev alles koncentration rettet mod os, som vi kom gående hen mod dem. Jeg slukkede for musikken, og puttede min mobil og høretelefoner ned i min jakkelomme. Da vi kom helt hen til folkemængden, blev jeg hevet ind i et kram. Min mormors søde duft nåede min næse. ”Det skal nok gå. Jeg er her for dig, husk det.” Hendes stemme havde ikke længer den kræft den havde en gang, den var helt spinkel og utydelig, næsten som en hvisken der var blevet slidt ned af at græde. Tårerne blev bare ved med at løbe, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om man havde uendeligt med tårer, eller om de ville slippe om på et tidspunkt. Min mormor kiggede mig dybt ind i øjne, gav min skulder et klem og gik hen til min mor som var på nippet til at bryde sammen. Mine øjne fandt nogle blågrålige øjne, og som alle de andre så var de også fyldt med sorg og tårer. Jeg gik hurtigt hen til øjnes ejer, og trak hende ind i et kram. En ny duft kom fandt sin vej ind i mine næsebor. En sød duft som jegkendte alt for godt, jeg kunne huske den fra de mange besøg ved hende. ”Husk at du ikke er alene om det her, selvom man føler sig alene så er man det aldrig. Jeg ved at det er let at glemme, men du er aldrig alene.” Hun kiggede alvorligt ind i mine øjne, og afventede en reaktion fra min side. Jeg nikkede, jeg var bange for at min stemme ville knække over, bange for hvor skrøbelig den ville lyde. Jeg nød hendes stemme som talte så beroligende så blidt til mig, jeg nød hendes ord som var så vise. ”Og du må aldrig glemme at hun altid er ved dig.” Hun lagde en hånd på mit hjerte og fortsatte. ”Her inde.”

  Vi var på vej ind i kirken, jeg var den sidste der kom ind sammen med min fætter. Hans bekymrede grønne øjne kiggede ind i mine ligeså grønne øjne. ”Er du okay?” Jeg nikkede bare. Okay jeg var ikke okay, men det burde han vel også at kunne regne ud, eftersom vi havde et meget tæt forhold til hindanden. Vi var næsten som tvillinger, næsten, men vi kunne fornemme hvad den anden følte. ”Du kan ikke lyve overfor mig, og det ved du godt.” Han havde en drillende undertone i hans stemme, samtidig med at hans øjne kun udtrykte sorg og bekymring. Han var virkelig forvirrende nogle gange, men jeg var næsten sikker på at han gerne ville havde mig til at tænke på noget andet. Jeg kiggede ham kort i øjnene, hvorefter jeg tog min jakke af og hængte den på en krog. Jeg sukkede kort, og kiggede ned i gulvet. ”Du har ret, det kan jeg ikke. Jeg er ikke okay, jeg har det forfærdeligt som om mit hjerte lige er knust i en million stumper og stykker, som er blevet spredt i hvert verdens hjørne, og umulige at samle igen” Min stemme var så skrøbelig og spinkel, at den næsten blev uhørlig. ”Det er okay, jeg forstår dig godt. Men det skal nok gå det tager bare tid at samle stykkerne fra et knust hjerte, og selvom du ikke kan tro på det lige nu, så kan stykkerne altid blive samlet igen.” Hans stemme var så alvorlig og oprigtig, at jeg ikke kunne lade være med at tro på hvert en ord der forlod hans mund. Han gav mig et opmuntrende smil, som jeg gengældte men et sølle lille smil. Vi gik ind i selve kirken hvor folk var ved at finde deres pladser. ”Harry?” Jeg kiggede spørgende på min fætter, som nikkede for at få mig til at fortsætte. ”Vil du ikke nok sidde ved siden af mig?” Han nikkede smilende, og sammen gik vi ind og satte os forrest. Min mor tog hurtigt min hånd, og knugede den ind til sig, mens Harry hele tiden havde en hånd på min ryg, for at berolige mig. Præsten gik i gang med at tale, men jeg hørte ikke efter. Tårerne begyndte at strømmede med af mine kinder, og gjorde dem våde igen. Men denne gang var jeg ligeglad, jeg kunne ikke holde dem tilbage alligevel, så hvorfor overhovedet prøve? Jeg prøvede dog alligevel at holde kulkende tilbage, da jeg ville havde at folks opmærksomhed blev på min søsters kiste. Harry trak mig ind til ham, og mit hoved fandt hurtigt vejen til hans skulder. Min mor og far gok langsomt op til kisten for at holde en tale, det var også meningen at jeg skulle havde holdt en for hende, men jeg kunne ikke. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen, da jeg for første gang opdagede alle de farvestrålende blomster der lå side om side med hindanden. Det var et smukt syn, selvom jeg blev sorgmodig af at kigge på dem. Der var så mange som havde købt dem for hendes skyld, så de kunne sige farvel på en ordentlig og smuk måde. Harry klemte blidt min skulder, da jeg begyndte at ryste mere og mere. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han også sad og græd, det fik mig blot til at trykke mig endnu tættere på ham. Min hånd fandt frem til hans, og jeg lod den blidt stryge ham over håndryggen.

  Min far, mor, Tante, og mine to onkler, rejste sig op og igen var jeg den sidste. Vi gik hen til kisten, og bar den udenfor. Vi lagde den lille kiste ind i bilen, som kørte af sted med den. Jeg stod bare og så efter bilen, der kørte min lillesøster væk, min engel. En hånd blev langt på min skulder, men jeg flyttede mig hurtigt så den faldt ned igen. Jeg havde ikke brug for nogle trøstende ord, for de ville alligevel ikke hjælpe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...