Smerten ved at leve

Pigen Diana på 17 år lever i smerte. hun har en meget svær depression og ønsker mest af alt bare at dø. hun cutter for at få smerten væk. heldigvis kommer søde Anton ind i hendes liv og hun får glæde i hverdagen. men der sker noget uventet som har meget stor betydning for hende.

2Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

1. Vågnede op til virkeligheden

Lige da jeg vågnede, føltes det som at alt var roligt og stille. Men lidt efter virkede min hjerne igen, og tankerne kom frem. Jeg huskede alt der var sket. Jeg kiggede rundt. Hvordan alt var helt upersonligt. der var nogle farver, fordi det var børneafdelingen men ellers gråt. Jeg kiggede på min højre hånd. Droppen var der stadig. jeg lå bare der, og tænkte over det hele. Det var et stort kaos. Jeg havde dog ikke fortrudt det jeg havde gjort. det føles underligt, helt surrealistisk, men jeg vidste hvor ægte det var. “nå du er endelig vågnet?” spurgte hun og smilte til mig. Jeg nikkede bare. jeg følte mig så træt i hovedet, pga. af alt det der var sket. “der er mad ude på gangen, men nu bliver der serveret frokost.” sagde hun og gik igen. Jeg var nu helt alene i rummet. jeg tog mit dropstativ og gik ud på toilettet, børstede tænder. Jeg kiggede i spejlet. Jeg var en helt anden pige. Jeg kunne virkelig ikke genkende mig selv. Jeg så helt bleg ud i ansigtet. Helt nøgen uden makeup. Mine øjne var blodskudte og jeg havde de største render under øjnene. at se hvordan jeg så ud, fik mig til at få det værre. Jeg blev bare mindet om hvordan jeg havde det. Og ligeså smadret og hæslig, som jeg så ud, følte jeg mig. Mit liv var dårligt nok i forvejen, jeg havde gjort det værre ved at prøve at fjerne smerten. Smerten ved at leve. Men selv at få det hele til at forsvinde, kunne jeg ikke. Jeg gik i panik. Jeg skulle jo dø. Men jeg kunne nå at redes. Og jeg blev redet. Den læge som havde sagt de ord, jeg nu havde fået at vide så mange gange, havde sagt ordene, og redet mit liv. ”det da mange piller at tage.” ja det var nok mange piller. Men jeg var desperat. Jeg ville væk. Jeg havde smerten i mig hvert sekund af mit liv. Og det værste var, at smerten stadig var der, efter jeg var blevet redet. Jeg var jo kun redet for at dø. Smerten kunne jeg ikke redes fra. Den var i mig, på samme måde som skyerne er der i himlen. Det vil altid være der. Skyerne forsvinder aldrig helt. Måske kan du ikke se nogle skyer på himlen i lidt tid, men du ved at de kommer tilbage. Smerten forsvandt kun fra mig, når jeg gjorde den ene ting. Den ene ”forbudte” ting. De som vidste det, sagde jeg ikke måtte. Men jeg kunne ikke lade vær. Jeg havde brug for en pause fra smerten. Når det skærende glasskår, saks eller kniv skærerede i mig, følte jeg mig komplet. En indre ro. Fuldstændig stilhed for mine tanker. Kun en tanke kom frem. ”en gang mere.” og jeg holdte fast i den tanke, og blev ved. Så blodet løbe ned af min arm. Den tilfredsstillelse ved at se blodet løbe, at vide jeg havde gjort det, at smerten var væk, det var vidunderligt. Tårerne gled ned af mine kinder og faldt ned på min arm og blandede sig med blodet. Jeg græd bare, og græd. Hver aften. Hver eneste aften, endte sådan her, mig der sad og cuttede, mens jeg græd og var helt hjælpeløs. Jeg kunne ikke hjælpes. Jeg kan ikke hjælpes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...