Smerten ved at leve

Pigen Diana på 17 år lever i smerte. hun har en meget svær depression og ønsker mest af alt bare at dø. hun cutter for at få smerten væk. heldigvis kommer søde Anton ind i hendes liv og hun får glæde i hverdagen. men der sker noget uventet som har meget stor betydning for hende.

2Likes
0Kommentarer
224Visninger
AA

6. Smerten ved at leve

Vær gang jeg trak vejret gjorde det ondt. Kunne mærke hvor knust jeg var. Hvad gjorde jeg galt? Hvorfor? var helt nede. Jeg var åbenbart ikke god nok mere. Bare at være levende gør ondt. Det bare for stor smerte. Hver eneste gang jeg trækker vejret kan jeg mærke smerten. Jeg kan mærke sorgen. Det bare en så utrolig stor smerte ved at leve. Jeg var ikke speciel mere. Jeg var ligegyldighed for ham. Bare at tænke på ham dræbte mig. Jeg elskede ham jo. Det var ægte kærlighed. Jeg kunne ikke se nogen grund til at leve uden ham. Og det værste var at han havde været mig utro med min bedste veninde. Hende som jeg skulle se dagen efter i skolen.

Dagen efter stod jeg bare op. Jeg var automatisk som en robot. Tænke ikke. Var helt kold og tom inden i. Smerten havde ædt mig op. Jeg tog bare tøj på og gjorde mig klar til skole, mens jeg bare stirrede tomt ned i jorden. Jeg var konstant ved at græde. Der var kun en grund til at jeg gik i skole, for at få dagen overstået. Den ville føles hurtigere jo mere jeg lavede. Jeg mødte op i skolen. Da mit blik fangede Frida’s blev jeg helt kold. Jeg var som frosset. Jeg kunne kun tænke på en ting. Da jeg så Anton og Frida i sengen. Jeg stirrede stift på hende. Hun gik hen mod mig. jeg blev bare stående, klar til at få undskyldninger. Jeg stirrede hende direkte i øjnene mens hun gik hen mod mig. Jeg gav hende mit mest dræbende blik. Da hun var henne mod mig stirrede hun først ned i gulvet, så op på mig. Hun havde tåre i øjnene. ”undskyld. Jeg var bare virkelig fuld og jeg tænker på ikke om. Det skete bare. Undskyld!” hun græd ordene ud. ”Frida, du kan ikke gøre noget for at vi bliver veninder igen. Det her er slut.” jeg sagde det mens jeg bare kiggede hende direkte koldt i øjnene. Jeg var helt kold overfor hende. Min grænse var nået. Jeg gik hjem efter det. Helt koldt. Jeg fællede ikke en eneste tåre. Jeg slukkede bare min mobil. Jeg gjorde rent på mit værelse. Tog et papir frem og skrev:

 ”hej mor. undskyld. Jeg kan bare ikke mere. Livet er for hårdt. Jeg elsker dig. Jeg har aldrig været til nytte for nogen, så nu slipper folk endelig for mig. Jeg slipper for smerten ved at leve. Du har altid været der for mig. Du kunne ikke forhindret det her. Jeg kan jo ikke mere. Ikke så meget som et minut mere. Jeg kan ikke redes. Det her er det bedste at gøre. Jeg elsker dig. Farvel for altid.”

Jeg fællede en enkel tåre. Jeg tog min kontorstol ud midt på gulvet. Jeg tog mit ynglings tøj på. Jeg gik ned i kælderen og hentede et reb. Jeg fik sat rebet fast i loftet. Bandt det rundt om min hals. Tog den ene fod ud over kanten af stolen. Døden lå lige foran mig. Jeg kunne endelig være fri for smerten ved at leve. Hele mit liv gik som et flashback foran mine øjne lige før jeg sagde ordene højt. ”farvel” og tog min anden fod ud over kanten. Det blev helt sort. Jeg var død. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...