Smerten ved at leve

Pigen Diana på 17 år lever i smerte. hun har en meget svær depression og ønsker mest af alt bare at dø. hun cutter for at få smerten væk. heldigvis kommer søde Anton ind i hendes liv og hun får glæde i hverdagen. men der sker noget uventet som har meget stor betydning for hende.

2Likes
0Kommentarer
225Visninger
AA

2. smerten starter et sted, ligesom alt andet

Jeg lå bare i hospitalssengen, stirrede ud i luften. En tanke gentagede sig i mit hoved. ”hvad sker der med mit liv?” jeg vidste bare hvad der var sket, men hvad sker der når jeg kommer ud fra det her lorte sted. ”skat dog! Hvordan har du det? Jeg er så glad for at se du er okay!” sagde min mor lige så snart hun så mig. Nå så nu var hun kommet hjem fra hendes arbejdstur i udlandet. ”hej mor. Jeg har det fint.” svarede jeg, mens jeg tvang et smil frem. Min mor skyndte sig hen og undersøgte mig om jeg var okay. Hun gav mig et stort kram, hvor hun næsten var ved at kvæle mig. Jeg lå i bare T-shirt så man kunne se mine ar. Jeg skyndte mig at række med efter min sweatshirt og tage den på. Min mor vidste ikke jeg cuttede og skulle heller ikke vide det. ”jeg vidste slet ikke du havde det så slemt!” sagde min mor mens hun bekymret kiggede på mig. Jeg nikkede bare. Det var der jo ingen der vidste. Alle havde sagt det til mig. Eller alle dem som vidste det, som enlig kun er min bedste veninde Frida og min gode ven John. Det var dem der havde hentet mine ting til mig, som min sweatshirt. De vidste vi have en nøgle gemt i planten ved siden af døren. De havde begge hentet tingene og kommet til mig og snakket, og krammet med mig. De trøstede nu kun dem selv ved det. Jeg havde jo næsten bare forladt dem. Men jeg fik fortalt dem det hele. Hvornår jeg tog de 50 Panodil ‘er. Hvordan jeg gik i panik og ringede til ambulancen. Hvordan jeg lå i ambulancen og græd, og skulle fortælle hvorfor jeg havde gjort det. Og hver eneste gang havde jeg svaret det samme. ”livet blev for meget. Det var en for stor smerte at leve.” og alle sagde bare at jeg ville få det bedre. Og jeg troede aldrig på det. Så dum var jeg jo heller ikke. Bare fordi jeg får lave karaktere i skolen, mener ikke jeg tror på alt.

Jeg fik et kæmpe chok da min mor snakkede til mig igen. Havde helt glemt hun var der mens jeg sad og tænkte. ”jeg kom så hurtigt jeg kunne!” sagde hun. ”jeg snakkede med din læge, han var rigtig flink. Han lyder meget klog specialiseret i det han laver. Men i hvert fald, han sagde du nok bliver udskrevet i morgen, men at du først skal hen til psykiatriske afdeling og snakke med en psykiater. Jeg nikkede bare. Jeg ville bare have hun skulle gå. Jeg kunne sagtens klare mig selv. Jeg var jo ikke et barn, jeg var 17 år. Om skide 1 år kan jeg flytte ud af huset og få mit eget sted. Jeg kunne slet ikke klare min mor. Jeg havde altid bedst kunne lide min far. Men har ikke haft ham i nu 4 år. Han døde af kræft i hjertet. Det havde taget hårdt på mig. Min mor var også meget ked af det, men de havde altid haft et fucket up forhold. De blev skilt da jeg var 5. kan stadig huske at de alt for tit skændes. Men det var dog ikke fordi min var døde at jeg blev så deprimeret. Jeg havde altid været meget ked af det. Det begyndte omkring da jeg var 12. på det tidspunkt vidste jeg ikke min far havde kræft. Jeg havde det fint. Men jeg var ulykkelig. Ingen i skolen kunne li mig. Jeg havde ingen venner.  Jeg var altid bare derhjemme men og hørte musik. Jeg spiste altid meget mad da jeg var yngre. Først da min far døde, stoppede jeg. I den første uge efter han døde, spiste jeg knap nok noget. Ugen efter begyndte jeg at spise lidt mere. Sådan var det i et halvt år, men så kom Frida ind i mit liv. Hun flyttede til byen, og startede i min klasse. Vi snakkede godt sammen fra første dag. Jeg begyndte at løbe træne med hende, og holde en lille sund kost. Jeg spiste kun en agurk og drak en lille smoothie til morgenmad, jeg skippede for det meste altid frokost, og til aftensmad fik jeg et stykke brød. Mig og Frida løb hver dag efter skole. Vi startede i en løbeklub b. Det var der vi mødte John. Jeg kom i fantastisk form. Jeg tabte mig utrolig meget. Men så begyndte mine venner at blive urolige. Jeg var åben bart blevet ”for tynd”. Det var dumt. De tvang mig til skolelægen. Hun sagde det ville være godt hvis jeg tog lidt på. Så det gjorde jeg. Tog lidt på. Og med lidt mener jeg ca. 2 kg. Hvis jeg vejede for meget, ville folk ikke kunne li mig. da jeg var 14 år kunne jeg mærke smerten ved at leve. Jeg følte ikke nogen glæde ved at leve nogle gange. Og det var der jeg begyndte at cutte. Det hjalp mig på vej. Smerten blev værre igennem årene. Til sidst havde jeg prøvet at komme væk fra det her skide liv. Men jeg blev for bange.

Næste dag blev jeg udskrevet. Da jeg havde snakket med psykiateren kørte min mor mig hjem. ”skat tager du i skole i morgen? Vil ikke have at du er alene hjemme en hel dag, hvis nu du bliver sulten efter piller igen.” sagde hun bare direkte. Hun var tydeligvis ikke alt for rystet over det hele. Men hvem går det bag på? Min mor har aldrig tænkt på andre end sig selv. Hun rejste altid med arbejdet. Hun boede mere på hoteller end hjemme. Men det havde jeg det fint med. Jeg svarede hende ikke. Det var min måde at sige jeg ikke vidste det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...