Give Me Hope - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
En tragisk død opstår i den lille by Jackson i San Francisco, og det hiver tristheden frem i alle 1500 indbyggere, der kendte ofret ud og ind. Han var en del af byen, en dreng der altid smilede, når han kom gående forbi. Hans far er byens sherif, og hans mor er byens hjerte – hun kender alle, og alle elsker hende. JJ hed han, og normalt gik han sammen med hans bedste ven, Matthew, og de var de bedste venner i hele verden, og det havde de været siden de var i alderen af 5, og det ved hele byen – derfor er der ingen som forstår, hvorfor Matthew dræbte JJ. Alle beskylder ham for hans død, og der er ingen, som tror på Matthew. Han tror selv på, at han er uskyldig, men er det mon også helt korrekt?

5Likes
3Kommentarer
454Visninger
AA

2. Give Me Hope

 

☣  ☣  ☣

 

Der var gået lidt over 1 uge siden min bedste ven med tragiskvis døde, og derved bragte en stor sorg over hele byen, og gjorde den grå og trist. Pludselig var han bare væk, og det var noget, som jeg ikke forstod. Jeg kunne ikke finde mening i det, mest fordi jeg ikke forstod det – jeg kunne ikke forstå, hvorfor han var væk. Hvorfor skulle min bedste ven tages væk fra mig? Jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at indse det. Men nu var det heller ikke sådan, at jeg havde haft tid til at sætte mig ned og tænke over det, nej, for jeg var af en eller anden grund mistænkt for hans mord.

Alle i byen beskyldte mig for hans død. Jeg blev anholdt om søndagen, dagen efter han skulle have været blevet myrdet på sit eget værelse en helt normal lørdag aften, hvor han nok ikke lige havde regnet med skulle være hans sidste lørdag aften. Jeg huskede tydeligt, at jeg lå i min egen seng og sov, da det bankede på min dør, og det var min mor, der fortalte mig, at jeg lige skulle komme ud, klædt på. Det næste der skete var, at jeg fik håndjern på mine hænder og blevet eskorteret ud i en politibil. Derefter kom jeg til en masse afhøringer, hvor jeg blev beskyldt for hans mord, og rygtet kom ud til byen ekstremt hurtigt, og pludselig troede hele byen, at jeg havde myrdet ham – og alle i byen elskede JJ, så pludselig hadede alle mig, og ingen ville tro på det, som jeg sagde.

Men jeg benægtede alt.

Jeg lænede mig en smule tilbage i den brune sofa, som jeg havde siddet i før - 1 gang før. Ja, jeg havde siddet præcis det samme sted for præcis 3 dage siden, men der kom sku ikke så meget ud af det, for jeg nægtede at tale med den person, som sad overfor mig. Så, der var en del tavshed i rummet, og det var måske en smule akavet, og spild af tid, men jeg kunne ikke bare gå. Der stod en politimand ude på gangen, som skulle sørge for, at jeg blev herinde i de 2 timer, som hun havde givet mig. Det var kedeligt, og jeg ventede faktisk kun på, at hun begyndte at snakke igen.

Et maleri havde taget min opmærksomhed. Et billede af storbyen New York. Jeg kunne tydeligt se, at det var New York, og at det var på Manhattan, på grund af alle de høje bygninger, der stod ved siden af hinanden og fik byen til at se kæmpe stor ud – og så stod der også New York nede i højre hjørne, der gjorde det åbenlyst hvilken by det var. Det var et smukt billede, jeg kunne faktisk virkelig god lide det. Det inspirerede mig, og gav mig gode ideer – jeg havde altid drømt om at tage til New York. Bare rejse, leve livet og uden at tænke på noget andet.  

Rummet var stort. Det skulle forestille et kontor, men da hun ikke ligefrem arbejdede som sekretær, så skulle hendes kontor være afslappende og hyggeligt at befinde sig i, og jeg måtte indrømme, at jeg godt kunne lide at være her.  Det var faktisk hyggeligt, omgivelserne var afslappende, og for et øjeblik følte jeg ikke, at der var noget galt med mit liv. Der hang behagelige billeder rundt på væggene, mange af dem var billeder af storbyer, men der var også billeder af naturen, som hev anspændelsen og nervøsiteten ud af en – gjorde en behagelige til mode. Hun havde blomster stående på sofabordet foran os, og de var et tegn på, at det var påske, da det var små gule påskeliljer. Jeg havde altid elsket de gule påskeblomster, lige siden jeg var helt lille. De havde altid gjort mig glad, og jeg måtte også indrømme, at de gjorde den enorme smerte i min mave en smule mere behagelig. Overfor mig, var der placeret en sofastol, hvor der sad en dame, der havde den mest rolige og afslappende stemme, der fik mig til at føle mig godt tilpas – men det var også hendes job. Hun sad med krydset ben og ventede på, at jeg skulle sige noget, men jeg havde intet at sige. Hun havde et sødt smil hængende nedeunder hendes næse, mens hun havde et glimt af glæde i hendes øjne, der sikkert var pisse falsk – hun skulle bare få mig til at tro, at hun virkelig gerne ville hjælpe mig.

Men problemet var bare, at hun ikke ville hjælpe mig med det, som der var sket. Nej, hun ville have sandheden ud af mig, så hun kunne sladre til politiet. Fordi, det var det, som alle ventede på – sandheden. Hele byen holdte øje med aviser og nyhederne, de ventede alle sammen på at finde ud af, hvem der myrede deres elskede JJ – Josh Jamie Miller. Byens midtpunkt. Politiet kunne ikke gøre noget, fordi de kun ventede på, at jeg kom ud med sandheden.

Men jeg havde intet at fortælle, fordi jeg vidste ingenting. Jeg dræbte ikke min bedste ven, men hele byen troede det modsatte. Politiet mente det modsatte. Min mor og familie begyndte at tvivle på mig og tro på hvad andre sagde. Hende der sad overfor mig, var sikkert ved at eksplodere indeni, fordi hun også troede på, at jeg slog min bedste ven ihjel. Måske frygtede hun mig? Måske var hun bange? Måske ville hun slet ikke være her? Hun var sikkert den eneste psykolog i byen, der ville snakke med mig, da alle andre var bange for mig. De havde ingen grund til at være bange, fordi jeg var uskyldig.

’’Matthew, ved du egentlig hvorfor du er her?’’ spurgte hun mig pludselig, mens jeg sad og stirrede på maleriet og tankerne bare kørte rundt i mit hoved. Jeg drejede mit hoved lidt og kiggede direkte ind i hendes blå øjne, der var fyldt med håb.

’’Spilder min tid, ’’ svarede jeg kækt og gav hende et flabet smil, men jeg vidste jo godt, at det ikke var det rigtige tidspunkt at være flabet på. Det her var alvorligt, men jeg syntes det var uretfærdigt at jeg skulle være her.

Det var ligesom den gang, hvor jeg gik på første år i high school, og jeg blev beskyldt for at have snydt i en matematikprøve, og jeg skulle sidde foran inspektøren og min matematiklærer og forklare dem, at jeg ikke snød, men de troede ikke på mig, og selvom jeg forsvarede mig selv alt hvad jeg kunne, gav han mig stadigvæk 02, fordi han ikke troede på, at jeg havde læst op dagen før, ligesom jeg havde påstået. Det var uretfærdigt. Ligesom det her.

’’Matthew, din bedste ven er død, hvordan tager du det egentlig?’’ spurgte hun mig, mens hun virkede interesseret, men nej, hun ville bare vide, om jeg var ked af om han var død, eller om jeg var lykkelig over det. Jeg kendte mange af de psykologiske tricks. Min mor var også psykolog, og det blev hun efter min far begik selvmord, efter han levede 2 år med skizofren – han kunne bare ikke leve med det længere, så han hoppede ud fra en klippe, og siden dengang havde min familie faktisk været fucked up, og JJ var en stor støtte og hjælp – så det sidste jeg nok ville gøre var at dræbe ham.

Jeg kunne tydelig huske dengang, hvor min far stadig var her. Han var meget fraværende og underlig. Han så hele tiden ting, som ikke var der, og han gik også i søvne, han gik udenfor, og var tit tæt på at blive ramt af en bil – han gjorde alle bange, og han skadede sig selv. Han blev sindssyg, og derved valgte han at begå selvmord. Man siger jo også, at 10 % af dem, som lider af skizofren begår selvmord – min far var så en af dem.

’’Da jeg fandt ud af, at min bedste ven var død, kunne jeg ikke fatte det. Det er det værste, som er sket for mig. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg tager det, jeg er ked af det, og jeg ville ønske, at han stadig var her, ’’ svarede jeg, mens jeg trak på skulderne. Selvfølgelig tog jeg det ikke godt, altså hvad havde hun regnet med?

Hun nikkede svagt, mens hun kiggede på mig, som om at hun prøvede at gennemskue mig – mine hemmelige blikke, mine underlige træk og min vejrtrækning. Hun prøvede at se, om jeg løj overfor hende. Men det gjorde jeg ikke, jeg var virkelig ked af, at min bedste ven var død.

Hun mindede lidt om min mor, når hun prøvede at gennemskue mig. Jeg kendte alle de psykologiskes træk, da min mor havde brugt dem på mig de sidste 2 år af mit liv. Hun kunne ikke snyde mig. Min mor havde tit siddet overfor mig, mens hun gerne ville have sandheden ud af mig, og hun kunne tit knække mig, fordi hun kunne de smarte tricks – men jeg blev bedre til at læse hendes tanker, og til sidst kunne jeg snyde hende. 

’’Hvornår så du ham sidst?’’ spurgte hun, og jeg kunne allerede nu se, at hun prøvede at komme tættere og tættere på, og snart ville hun spørge mig om, hvorfor jeg dræbte ham. Men jeg måtte vel bare overbevise hende om, at jeg ikke dræbte ham – for hvis hun troede på mig, så ville alle andre også. Det her var min chance for at bevise min uskyldighed.

’’Dagen før han døde, ’’ svarede jeg hende, mens jeg nikkede svagt. ’’Vi hang ud hjemme os ham, spiste pizza, drak sodavand, spillede playstation, og gik i byen om aftenen, ’’ tilføjede jeg hurtigt, da hun sikkert ville spørge om, hvad vi lavede. ’’Vi splejsede om en taxa hjem, jeg tog hjem til mig selv, og han tog hjem til sig selv, og jeg så ham ikke igen, ’’ endte jeg med at sige med et suk.

Det var sørgeligt at tænke på, at jeg aldrig kom til at se ham igen. At vi aldrig kom til at hænge ud mere, gå i byen eller bare spille playstation mere. Han var min bedste ven, og jeg hang ud med ham hver dag, og nu skulle jeg til at leve videre uden ham. Det var underligt at tænke på.

’’Okay, så du så ham ikke den dag, hvor han døde?’’ spurgte hun med hævede øjenbryn, mens hun begyndte at blive en smule mere alvorligt, som om at vi kom tættere og tættere på det store spørgsmål.

’’Nope, da jeg sagde ’vi ses dude’ i taxaen, var det sidste gang, jeg så ham, ’’ svarede jeg helt ærligt, mens jeg igen nikkede. Hun så ikke helt overbevist ud, og det kunne jeg ikke lide. Det var jo meningen, at hun skulle tro på mig.

’’Matthew, ’’ sukkede hun og kiggede meget alvorlig på mig, mens hun flettede hendes fingre sammen, og jeg mærkede pludselig en nervøs stigning i min krop.  ’’I var ikke i byen den aften, ’’ lød det pludselig fra hende, og hun lød fuldstændig sikker, som om at det var rigtigt.

’’Jo, vi var, ’’ grinede jeg, men enhver kunne høre, at det grin ikke var et ’hahah- sjovt-grin’ men et forsigtigt og nervøst grin, der også indeholdte lidt forvirring. ’’Vi var i byen den aften, det kan jeg selv huske, ’’ tilføjede jeg bestemt.

’’Kan du virkelig?’’ spurgte hun mig om, og det fik mig underligt nok til at tænke tilbage på den aften, hvor vi var i byen, og jeg kunne huske hver en detalje. Vi lavede…vent lidt, jeg kunne pludselig ikke huske, hvad vi lavede den aften. Alle de billeder jeg havde af os, som spillede playstation, var pludselig forsvundet, som om at det bare var noget min hjerne havde opdigtet.

’’Altså, nej, jeg…, ’’ jeg kunne pludselig ikke huske, at vi var hjemme os ham, at vi festede eller at vi sad i den taxa. Før var jeg så sikker, og jeg kunne tydeligt huske det, men nu kunne jeg ikke huske noget som helst, og det var underligt, for jeg var sikker på, at det skete – men det var som om, at det ikke var sket. Det var som om, at jeg bare opfandt det hele, men det virkede så rigtigt.

Jeg var begyndt at blive en smule urolig, og lidt mere nervøs. Men også meget forvirret, fordi jeg ikke fattede, hvad der skete.

’’Matthew, der er ikke mange, som ved det, men du ved det, jeg ved det, din mor ved det og JJ vidste det – men ellers var det hemmeligt for alle andre, ’’ forklarede hun meget forsigtigt, og hendes point virkede alvorlig og svaret på alt – så jeg ventede bare desperat på at høre den. ’’Den lørdag, hvor JJ blev dræbt var du lige kommet hjem fra privathospitalet, hvor du havde været i 5 måneder, fordi du var begyndt at se ting, som ikke var der, kan du ikke huske det?’’ spurgte hun mig, mens hun lignede en, der så forvirret ud, men det var nok fordi, at jeg så forvirret ud – jeg anede ikke hvad hun snakkede om.

Hvad snakkede hun om? Hospital? Jeg havde ikke været på noget hospital, jeg havde gået i high school de sidste 5 måneder. Hun var jo sindssyg. Jeg havde jo timer, jeg hang ud med vennerne efter skole, jeg var sammen med JJ. Vi……Jeg prøvede at huske alle de minder, som jeg havde de sidste 5 måneder, mens jeg levede et normalt teenagerliv, men jeg kunne pludselig ikke se nogen billeder i mit hoved.

Jeg kiggede fortabt på hende, mens jeg bad om hendes hjælp. Mine øjne sagde alt, jeg ville have en forklaring, fordi jeg ikke anede, hvad der skete.

’’Din mor tvangsindlagde dig for 5 måneder siden, da hun troede, at du havde fået sygdommen skizofren, ligesom din far, ’’ forklarede hun mig roligt, og det fik mig til at kigge forundrende på hende. ’’Du har været indlagt i 5 måneder, men i lørdags kom du hjem, fordi din lillesøster havde fødselsdag, lægerne var meget imod det, men din mor overbeviste dem om, at hun sagtens kunne klare dig, ’’ tilføjede hun, da hun tydeligt kunne se, at jeg havde brug for en forklaring.

Jeg sad med en halv åben mund og kiggede ned i gulvet, i takt med at tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg kunne slet ikke huske, at jeg havde været indlagt, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad hun mente med, at jeg havde skizofren. Det havde jeg da ikke.

’’Du lyver, ’’ mumlede jeg blot og kiggede meget alvorligt på hende, men hendes udtryk forandrede sig ikke – hendes ansigtsudtryk var helt roligt og medfølende, mens jeg til gengæld var lige ved at flippe ud. ’’Du lyver, ’’ gentog jeg og strakte mig en smule, mens jeg rystede svagt på hovedet.  

’’Jeg har dine papir lige her, ’’ hun gav mig nogle papir, som jeg straks tog imod og kiggede på. ’’Der står alt, og jeg tror på, at hvis du tænker dig godt om, så kan du huske alt, hvad der skete i lørdags, ’’ forklarede hun mig, mens jeg læste sandheden.

Jeg var blevet indlagt for skizofren.

Jeg læste beskrivelse igennem, og jeg blev ved med at læse den igennem, så jeg kunne forstå, hvad der stod. Den forklarede noget med, at jeg havde hallucinationer og vrangforestillinger, og det havde jeg haft 3 måneder, før jeg blev indlagt. Og jeg havde en meget slem skizofren, der gjorde, at jeg tit var umulig overfor lægerne.

’’Jeg husker det, ’’ mumlede jeg og lagde papirerne på bordet og kiggede helt roligt på hende. ’’Jeg husker, ikke, hvad der skete i lørdags, men jeg husker det, som skete før jeg blev indlagt, ’’ indrømmede jeg, mens jeg havde store øjne og så helt åben ud.

’’Fortæl mig om det, ’’ sagde hun interesseret, mens hun lænede sig en smule frem, så hun faktisk lignede en, der interesserede sig for min historie.

’’Jeg havde fuldstændig glemt det, men da jeg læste det som stod i de papirer, kom minderne pludselig frem, ’’ startede jeg ud med, mens jeg rystede svagt på hovedet og gjorde klar til en forklaring. ’’Jeg havde pludselig forandret mig dengang, det kom bare sådan ud af det blå. Jeg ville ikke snakke med nogen, og så snart jeg fik fri fra skole, tog jeg hjem og låste mig inde på mit værelse, hvor jeg bare sad foran en væg og forestillede mig ting, som ikke var der, ’’ jeg prøvede at huske mere, men det var som om, at det forsvandt væk.

’’Jeg husker ikke, hvad det var, som jeg så, men kun at min mor kom løbende ind og hev mig ud af den anden verden, som jeg sad fast i. Det er underligt, for jeg kan ikke huske, hvad jeg så. Men det måtte have været noget vaskeligt noget, for jeg havde lavet en masse kaos inde på mit værelse, og jeg havde tegnet på væggen med en tusch, men jeg kunne ikke forstå, hvad det var, som jeg havde tegnet – det var et underligt symbol, ’’ jeg kiggede over på hende, og da hun så ud til at følge godt med fortsatte jeg videre. ’’Min mor var skræmt over det, men hun ignorere det i starten, da jeg overbeviste hende om, at der ikke var noget i vejen med mig. Men da JJ havde fortalt hende, at jeg opførte mig underligt i skolen – at jeg så ting, som ikke var der - besluttede han sig for, at fortælle min mor om det, og hun tog en snak med mig, men jeg fortalte hende, at jeg ikke anede hvad han snakkede om, ’’ fortalte jeg hende.

Jeg holdte en pause, mens jeg sad og tænkte mig godt om. Mine fingre legede lidt med hinanden, i takt med at mit hjerte hamrede hurtigere for hver gang, jeg tænkte på dengang. Det var underligt, for det var som om, at jeg havde glemt det – og det var jo ikke ligefrem noget, som man bare lige glemte. Ligesom at man ikke kunne glemme, hvad man havde lavet de sidste 5 måneder, fordi de var helt væk – jeg havde ingen minder eller billeder inde i mit hoved om de sidste 5 måneder i mit liv.

’’Min mor troede på, at der ikke var noget i vejen med mig, og det måtte vel være fordi, at hun ikke ville indse sandheden om, at jeg havde den samme sygdom, som min far havde, ’’ fortsatte jeg, da jeg lige havde holdt en lille pause, hvor der var fuldstændig stilhed. ’’Men det blev værre. Jeg vågnede op midt om natten, fordi jeg kunne høre en bil dytte af mig, og jeg ville opdage, at jeg stod midt på en vej – jeg var gået i søvne, ligesom min far gjorde. Jeg havde ar på min krop, fra da jeg havde været i den anden verden, som jeg ikke kan huske noget om – jeg aner virkelig ikke, hvordan de ar var kommet, jeg husker det overhoved ikke. Der skete så mange underlige ting, jeg gjorde så mange bizarre ting, som jeg ikke kunne forklarede. Og det var JJ som overtalte min mor til at tvangsindlægge mig, og jeg hørte hvert et ord, da jeg sad på trappen og hørte dem snakke i stuen, ’’ jeg sukkede dybt, mens jeg kiggede over på hende, bare for at sikre mig, at hun stadig var med, og det var hun. ’’Jeg hadede ham, fordi han overtalte min mor til at anbringe mig sådan et underligt sted, der nok ville få mig til at fremstå som en freak, men min mor lovede at holde det hemmeligt, og det gjorde JJ også, og når folk spurgte, hvor jeg var, ville de bare svare, at jeg var på ferie, ’’ endte jeg med at sige.

Jeg huskede ikke mere. Kun at jeg blev tvunget ud af mit hjem af 2 mænd, der anbragte mig i en bil, og så kørte jeg væk fra mit hjem, mens min mor og JJ kiggede efter bilen, som jeg sad i. Mere kunne jeg ikke huske. Jeg huskede ikke, hvordan det privathospital så ud, eller hvordan mit værelse så ud, og det var så underligt. Sådan noget ville man da huske? Men måske havde de givet mig en masse medicin, som fik mig til at glemme – jeg havde jo en slem omgang skizofren, så måske var den medicin, som jeg fik, farlig for min hjerne, og derved slettede nogen minder.

’’Det måtte ikke have været rart, ’’ lød det var hende, mens hun nikkede lidt, i takt med at hun prøvede at gennemskue mig, men det var tydeligt, at jeg var såret. ’’Du måtte virkelig have haft stor had til JJ?’’ spurgte hun nysgerrigt.

Jeg trak lidt på skulderne, da jeg faktisk ikke vidste, hvordan jeg følte, mens jeg var på hospitalet. Jeg anede ikke, hvordan jeg havde haft det, eller hvad jeg følte, og det var virkelig klamt. Det var som om, at 5 måneder af mit liv bare var forsvundet.

’’Jeg skylder ham et stort tak, fordi nu når jeg tænker over det, så behøvede jeg hjælp, og han hjalp mig på vej , ’’ svarede jeg hende med et lille smil. Hun nikkede svagt og lænede sig tilbage i stolen igen.

’’Men da du ikke kan huske, hvad der skete, da du kom hjem i lørdags, kunne det da godt være, at du stadig havde stor had til ham, efter det som han gjorde?’’ spurgte hun, og jeg vidste udmærket godt, hvad hun hentydede til.

’’Jeg slog ham ikke ihjel, ’’ udbrød jeg bestemt, mens jeg satte mig længere frem og havde et fast udtryk. ’’Han var min bedste ven, og jeg….’’ Det var svært at forsvare mig selv, når jeg ikke kunne huske, hvad der skete i lørdags.

’’Kan du huske noget, som skete i lørdags? Din søsters fødselsdag? Bare et eller andet derfra?’’ spurgte hun, og det fik mig endnu engang til at tænke. Det hjalp før med at tænke, så hvis jeg nu anstrengte mig en smule, kunne jeg måske huske hvad der skete.

Det gik pludselig op for mig, hvad der skete.

’’Jeg var ikke til min søster fødselsdagsfest hele tiden, ’’ jeg lyste pludselig op, da jeg huskede noget fra i lørdags, og det kunne måske hjælpe med at bevise min uskyldighed, så jeg anstrengte mig en smule mere, så jeg kunne fange flere glemte minder. ’’Jeg husker, at der var så meget støj og kaos i huset, fordi hele min familie var kommet, og når alle i min familie var samlet, så var vi omkring 20 mennesker, og det var ret mange, specielt da vores hus var ret småt, ’’ grinede jeg lidt, da tanken om min store familie gav et smil på læben.

’’Min familie vidste jo ikke, hvor jeg havde været, så jeg skulle lyve for dem, og det var hårdt. Så, mens alle havde travlt med at kigge på min 6 årige lillesøster, sneg jeg mig ud af bagdøren og….’’ Jeg kunne ikke huske mere, alt blev stort derfra.

’’Hvad så? Hvor gik du hen?’’ spurgte hun en smule hårdt, da hun gerne ville have svaret ud af mig. ’’Jeg mener, bare tag dig god tid og huske alt, hvad der skete, ’’ lød det pludselig afslappende og roligt fra hende.

Jeg lænede mig tilbage i sofaen og tænkte mig godt om, for jeg vidste, at jeg kunne huske det, hvis jeg bare prøvede at tænke mig om. Hvad lavede jeg efter jeg forlod min søster fødselsdagsfest? Hvor gik jeg hen? Jeg lukkede øjnene, og pludselig kom der billeder frem.

’’Jeg gik væk fra huset og ned af en sti, det var en sti, som var placeret bag husene på vejen, det var mørkt, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik bare ned af den lange sti, hvor der var en masse havelåger i den ene side, som førte ind til haver, der videre førte ind til huse – huse magen til mit hus, da det var på samme vej. Jeg gik og jeg gik, men pludselig stoppede jeg, og jeg stoppede ved et lysebrunt hus, og derfra bliver alt sort, ’’ sukkede jeg tungt og åbnede mine øjne igen.

Hun lignede en, som tænkte sig meget over det, som jeg lige havde fortalt hende. Jeg følte ikke, at det kunne bruges til noget, men man vidste jo aldrig?

’’JJ’s familie boede kun et par huse væk fra jer, og han boede i et lysebrunt hus, ’’ forklarede hun, og jeg kunne tydeligvis forstå, at hun hentydede til, at jeg stoppede ved JJs hus. ’’Gik du ind i huset, Matthew?’’ spurgte hun mig stille og roligt.

Jeg prøvede at huske. Jeg kiggede ned i sofabordet, i takt med at det lignede, at jeg stenede for groft, men jeg prøvede bare at huske. Fordi det jo hjalp. Jeg ville bare gerne huske, at jeg gik tilbage til mit eget hus og så min søster puste lysene ud på hendes kage.

Der kom pludselig små glimt i mit hoved. Noget som jeg ikke helt kunne forstå. Jeg så JJ ansigt for mig. Han smilede til mig og så glad ud - han var glad for at se mig - og så pludselig så han bange og skræmt ud, som om at jeg forfærdede ham. Jeg havde aldrig oplevet det med ham, hvorfor så jeg det? Det var da umuligt at se et minde, der aldrig havde fundet sted?

Jeg koncentrerede mig lidt mere.

Jeg så pludselig et glimt af en episode i mit liv, hvor jeg kiggede på minder hænder, der var fyldt med blod. Men heller ikke det var sket før. Jeg havde aldrig haft så meget blod på mine hænder. I glimtet lå der en kniv på gulvet, hvor der også var blod på. Jeg forstod ikke det minde, som der pludselig kom i mit hoved. Hans skræmte ansigt, mine blodige hænder, kniven?

Jeg kiggede skræmt på hende, mens jeg begyndte at ryste. Det gik pludselig op for mig, og det var ikke rart. Det var forfærdeligt. Hvad havde jeg gjort?

Jeg var ikke rask. Jeg burde ikke have været kommet hjem i lørdags, for hvem end jeg var, når jeg var i den anden, skizofreniske verden, så hadede jeg JJ så meget, at jeg kunne gøre ham fortræd. Jeg kunne ikke huske, hvad der skete i lørdags, fordi jeg var i den anden verden hele tiden, og grunden til at jeg ikke kunne huske, hvad der var sket de sidste 5 måneder var fordi, at jeg var i den verden hele tiden. Jeg havde ikke været mig selv – ligesom min far.

Det hele gik op for mig.

Da jeg var den skizofreniske person, så var jeg et monster, der dræbte min bedste ven. Rygtet var sandt, jeg var ikke uskyldig.

’’Matthew, er du okay?’ spurgte hun mig bekymret, da hun sikkert havde opdaget, at mine kinder var blevet helt våde, da mine øjne græd, og jeg kunne ikke kontrollere det. Jeg rystede, og jeg havde en voldsom smerte i min mave, som blev værre og værre. Jeg kunne pludselig ikke bevæge mig, men jeg kunne alligevel ikke flygte, selvom hvis jeg havde chancen. Jeg kiggede ned i sofabordet, mens jeg prøvede at kontrollere mig selv, men sorgen var for meget, og tanken var for skræmmende.

Og det værste var, at jeg ikke kunne lade være med at se JJs skræmte ansigt for mig, da jeg stod foran ham med hadfulde øjne og en skrap kniv i hånden.

Han var så lykkelig over at se mig, efter jeg havde væk i de 5 måneder, og så tog jeg bare kniven frem og stak ham ned – jeg slog ham ihjel.

Jeg dræbte min bedste ven.

 

 

Undskyld for tastefejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...