17 & Pregnant ~ One Direction {HH2}*færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2014
  • Status: Igang
PS: Dette er 2'eren af Happy Home! Så læs den anden før du læser denne, og den er selfølgelig på min profil:) "Du er gravid. Med mig" sagde han. Det var svært at tro, at jeg både var gravid og det var med ham. Altså jeg elsker jo ham, men jeg er 17? Hvad vil far og Anne sige? Harry? (Kan være urealistisk nogle steder)

326Likes
467Kommentarer
84516Visninger
AA

18. Kapitel 15 | Crying

-Crying

"Ja og hvad så! JEG ER FUCKING GRAVID!" Råbte jeg.

Mitch stoppede pludselig alt hvad han gjorde. Jeg smed puden ned på gulvet så han kunne se min forvoksede mave.

"E-er det min?" Spurgte han.

"Er du fucking dum! Vi har aldrig haft samleje! Mitch jeg synes bare du skal skride før jeg bliver rigtig sur" hvæsede jeg og skubbede til ham. Hans hænder greb hårdt fat i mine håndled, så jeg pev af smerten.

"Hvem. Er. Faren. " vrissede han med sammenbidte tænder.

"Kan du ikke være ligeglad!" Råbte han og prøvede at komme ud af hans greb.

"Sig. Det" hvæsede han og strammede endnu mere til. Jeg klynkede. Jeg kunne mærke de mærker som ville komme rundt om dem senere.

"Jeg har været gravid i snart tre måneder Mitch. Det sidste jeg nogensinde vil sige er hvem faren er til dig! Min far havde ret fra starten af, du er et skadedyr" hvæsede jeg og spyttede ham lige imellem øjnene.

"Det er Niall fyren ikke"

"Mitch slip mig!" Snappede jeg. Denne gang gjorde han som jeg sagde og slap mig hårdt. Jeg vaklede nogle skrid tilbage imens mine øjne fulgte ham. Han gik ud.

Jeg kan mærke mine knæ bukker under og jeg falder hurtigt og smertefuldt ned på min numse. Jeg klynker af smerten og tager mig svimmelt til min smertefulde bagdel.

"Livia hvad er der sket?"

Jeg kan høre Anne's stemme, men det er som om jeg ikke kan reagere. Min svimmelhed overbemander mig næsten. Jeg ligger mig ned på ryggen, da jeg føler mig træt. Gulvets kulde rammer mine bare arme og giver mig kuldegysninger.

"Livia er du der?"

Jeg bliver rusket i. Jeg mumler med besvær "ja" og mine øjne skeler. Jeg kan mærke nogle løfter mig.

"Michael!"

Jeg bliver lagt ned igen. Denne gang kan jeg mærke tusindvis af tåre som falder ned fra mine kinder. Jeg kunne se omridset af en mørkhåret kvinde. Anne?

"Hun besvimer Michael, tag det roligt. Hun er i chok"

Jeg kan ikke længere holde mine øjne åbne. Hvad sker der med mig? Jeg lader hulkende strømme ud af min mund, imens jeg stille begynde at slappe af rund ti kroppen.

"Ring til Niall"

Er det sidste jeg høre, før alt bliver mørkt.

~*~*~*~

Niall's synsvinkel:

For to timer siden, ringede Olivia's far og sagde jeg skulle skynde mig at komme. Han lød helt panisk. Anne tog istedet røret og kunne forklare hvad der var sket.

Min Olivia var besvimet.

Nu sad jeg her, inde på Olivia's værelse. Hun havde et tyndt tæppe over sig, som gav hende lette former. Jeg sad på sengekanten og holdte hendes sløve hånd. Jeg kørte af og til en hånd over hendes mave, tjekkede akavet om barnet var blødt ud. Det var det heldigvis ikke.

Hendes vejrtrækninger er dybe, hvilket selfølgelig beviser at hun lever. Det er beroligende, men jeg er bange for om hun er kommet til skade. Indtil videre ved jeg intet.

"Niall" hviskede hendes blide stemme. Jeg kiggede ned på hende og så hendes øjne nu sad halvåbne.

"Er du okay?" Spurgt jeg roligt.

"Hvad skete der?" Spurgte hun.

"Jeg blev ringet om af din far, som panikkede. Anne fortalte mig så at du var besvimet for to timer siden cirka. Jeg kom hertil for at se dig" hviskede jeg og kørte min hånd over hende kind.

"Mitch ved det" hviskede hun.

"Jeg er ligeglad med om han ved det.. Baby jeg var så bange for at miste dig" hviskede jeg. En lille tåre formede sig i hendes øjne, som langsomt trillede ned af hendes kind. Jeg tørrede den forsigtigt væk med min tommeltot.

"Hvad med vores baby, hvordan har hun det?" Hviskede hun.

"Hun har det godt.. Jeg har tjekket flere gange om hun er blødt væk og det er hun heldigvis ikke. Du er en stærk pige baby" hviskede jeg og lagde min pande blidt mod hendes.

"Jeg elsker dig" hviskede hun. Jeg kunne mærke min mundvige trække sig opad. Uden tøven satte jeg mine læber mod hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...