Breaking a badboy

Hvad sker der når en ny elev kommer til skolen, hvor de fem drenge Louis, Liam, Niall, Harry og Zayn hersker?... Bliver en, eller måske flere af de fem drenge lidt medfølende? Kommer de nogensinde til at forstå at de ødelægger andres liv? Opstår der hjertesorger? Forbliver kærligheden hemmelig blandt en af de fem drenge og den nye elev?

16Likes
38Kommentarer
1376Visninger
AA

2. i know why...

"Vil du med mig hjem? Jeg gad godt lære dig at kende" sagde jeg. Hun tøvede lidt, inden hun nikkede med et lille forsigtigt smil. "Så kom" sagde jeg glad, og tog hendes raske hånd i min. Den anden var forstuvet, så hun havde fået forbinding på den. Hun virkede lidt usikker ved det, så jeg gav hurtigt hendes hånd et lille klem. Hun fulgte med mig ud til bilen, og så kørte jeg ellers mod min lejlighed.

Jeg førte op af trapperne til vi kom til døren til min lejlighed. Jeg låste hurtigt op, og lod Emmy komme ind først. "Er du sulten?" Spurgte jeg hende. Hun så pludselig med lidt store øjne på mig. Hun begyndte at opføre sig mærkeligt. "E.. Egentlig ikke" svarede hun tøvende. Jeg rynkede brynene lidt, men ignorerede det ellers.

Næste dag:

"Er du okay?" Spurgte jeg, idet jeg åbnede mit skab. Emmy så lidt over på mig. "Ja.." Sagde hun tøvende. Jeg rynkede brynene lidt, hvilket fik hende til at se ned. "Tak Louis" sagde hun så. Jeg så undrende på hende. "Tak for hvad?" Spurgte jeg. "For alt" svarede hun, idet hun så op på mig igen. Jeg nikkede lidt med et lille smil. "Louis!" Lød det for enden af den fyldte gang. Jeg vendte mig hurtigt om. Harry og Zayn var på vej over mod mig. Jeg lukkede mit skab, og skænkede ikke Emmy et eneste blik, inden jeg så tilbage på drengene. Jeg havde ikke tid til at forklare hende at hun skulle ignorere drengene. Zayn så hurtigt med afsky på Emmy bag mig. "Skrid med dig din luder.. Du er for grim at se på" sagde han så. Jeg sank en klump, men turde ikke engang at værdige Emmy et blik. Jeg havde så ondt af hende, og havde virkelig smadret Zayn, hvis ikke det var fordi vi var venner. "Så hør dog efter din so! Skrid dog med dig" lød det fra Harry, som bare spyttede ordene ud. Jeg kunne se på Zayn og Harry's ansigtsudtrykke at hun ikke rørte sig overhovedet. Zayn gik truende frem mod hende, hvilket fik mig til at træde lidt tilbage mod Emmy. Jeg gemte min hånd på ryggen, og lidt efter lå Emmy's hånd i min. Jeg gav kort hendes hånd et lille klem. Zayn gik endnu en gang tættere på hende, men jeg kunne ikke gøre noget. Han skulle til at sige noget, da klokken ringede til time. Jeg åndede lettet ud. Harry trak mig med, hvilket fik mig til at slippe Emmy's hånd. Zayn så truende på Emmy, inden han vendte rundt og gik med mig og Harry. Zayn og Harry skulle et andet sted hen end mig, så vi splittedes hurtigt. Inden jeg gik ind i klasseværelset jeg skulle have time i så jeg tilbage på Emmy. Hun skulle også have time i det klasseværelse jeg var på vej mod. Hun så bange ud, så jeg sendte hende et kort opmuntrende smil. Liam sad allerede inde i klasselokalet da jeg kom ind. Jeg satte mig selvfølgelig ved siden af ham. Det strømmede ind med elever, og som var det skæbnen, var der kun en plads tilbage til Emmy. Ved siden af mig. Liam så med afsky på hende da hun satte sig. Han skulle til at sige noget til hende, da vores lærer kom ind.

Vi skulle arbejde sammen i grupper, og Emmy og mig blev sat sammen. Liam blev lidt gnaven da jeg ikke skulle være sammen med ham, men jeg var ligeglad. Jeg ville meget hellere arbejde sammen med Emmy, end med Liam. Vi havde musik, og havde til opgave at skrive en sang sammen. Jeg var meget glad for at det var sammen med Emmy, da hun var mega god til at finde på ideer. "Louis.." Sagde Emmy. Jeg nikkede lidt. "Tak.. For det der ude på gangen" sagde hun. Hun så lidt ned, og virkede ret ked af det. Jeg lagde min hånd ovenpå hendes. "Hey.. Det er okay.. Jeg vil altid være der for dig okay?" Sagde jeg. Hun nikkede lidt.

Klokken ringede, og vi havde fri fra skole. "Måske vi skulle arbejde på sangen derhjemme sammen?" Spurgte jeg. "Selvfølgelig" svarede Emmy glad. "Hvornår? Jeg har tid idag hvis det er?" Sagde jeg. "Fino.. Jeg skal alligevel ikke noget idag" svarede hun. "Fedt. Du kan køre med mig hjem så" sagde jeg. Hun nikkede lidt, og vi gik sammen ud af klasseværelset. Jeg blev dog stoppet af en hånd. "Hvad fanden laver du? Du skal sku' da ikke snakke med hende" sagde Liam. "Tag dig dog sammen.. Jeg arbejder sammen med hende, så det er ligesom en nødvendighed.. Oh, og Liam.. Tag et ordentligt kig på hende og fortæl mig hvad du ser" sagde jeg koldt, og forlod ham. Han stod længe og så forvirret efter mig.

Liam's synsvinkel:

"Tag dig dog sammen.. Jeg arbejder sammen med hende, så det er ligesom en nødvendighed.. Oh, og Liam.. Tag et ordentligt kig på hende og fortæl mig hvad du ser" sagde Louis koldt, og gik. Jeg så forvirret efter ham. Hvad skete der lige med ham? Og hvad mente han med det? Jeg var nødt til at gøre noget, så Emmy ikke arbejdede med Louis. Min plan begyndte allerede nu...

Emmy's synsvinkel:

Jeg nåede akkurat lige at lukke mit skab, inden jeg pludselig blev trukket med af en eller anden. "Louis!" Sagde jeg for at få Louis' opmærksomhed. Han vendte sig hurtigt og så chokeret efter mig. Han stod lidt, og så ud som om han overvejede et eller andet. Heldigvis begyndte han dog at løbe efter mig. Jeg drejede hovedet, for blot at opdage at det var Liam. "Slip mig!" Sagde jeg stædigt. Han strammede grebet om min arm. Han trak mig ind på et toilet, og låste døren før Louis nåede at gøre noget. "Du skal ikke snakke med Louis, er det forstået din so" sagde han. "Orgh, hold din kæft!" Svarede jeg blot. Hvad skete der lige der.. Jeg plejede aldrig at svare igen.. "Hvad sagde du?" Spurgte han truende. "Fuck af med dig!" Sagde jeg. "Du skal kraftedeme ikke snakke sådan til mig" sagde han, og skubbede mig. "Tror du ikke godt at jeg udmærket ved at du har problemer i din hverdag, eller problemer med dig selv.. Det er jo grunden til at du er sådan over for andre mennesker" sagde jeg. Han så rasende ud. "Du har selv problemer.. Jeg har aldrig haft nogle problemer, hvis det er det du tror!" Spyttede han. Jeg viste ham mit håndled som var fyldt med nye og gamle snitsår. "Se hvad du er skyld i" sagde jeg. Han stirrede stift på sårene. "Lyt til dig selv. Er det nu også smart at lyve over for sig selv?" Svarede jeg blot. Louis bankede på døren. "Liam, du rør hende ikke!" Råbte han. Liam så kun ned i jorden, og uden at værdige mig et blik vendte han rundt og låste op, for derefter at skynde sig væk. Tilbage stod jeg, og havde nu tårer trillende ned af kinderne. Louis stod helt stiv og kiggede på mig. "Gjorde han noget?" Spurgte han bekymret. Jeg rystede lidt på hovedet. "Hvordan gjorde du det?" Spurgte han og nikkede mod den vej Liam var gået. "Jeg sagde at jeg vidste at der var en grund til at han var sådan, og at han ikke burde lyve over for sig selv, og.." Sagde jeg, og viste igen mit håndled... Han greb fat om mit håndled, og så chokeret på det. "Hvornår gjorde du det sidst?" Spurgte han hurtigt. "Igår" svarede jeg tøvende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...