Breaking a badboy

Hvad sker der når en ny elev kommer til skolen, hvor de fem drenge Louis, Liam, Niall, Harry og Zayn hersker?... Bliver en, eller måske flere af de fem drenge lidt medfølende? Kommer de nogensinde til at forstå at de ødelægger andres liv? Opstår der hjertesorger? Forbliver kærligheden hemmelig blandt en af de fem drenge og den nye elev?

16Likes
38Kommentarer
1356Visninger
AA

17. "Everything for you baby"

"Hvad i alverden skal vi gøre så?" Spurgte Louis, med blikket i bordet. "Jeg foretrækker at holde det hemmeligt for Liam, til hun har fundet ud af noget.. Jeg hjælper hende gerne" sagde jeg.

"Jamen, hvad kan der ske ved at hun fortæller Liam det? Han kan vel ikke gøre ret meget" sagde Louis, imens hans blik rettede sig mod mig igen.

"Jeg tror hun er bange for at Liam tvinger hende til noget hun ikke vil Lou.." Svarede jeg lavt. "Hvad skulle han dog gøre?" Spurgte Louis undrende.

"Lou.. Det er ligemeget.. Jeg stoler altså ikke på Liam, og det ved du godt.. Please lad være med at fortælle ham noget. Jenni har behov for at tænke det hele igennem" sagde jeg bedende.

Han sukkede lidt. "Så kun fordi jeg ved hvor meget det betyder for dig.." Sukkede han.

"Tusind tak Lou" sagde jeg med et lille smil, inden jeg plantede et kys på hans kind. "Alt for min prinsesse" sagde han.

"Du virker lidt fraværende Sammy?" Sagde Louis, da jeg stirrede ned i bordpladen. "Oh, ja.. Undskyld.. Jeg er bare ret træt.." Sagde jeg med et svagt grin.

"Hvorfor går du ikke i seng så? Jeg rydder op her" sagde han, og lagde hovedet lidt på skrå med et varmt smil. "Tak Lou" sagde jeg, og rejste mig fra stolen.

Jeg gik hen til Louis, som rejste sig, og pressede sine læber mod mine. "Godnat baby" hviskede han blidt. "Godnat" smilte jeg.

Alarmen skar i mine ører, og synes højere end normalt. "Slukker du det ikke lige Lou?" Spurgte jeg bedende, med øjnene halvt åbne.

Han sukkede lidt, og slukkede uret uden at åbne øjnene. Han lagde sig igen til rette med fronten mod mig.

Han åbnede svagt øjnene. "Godmorgen baby" mumlede han hæst. "Godmorgen" svarede jeg utroligt hæst tilbage. Jeg plejer at være enormt hæs om morgenen.

Louis strøg noget af mit pandehår væk fra mit ansigt, og smilte varmt til mig. Det dunkede lidt i mit hoved, men jeg ignorerede det. Det gør jeg normalt.

"Vi burde stå op.." Mumlede Louis. Jeg nikkede lidt. "Bare fem minutter mere" mumlede jeg mod puden. "Søde, vi har ikke fem minutter.. Hvor blev der af din morgen-friskhed?" Grinte han svagt.

Jeg rettede på mit hoved, så jeg kunne se Louis ordentligt. "Det ved jeg ikke" grinte jeg svagt. "Come on baby.. Jeg laver morgenmad" sagde han kærligt, og rejste sig.

"2 min.." Mumlede jeg. "Okay Sammy, men så skal du altså også stå op" sagde han kommanderende, som om han var min far. Jeg grinte svagt, mens han forsvandt.

Jeg blev liggende i et stykke tid, før jeg dovent rejste mig. Jeg kom hurtigt og sløvt i tøjet, inden jeg gik mod køkkenet.

"Du ser smadret ud" sagde Louis, da jeg kom ind. Jeg sukkede lidt, og tog mig til hovedet.

Jeg skaffede mig selv en hovedpinepille, og et glas vand. "Hovedpine?" Spurgte Louis. Jeg nikkede lidt, inden jeg kastede hovedet bagud idet jeg lagde pillen i munden. Jeg slugte den hurtigt sammen med vandet.

Jeg satte mig på den høje stol ved køkken-øen. Duften af morgenmaden gav mig kvalme.

Jeg lagde hovedet ned på min arme på bordet, og betragtede Louis lave mad. Han vendte kort sit hoved, og så kort efter bekymret på mig.

"Er du okay?" Spurgte han, og kom hen til mig. Han fjernede igen noget hår fra mit ansigt.

Han lagde en hånd på min ryg. "Du ser ikke for godt ud.." Sagde han bekymret. "Tak Lou.. Det har jeg altid ønsket mig at høre" halvgrinte jeg.

Han grinte lidt for sig selv, inden han lagde en hånd på min pande. "Sammy!" Sagde han bebrejdende. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret.

"Du har jo feber! Du skulle da have sagt at du havde det dårligt" sagde han. Jeg trak lidt på skuldrene.

"Kom, du skal ikke i skole" sagde han, og trak mig op fra stolen. "Men Lou" sagde jeg. Jeg elskede skolen, og Louis vidste det.

"Sammy, man tager ikke i skole når man er syg" sagde han, og skubbede mig ind mod stuen. Jeg lod mine skuldre falde opgivende, og lod Louis føre mig hen mod sofaen.

"Lig dig, så kommer jeg om lidt" sagde han. Jeg sukkede, og placerede mig selv i sofaen. Kort efter dukkede Louis op med min dyne i favnen.

Han smilte varmt til mig, inden han lagde den over mig. "Sulten?" Spurgte han. Jeg rystede lidt på hovedet. "Okay" sagde han, og strøg mig over håret, inden han forlod mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...