Bulimi- One Month With 1D

Samantha har haft bulimi i 2 måneder da One Direction dukker op i hendes hjem. Hun har vundet en måned med drengene. Bliver det nemt for hende at styre sin spiseforstyrrelse? Kan drengene nå ind til hende, og bliver hun måske meget glad for en speciel person? "Et forhold består ikke af sex eller udnyttelse.. Det består af ren kærlighed, som bliver gengældt af begge parter"

44Likes
107Kommentarer
4925Visninger
AA

5. 4. December

Da jeg vågnede igen, var jeg i min seng igen. Jeg tjekkede klokken, og så hurtigt at klokken var 13.. Hvordan kunne jeg sove i så lang tid.

Jeg orkede ikke længere at skulle ligge i sengen, så jeg stod op for at tage noget tøj på. Selvfølgelig en oversize trøje, med gemacher til.

"Du burde blive i sengen" lød det bagfra. Jeg vendte mig hurtigt om, og opdagede at Harry stod der. "Det er altså kedeligt at ligge i en seng dagen lang.. Og desuden gider jeg ikke ligge der, når jeg ligeså godt kan være sammen med mine idoler" sagde jeg, efterfulgt af et par host.

Han så bekymret på mig. "Det betyder da ikke noget, at du ligger i sengen til du er rask igen?" Sagde han spørgende. "Alligevel.." Sagde jeg, og trak lidt på skuldrene.

Jeg studerede mig selv i spejlet, med afsky. Harry sukkede lidt og gik om bag mig, hvorefter han placerede begge hænder på mine skuldre.

"Fortæl mig hvad du ser Sam" sagde han sukkende. "Jeg ser en overvægtig, grim pige som ingen kan lide..." Sagde jeg med en svag stemme, da jeg var ved at græde da jeg sagde det.

"Sam.. Fortæl mig hvad du virkelig ser.." Sagde han, og så afventende på mig gennem spejlet.

Jeg så kort på mig selv, inden jeg fik blanke øjne, og sukkede lidt. Jeg tog fat i blusen og strammede den om min mave, så jeg kunne se hvor tynd jeg egentlig var.

"Sam.." Sagde han. "Jeg ved hvad du tænker.. Bare fortæl mig hvad du ser.. Ser du virkelig ud som du tror? Ligner du en model, eller er du tyndere end du burde være? Kan du ikke fortælle mig det Sam? Vil du virkelig dø, fordi du vil være tynd?" Sagde han.

Jeg så ned i jorden, mens tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. "Hvad har jeg gjort?" Hviskede jeg halvkvalt..

Harry lagde hurtigt armene om mig. "Rolig.. Det kunne ske for alle og enhver.." Sagde han.

"Kommer i.. Hvad sker der?" Spurgte Zayn. "Ikke noget.. Vi kommer om lidt.." Sagde Harry. Harry trak sig lidt fra mig.

"Det skal nok gå okay? Vi er her for dig.. Sig til hvis det er" sagde han, hvilket beroligede mig en del. Jeg nikkede lidt, hvilket fik ham til at sende mig et opmuntrende smil, inden han førte ud i køkkenet.

Et lille ukontrolleret smil gled over mine læber da jeg så maden på bordet. Jeg kunne gøre det her.. Det skulle bare lykkes for mig.

Jeg satte mig glad ved siden af Louis, hvilket fik alle drengene, undtagen Harry til at se overrasket på mig. "Har du det bedre?" Spurgte Niall. "Ja, en smule.." Smilte jeg.

Louis mærkede kort på min pande. "Du burde altså være blevet under dynen.. Du er stadig varm.." Mumlede han. "Hvorfor skulle jeg ligge der, når jeg kan være sammen med jer fem?" Spurgte jeg.

Harry smilte lidt til mig, hvilket fik mig til at bløde lidt op. Med det samme jeg kom i tanke om maden, tog jeg lystigt noget.

Drengene, ja selv Harry, så overrasket på mig, da de ikke engang havde behøvet at sige noget. "Er du sikker på at du har det bedre?" Spurgte Liam overrasket.

"Ja.. Jeg har det altså bedre" overbeviste jeg ham. "Ok.." Mumlede Liam begejstret og undrende.

"Harry, hvad skete der inde på det værelse?" Spurgte Zayn skeptisk. Harry fik lidt røde kinder, og så spørgende på mig. Jeg nikkede kort, som tegn til at han godt måtte sige det..

"Jeg.. Ehm.. Spurgte hende..". Jeg havde for længst lukket af for deres samtale. Jeg tænkte og tænkte.

Jeg hostede lidt igen, hvilket fik mine tanker til at stoppe. Drengene vendte deres opmærksomhed tilbage på mig.

"Tag et billede drenge" sagde jeg flabet. "Og hun er tilbage.." Jublede Niall. "Tilbage? Jeg sidder altså lige her Niall?" Sagde jeg stadig flabet. "Den Sam kan jeg lide" sagde Zayn, og lagde en arm over mine skuldre.

"Fingers off me, Zayn" grinte jeg. Han grinte blot af mig. "Hvad hvis jeg ikke gad?" Sagde han flabet. Jeg slog hans arm væk, så den faldt ned fra min skulder.

"Du er god" sagde han. "Men ikke nok" sagde han kort efter, og begyndte at kilde mig.

Det kildede så meget at jeg grinte højlydt, men det var næsten ligesom signalet til min mave, om at indholdet skulle op. "Zayn" sagde jeg hurtigt. "Zayn!" Halvråbte jeg.

"Zayn, stop!" Sagde Liam hurtigt. Zayn stoppede forvirret, og jeg kunne ikke længere gøre noget.

Min mave havde fået signalet, og det skulle op nu.. Jeg rejste mig hurtigt, så stolen skrabede mod gulvet. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, og kastede op i toilettet.

Tårerne formede sig i mine øjne. Nu røg jeg hele vejen tilbage. Tre måltider, der blev holdt inde, og alligevel gik det galt.

"Sam, det er jeg altså ked af.. Det var min skyld" sagde Zayn. Jeg rystede afvisende på hovedet.

"Jeg er selv skyld i at min mave reagerer ved berøring.." Sagde jeg. "Nej Sammy.. Jeg er altså virkelig ked af det.. Det var ikke meningen.." Sagde han.

"Jeg ved det.. Det var ikke din skyld.. Du kunne ikke vide det" sagde jeg, uden at se på ham. "Kom" sagde han, og hjalp mig op.

"Er du okay?" Spurgte Liam, da jeg kom ud i køkkenet igen. Jeg nikkede lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...