Bulimi- One Month With 1D

Samantha har haft bulimi i 2 måneder da One Direction dukker op i hendes hjem. Hun har vundet en måned med drengene. Bliver det nemt for hende at styre sin spiseforstyrrelse? Kan drengene nå ind til hende, og bliver hun måske meget glad for en speciel person? "Et forhold består ikke af sex eller udnyttelse.. Det består af ren kærlighed, som bliver gengældt af begge parter"

44Likes
107Kommentarer
4908Visninger
AA

1. 1. December

Jeg åbnede Twitter. Jeg skulle da så meget se hvem der havde vundet 1D-konkurrencen. Man kunne få lov at tilbringe en måned med One Direction.

Jeg måtte ikke melde mig til konkurrencen for min mor. Hvorfor skal mødre altid ødelægge alt.

Man skulle sende en video ind om sig selv, og hvis jeg havde fået lov af mine forældre, havde det været lidt oplagt at lave en video, der for det meste handlede om at jeg havde bulimi.

Samantha Coastwell, er mit navn. Jeg fik konstateret bulimi for 2 måneder siden, men jeg er jo ikke syg. Jeg er bare en ganske almindelig pige, der vil være slank som modeller.

Min mor dukkede op i døren, med et kæmpe smil om læben. "Kom med ned Sam.. Jeg har nogen du skal møde" sagde hun hemmelighedsfuldt. Jeg sukkede. Hvis det var en af min mors veninders søn, så ville jeg flippe på min mor.

Jeg hadede at hun altid prøvede at sætte mig sammen med en eller anden random dreng.

"Mor, jeg gider altså ikke lige nu.." Sukkede jeg. "Jo, sludder. Kom nu, ellers vil du nok fortryde det" sagde hun. Jeg sukkede endnu en gang. "Jeg gider ikke lige nu mor.." Sagde jeg. "Nå.. Men hvis du ikke vil komme til dem, må de jo komme til dig" sagde hun.

Jeg skulle til at protestere, men hun var allerede væk da jeg kiggede op. Jeg begyndte at dreje rundt på min stol, indtil et par alt for velkendte grin lød bag mig.

Jeg vendte mig straks om, og rejste mig fra stolen. "Men.. Men..." Sagde jeg lavt. Jeg begyndte at skrige ind i mine hænder, mens de fem drenge havde et par smil på læberne.

"Mor, hvad laver de her?" Spurgte jeg med et hvin. "Du skal tilbringe en måned med dem i London" sagde hun med et kæmpe smil. "No way.. Hvorfor gjorde du det her mod mig" sagde jeg.

Hun gik hen til mig, og lagde armene om mig. "Fordi jeg ved hvor meget det betyder for dig, og fordi du nok har brug for lidt tid til at tænke" sagde hun.

"Aww" lød det fra drengene, som ikke forstod et eneste ord, da vi snakkede dansk. Jeg kastede armene om min mor. "Tusind tusind tak mor" sagde jeg. "Selvfølgelig min skat.. Men jeg har snakket med drengene, og vi har aftalt at en af dem tager med dig til lægen hver uge, okay?" Sagde hun. Jeg nikkede blot lidt. Lige nu var det eneste der betød noget at drengene var her.

Mine idoler var her. Niall vinkede akavet til mig, hvilket fik mig til at rødme svagt.

Jeg fik et chok da to arme lagde sig om mig. "Hey Samantha" lød det fra Louis, som tilfældigvis var den der havde lagt armene om mig. "Bare kald mig Sam" sagde jeg lavt, mens jeg stod helt stift, og stirrede på drengene.

"Louis, slip hende og lade hende trække vejret" lød det fra Zayn. Louis slap langsomt grebet om mig. "Jeg går lige så i kan få dine ting pakket" sagde min mor lavt, mens hun forlod værelset.

Med det samme hun var forsvundet kastede Harry sig over mig, og rodede i mit hår. Jeg var helt lamslået.

De opførte sig som om de altid havde kendt mig, men jeg var tilfældigvis altid den meget sky og generte pige.

Niall tog over for Harry, og gav mig et rigtigt Horan-hug. "Lad dog pigen vænne sig til os først" sagde Liam. "Ok ok" sagde Niall, og gav slip på mig.

"Du må altså gerne sige noget" sagde Louis, da jeg blot stirrede på dem. Jeg rystede lidt på hovedet. "Ja.. Undskyld.. Jeg blev bare lidt.. Ehm.." Sagde jeg.

Ordet var lige på min tunge, men alligevel kunne jeg ikke finde det. Jeg havde ikke det største ordforråd, og da slet ikke på engelsk.

"Overvældet?" Sagde Harry. "Ja, præcis" sagde jeg. Jeg følte mig allerede en smule tryggere ved dem, men jeg havde aldrig haft venner før, så det skulle nok blive svært for mig at være sammen med dem, i de første par dage ihvertfald.

"Vi har 2 timer, før vi skal afsted til London" sagde Liam, som kort kastede et blik på hans armbåndsur.

Jeg fniste lidt for mig selv, hvilket fik dem alle til at se forvirret på mig. "Der er da ingen tvivl om hvorfor du bliver kaldt Daddy Directioner" grinte jeg. De andre grinte også en smule.

"Den har jeg hørt før" sagde Liam grinende. "Det kan jeg forestille mig" sagde jeg, og overraskede virkelig mig selv.

Jeg var så rolig, selvom mine største idoler stod lige foran mig. Jeg følte dog at jeg var nødt til at vise drengene hvor glad jeg var for at de var her.

"Ej, det er virkelig for vildt at i er her! Det er min største drøm" sagde jeg glad. "Selvfølgelig.. Vi så i den video din mor indsendte, at du var virkelig stor fan, og måske bare havde brug for lidt tid væk fra alting.." Sagde Zayn, og lignede en der var ved at sige at jeg havde brug for hjælp på grund af min såkaldte sygdom.

"Ja.. Det har hun godt nok sagt de sidste to måneder.." Sagde jeg lavt, og så ned i gulvet, mens mit smil forsvandt.

Kort efter lagde en hånd sig på min skulder. "Hey.. Det er okay.. Du kan ikke selv gøre for det" sagde Louis. Jeg sendte han et bedrøvet smil, inden jeg gik hen til Liam.

Helt automatisk lagde han armene om mig. Jeg var glad for at han ikke bare stod der, så jeg pludselig ville stå i en meget akavet situation.

Pludselig begyndte et par tårer at rende ned af mine kinder. Ikke fordi jeg var ked af det, men mere fordi mine idoler var trådt til, og faktisk havde tænkt sig at hjælpe mig, og ikke mindst, få mig væk fra alt det der skete i hverdagen.

Jeg trak mig fra Liam med et lille snøft. Jeg smilte til ham, hvorefter Zayn's arme lagde sig varmt omkring mig. Han gav min krop en dejlig varme, som forsvandt da han slap mig igen. Han tørrede tårerne af mine kinder.

"Tusind tak drenge.. Det betyder virkelig meget for mig" sagde jeg, og gav dem alle fem et sødt smil, som fik dem til at smile opmuntrende til mig.

"Vi vil gøre alt for at hjælpe vores fantastiske fans, og ikke mindst give ihvertfald en af dem en helt fantastisk December måned" smilte Niall.

"Vi er landet Sam" lød det fra Harry. Jeg åbnede øjnene, og fik et lille chok da det gik op for mig at det hele ikke engang var en drøm.

Jeg så kort ud af vinduet i deres privatfly, som vi fløj i. Der var nærmest sne overalt. Hele jorden var dækket med sne ihvertfald.

Jeg rejste mig langsomt op, og følte en lille smerte skyde igennem min ryg og min nakke, da jeg havde sat ned i lidt for lang tid.

Jeg bevægede mig træt væk fra sædepladsen. Vi forlod Danmark sent på aftenen, og i London var det tidligt på dagen(ved ikke hvad tidsforkellen er, da jeg ikke orker at finde ud af det lige nu).

"Hvordan kan i overleve det her?" Spurgte jeg. "Tjah.. Vi overlever det vel bare" sagde Niall spørgende.

"Ved du overhovedet hvad jeg snakker om?" Spurgte jeg ham. Han rystede kort på hovedet, inden han brød ud i grin. "Overhovedet ikke" sagde han.

Jeg lagde træt mit hoved på hans skulder mens vi gik, og tro det eller ej.. Selvom vi gik, var hans skulder behagelig. Eller måske var det bare fordi jeg var træt.

"Nå.. Der er vidst en der lider meget af jetlag hvad?" Grinte Louis ved min side. "Jeg har aldrig været ude at flyve før, så ja.. I den grad" sagde jeg træt.

"Aldrig været ude at flyve før? Wow, jeg kunne ikke leve uden en flyvetur mindst en gang om året" sagde Harry. "Nu er det heller ikke fordi du er verdensberømt, og skal rundt overalt for at synge for en masse mennesker?" Sagde jeg drillende.

"Ja.. Modsat andre, har vi fløjet ekstremt mange gange, i forhold til hvor gamle vi er" sagde Liam. "Nej virkelig? Du driller, ikke?" Spurgte jeg drillende.

"Ingen grund til at være flabet nu Sam" sagde Zayn. For første gang i deres nærvær, fløj et grin ud gennem mine læber.

Harry's synsvinkel:

"Ingen grund til at være flabet nu Sam" lød det fra Zayn. For første gang siden vi mødte hende, forlod et grin hendes mund.

Hendes latter var virkelig perlende. Den var fantastisk, lidt højlydt, men smuk og Jule-agtig, hvilket jeg godt kunne lide.

Samantha's synsvinkel:

Dynen blev trukket af mig. Jeg åbnede lynhurtigt øjenene. "Zayn! Hvad laver du!" Nærmest halvråbte jeg.

Jeg gemte min fedtfyldte krop, hvilket han hurtigt lagde mærke til. "Oh.. Undskyld.. Jeg ville bare sige at du er nødt til at stå op nu" sagde han undskyldende.

"Hvorfor?" Spurgte jeg, mens jeg dækkede min grimme krop med dynen. "Vi.. Skal spise aftensmad nu.." Sagde han tøvende. Jeg så med opspilede øjne på ham. "Ehm.. Jeg.." Sagde jeg.

Han satte sig på kanten af sengen, og sukkede lidt. "Samantha.. Vil du ikke nok? Bare kom med derud.. Vi tvinger dig ikke til noget du ikke vil" sagde han.

Det beroligede mig en del, men jeg måtte stadig synke klumpen i min hals, inden jeg nikkede. Han sukkede lettet.

"Og for resten.. Sam. Jeg ved at du måske ikke tror på mig nu.. Men du er virkelig smuk som du er.. Du behøver ikke at blive tyndere" sagde han opmuntrende.

Jeg nikkede lidt men måtte synke endnu en klump. Troede han virkelig at jeg ville tro på ham?

Min krop var fyldt med små deller, som jeg helst gemte væk med oversized bluser og gemacher.

"Skynd dig lidt.. Vi venter bare på dig" smilte Zayn, inden han lukkede døren efter sig.

Jeg kom hurtigt i tøjet, og gik ud i det alt for store køkken efter min mening.

Der var en plads mellem Harry og Niall, så jeg satte mig selvfølgelig der.

Jeg stirrede på tallerkenen, mens de andre skænkede noget mad til dem selv, mens de så bekymret på mig.

"Skal du ikke have noget?" Spurgte Harry. Jeg så hurtigt op på ham. Jeg rystede lidt på hovedet. "Jeg.. Jeg er ikke sulten" sagde jeg.

"Kan du ikke bare tage en smule alligevel?" Spurgte Louis, hvilket fik Liam til at sende ham et sigende blik.

Jeg havde ikke lyst til at skuffe dem, så jeg tog langsomt en smule mad på tallerkenen.

Jeg vidste udmærket hvad der ville ske når jeg først begyndte at spise, og det var aldrig rart at skulle fylde mig så meget, for at tømme maven igen.

Jeg begyndte langsomt at spise lidt, og kort efter var jeg færdig, for blot at skovle virkelig meget mad ind.

Det endte aldrig godt når jeg først begyndte at spise. Drengene var alle færdige for længst, og så bekymret på mig, da jeg blev ved med at skovle ind, til jeg ærligt talt ikke kunne have mere i maven.

Liam, Zayn og Niall rejste sig alle tre for at tage af bordet. Louis og Harry lod blikkene hvile på mig. Oh god.. Here it comes.. Trangen begyndte at vise sig. Det brændte i min hals, og min mave smertede, for at komme af med indholdet.

Jeg rejste mig lidt akavet. Louis så ud som om han skulle lige til at sige noget, men han lukkede munden igen.

Både Harry, Louis og Zayn så ned i bordet, da de jo på en eller anden måde vidste hvad jeg skulle.

"Samantha?" Lød det bag mig. Jeg vendte mig rundt, og mødte et par dejlige blå øjne, som et kort øjeblik fik mig til at glemme alt om det jeg var ved at gøre.

"Vil du ikke godt lade være?" Hviskede Niall, mens de fire andre drenge så til.

Jeg huskede hurtigt hvad jeg var igang med, og vendte mig hurtigt rundt for at løbe ud på toilettet.

Jeg trykkede på min mave, og gav den signalet til at sende indholdet op gennem min brændende hals.

Tårerne formede sig i mine øjne, men det skulle op. Jeg kunne ikke beholde det i mig. Ingen af drengene var gået efter mig, hvilket var en fordel for mig.

Jeg var ikke syg, og jeg havde ikke brug for deres hjælp. Jeg var bare en almindelig pige, der ville være slank. Jeg så mig i spejlet, idet jeg rullede ud. Fedtet stod ud af mig. Jeg havde store tykke lår, og en mave der kunne minde om en ølvom.

Jeg var så skuffet over mig selv. Hvordan kunne jeg dumme mig sådan foran drengene? Sidde og fede mig selv op, som om jeg skulle slagtes imorgen.

Jeg gik ud fra toilettet, og ind i stuen, hvor drengene sad og stirrede på mig, da jeg kom ind. "Hvad?" Spurgte jeg, idet jeg satte mig i sofaen ved siden af Louis.

"Ingenting..." Sagde Zayn, hvilket fik alle til at se væk fra mig. "Gud.. Det sner jo" sagde jeg glad, mens jeg så ud af det lille vindue.

Et lille smil formede sig på Louis læber. Han kunne ikke holde det inde, da jeg selvfølgelig bare sagde det for at få dem på andre tanker.

"Skal vi ikke se en film?" Spurgte Zayn, for at stoppe akavetheden. Alle gjorde sig hurtigt enige.

Midt inde i filmen, lukkede mine øjne langsomt i. Langsomt endte mit hoved på Louis skulder, men han gjorde ikke noget, udover at lægge hans arm om mig, og lade mig ligge hovedet på hans bryst istedet. Tænk at jeg halvsov op af Louis Tomlinson.. Det var vildt.

Jeg vågnede ved at jeg blev løftet op af en eller anden. Vent hvad? Jeg slog hurtigt øjnene op.

"Louis! Sæt mig ned" sagde jeg hurtigt. Ingen skulle bære på mig, så tung og klam jeg var.

"Rolig.. Jeg bærer dig bare ind i seng" sagde han beroligende. Jeg fik tårer i øjenene. "Louis!" Sagde jeg halvkvalt.

Han tyssede lidt på mig. "Slap af Sam.. Der sker ikke noget.." Sagde han beroligende. Det fik mig til at slappe af, og lade mine øjne lukkes igen. Jeg var trods alt virkelig træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...