The Grey Stallion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Chloe er lige gået igang med tilridningen af sin nye unghest ved navn Star, der viser sig at være en af de kvikkeste fjordheste som Chloe nogensinde har set. Han er utroligt lærenem, dygtig, og Chloe elsker ham med det samme. Men selv i en verden med heste og ridning, er der også en helt anden verden; Den verden, hvor veninder, drenge og ondskabsfulde piger spænder ben for én. Og den verden er Chloe netop trådt ind i. { Fortsættelse af 'The Red Mare' }

19Likes
11Kommentarer
1768Visninger
AA

10. I'm too much for myself.

"Nicole, du skal bestemme dig nu. Er det dig eller Star der bestemmer?" Min mor skar tænder og Nicole sukkede forpustet og blev ved med at prøve på at få Star til ikke hele tiden at skyde skulder og hoppe frem i galop.
"Det er mig," Sagde hun, og min mor nikkede.
Og ikke for at blære mig, men Star ville ikke gøre det der med mig på ryggen. Aldrig. Det ville han bare ikke få lov til. 
Nicole måtte bare være for vant til hendes super-hest med super-dressur-evner, på hvem hun aldrig har tænkt over kunne være vanskelig at ride. Milo ville jo aldrig gøre det der. 
Men Star var heller ikke tilredet. Ikke engang tæt på. Kun ryttervant.
Og det er derfor jeg næsten ikke ville lade Nicole sidde op på Star, efter at hun havde rykket ham ned og klemt om hans luftvej da han trak hovedet opad og ikke gad have trense på, istedet for at gøre som jeg plejer; Stille tage fat om hans næseryg, og når han er langt nok nede, fat om pandelokken. 
Hun startede også ud med at prøve på at få ham til at gå i holdning, og så blive sur over ikke at kunne få Star til bare at bøje nakken en lille smule og så sparke ham så hårdt i siderne at han udstødte en mærkelig, stønnende lyd.
Jeg måtte råbe til hende at hvis hun skulle ride på Star skulle hun give ham længere tøjler og tage støvlerne af.
Så nu sad hun uden sadel og uden støvler og uden handsker på Star, der havde fået sit sidepull på for at forhindre at Nicole rev ham i munden. Igen.
Nicole's kinder blussede flovt, hendes øjne lynede og hendes læber var én lige streg. Hun var hylende sur og lod det bare gå ud over Star, der adlød hende mindre og mindre.
Jeg havde også været nødt til at hente min mor, da jeg ikke kunne få mig selv til at sætte en voksen dame på 21 år på plads.
"Nicole, hop ned ad Star," Nicole stirrede surt på min mor, og jeg følte en blussende vrede inden i mig der varmede hele min krop. "Nu," Tilføjede hun lavt, og Nicole gad ikke engang at belejlige sig med at stoppe Star. Hun lod bare hele sin krop vælte ned fra Star, men landede mirakuløst nok på benene.
Jeg mødte min mors blik, og så hastede jeg ind på ridebanen og overtog Star. 
Nicole's øjne forbløffende mig, da hendes trodsige blik mødte mit.
De var fyldt med tårer, men samtidig var de lynende. Jeg kunne tydeligt se det skjulte budskab der lå i hendes blik, og jeg snøftede en enkelt gang.
Uden at kigge sig tilbage halvløb Nicole ud på gårdspladsen. Jeg hørte hendes dæmpede motor starte, og så ud af øjenkrogen hendes bil køre væk.
Jeg sank en klump, men så kom min mor og gav mig en hestesko op på Star.
Hans ryg var dampende varm af sved, men ellers var han fuldstændig afslappet og gik fremad så snart jeg gav ham ordren til det.
"Nicole er bare dum, ik', Star," Mumlede jeg, og bøjede mig fremover for at kramme ham. Min mor var gået, så jeg var helt alene.
"Du er rigtig dygtig. Det er bare hende der ikke tør miste sin stolthed," Hviskede jeg, og Star rettede ørerne bagud. Mod mig.
Jeg blev varm i kroppen, men denne gang af lykke. Tænk, at jeg havde en hest, der var så sød.
Og så endda to af slagsen. Jeg var meget heldig.
"Bank, bank," Lød en stemme ude fra porten af. Den blev åbnet, og ind trådte en dame, jeg ikke genkendte. Efter hende fulgte to små piger der havde præcis det samme tøj på, og en ældre dreng. En dreng på min alder.
Hans øjne undersøgte mig et øjeblik, og så kiggede han genert ned i jorden.
"Hej, Chloe. Jeg hedder Rikke, jeg er din mors veninde," Hun smilede, og jeg smilede tilbage. Ventende.
"Vi har fået at vide, at vi kunne få lov til at se dig ride en dag. Af din mor," Tilføjede hun med et skævt smil, og jeg mødte drengens blik igen. Hans øjne var blå og dybe. Hans hår var helt lyst, næsten hvidt, og hans hud så ud som om, at han lige havde været ude og rejse.
"Så.. Må vi se?" Hendes øjne blev bekymrede og hendes lyse øjenbryn trak sig let sammen. "Ja, selvfølgelig," Jeg tog en dyb indånding for at få mit hjerte ned i fart. 
Jeg ved ikke, hvorfor det slog så hurtigt
Jeg havde Oliver. Og Oliver.. Ham kan jeg godt lide. Jeg ved ikke, om vi er sammen nu. Men hvis jeg kunne gætte, kunne han også lide mig.
Og sådan skulle det jo være. Det var jo godt. Og jeg havde haft mere end et crush på Oliver i lang, lang tid.
Hvorfor var der så noget ved ham drengen med de klare blå øjne og det lyse hår der fik noget inden i mig til at tænke, at Oliver ikke var god nok til mig?
Eller at jeg ikke var god nok til ham?
Hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet om så meget, på grund af ham drengen, hvis navn jeg stadig ikke engang kendte?
"Hvad kan Star?" Det var den ene af pigerne der talte. Hende med de øreringe der lignede en hestesko. De var rigtig flotte.
"Han.. Kan ikke så meget endnu," Jeg slap tøjlen med den ene hånd, og lod Star strække sig. "Er han tilredet?" De vidste åbenbart noget om heste. 
"Nej. Men jeg er godt igang, så det.." "Kan du tilride?" Nu var det hende den anden pige der talte. Hendes øjne var kuglerunde og hun stirrede nysgerrigt på mig. Jeg sank en gang.
"Ja, det kan jeg," Besluttede jeg mig så for at svare. "Lad os nu se hende ride, Amanda. Hun er rigtig dygtig til at ride," Det var ham. Ham der snakkede. Han viftede med en enkel, overlegen bevægelse pandehåret væk fra hans øjne.
Hende den anden pige hviskede noget til drengen. "Ti nu stille, Amalie. Vi skal se hende ride. Hun er meget dygtig," Så Amanda og Amalie? Jo, helt klart tvillinger.
Men hvad så med ham? Ham den attraktive, smukke dreng?
"Jeg skal nok tage mig af dem, Lukas. Du behøver ikke at lege voksen over for dem," Sukkede Rikke. Lukas. Lu-kas. What a beautiful name.
"Jeg ved ikke så meget om heste," Lukas smilede skævt, og han mødte mit blik. "Eller ridning, for den sags skyld," Jeg fik en pludselig trang til at grine af mig selv.
"Men skal man ikke sidde lige på hesten? Du er ved at glide ned," Han kiggede på mig - Under mit hoved, ned på Star's ryg. Jeg sad faktisk skævt. Og med bøjet ryg. Fuck.
En mærkelig, lys latter lød pludselig, og det gik op for mig, at det var mig der lo den.
"Jo, det er mig der er fjollet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sidder sådan," Jeg prøvede at gøre min stemme så melodisk og charmerende som muligt, og jeg råbte og skreg af mig selv indeni.
Hvad havde jeg gang i? Hvad fanden (!) havde jeg gang i?
"Andreas Hælstrand sidder ihvertfald lige," Jeg grinede af den måde han sagde 'Helgstrand' på. Den var helt forkert, men jeg tænkte, at det ville jeg ikke rette på. 
"Nå, men skal vi ikke se dig ride, Chloe? Det' jo det' vi det kommet for!" Rikkes stemme var anspændt, men hun prøvede at lyde venlig. Hun lød egentlig bare lidt striks og fjoget.
"Jo, selvfølgelig," Idag var det om at blive siddende på Star. Ikke. Ryge. Af.
Jeg bad en bøn inde i mig selv til at Star ikke var i et alt for dårligt eller alt, alt for godt bukke-humør, og så lod jeg ham løbe sig selv igang til trav. 
Jeg kunne mærke med det samme, at min pressede bøn havde været forgæves. Jeg kunne lige så godt have ønsket at han skulle bukke mig til mine mavemuskler sydede.
Så havde det gået i opfyldelse, ihvertfald.
Lige da jeg nåede hjørnet, satte han hovedet mellem forbenene og sparkede bagud, hvorefter han begyndte at trippe rundt. Jeg lavede en volte og da jeg når hjørnet igen, rejser han sig kort og let på bagbenene. En sur, afvisende lyd kommer ud af mig, og jeg klemmer med alle mine benmuskler og får ham ned på alle fire.
Rikke, Amanda og Amalie står og holder vejret, da jeg kommer forbi, og Rikke rækker en hånd ud efter mig og spørger, og jeg er okay.
Derfor forstår jeg slet ikke Lukas, der er flad af grin. Hans øjne er knibet helt sammen, og han ler så kraftigt at det er lydløst.
Jeg følte ikke trang til at grine. Overhovedet. Heller ikke trang til at være sur på Lukas.
Okay, jeg forstod ham godt. Lidt. Var vores pladser blevet byttet om, havde jeg også været den der grinede til jeg fik ondt i maven.
"Ej.. Undskyld.. Chloe," Sagde han forpustet, med et stort smil tværet ud over hele hans fjæs. Hele hans ansigt var påvirket af smilet. Hans øjne var knibet lidt sammen, hans næse havde fået en lidt anderledes facon, og så var der hans læber. Hans tynde, pæne læber, hvis mundvige buede opad i et flot smil.
Og jeg skammede mig bare over, at jeg havde gemt Oliver væk i en aflåst kiste bagerst i mit hoved hvor der allerede var groet små spind af støv omkring, og kun så to ting når jeg lukkede øjnene;
Mig og Lukas. Sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...