The Grey Stallion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Chloe er lige gået igang med tilridningen af sin nye unghest ved navn Star, der viser sig at være en af de kvikkeste fjordheste som Chloe nogensinde har set. Han er utroligt lærenem, dygtig, og Chloe elsker ham med det samme. Men selv i en verden med heste og ridning, er der også en helt anden verden; Den verden, hvor veninder, drenge og ondskabsfulde piger spænder ben for én. Og den verden er Chloe netop trådt ind i. { Fortsættelse af 'The Red Mare' }

19Likes
11Kommentarer
1768Visninger
AA

8. I'm so exhausted!

"Chloe, prøv nu at fokusere," Jeg smilede bare til Oliver, der prøvede at få mig til at kigge på hans computerskærm. "Jeg er helt fokuseret," Sagde jeg, og Oliver grinede opgivende. "Vil du ride det her program," Han klikkede med musen på et link på skærmen, og en masse tegninger kom frem. "Eller det her," Endnu flere tegninger. 
"Hvilket program er det første?" Min stemme var svag, men mit smil varede ved. Vi sad i min seng, under den samme dyne, og klokken var tre om natten. 
"Det er LD3, og det andet er LB1. Vil du ride LC1?" Han gabte, og et tandsæt af kridhvide tænder kom i et øjeblik til syne. 
"Nej, jeg har redet LC1. For lang tid siden, på Adam. Meld mig til LB1," Jeg var ekstremt træt, men Oliver insisterede på, at jeg meldte mig til et af stævnerne der blev afholdt i byens rideklub.
Oliver havde selvfølgelig allerede meldt sig til med en af sine heste til LA2, og jeg håbede virkelig, at han ville vinde. 
"LB1.. Jeg sender en mail til Kirstine, og så er du meldt til.. Okay.." Hans fingre svævede hen over tastaturet, og jeg sank en klump og kiggede på dem.
"Så," Han klikkede én gang med musen, og så kiggede han på mig med et træt smil. Jeg bøjede mig hen til ham for at kysse ham, men istedet for at det bare var et af de der korte, hurtige kys der fik pulsen en smule op, trak han mig ind til sig og kyssede mig endnu dybere. En lykkelig fornemmelse steg mig til hovedet helt fra tæerne af, og jeg kyssede glad med.
Men så var det heller ikke mere. Han trak hovedet til sig, og så ind i mine øjne, der var opspilede  og helt runde. 
"Du ser træt ud, Chloe. Du burde lægge dig til at sove," Hviskede han. "Jeg vil ikke," Mumlede jeg tibage, og han udstødte en lang, boblende, dæmpet latter. "Du skal, Chloe. Sov sødt," Hans fingre begyndte at lege med en lok af mit hår, og det holdt mig bare mere vågen. Men efter lidt tid gled hans fingre langs min kind, ned omkring min hage, prøvede at ae mig i søvn. Og jo - Det virkede. 
Jeg vågnede med en følelse af, at jeg ikke var alene, og så Oliver sidde med sin mobil ved siden af mig i sengen. Alle aftenen - Og nattens - oplevelser kom tilbage i mit hoved, og jeg følte et sus af lykke. Jeg stod op af sengen, og Oliver kiggede på mig med et intenst blik, før hans ansigt lyste op i et smil.
"Godmorgen, Chloe. Har du sovet godt?" Spurgte han ganske høfligt. "Jeg har sovet banebrydende fantastisk," Drillede jeg, og han smilede drilsk. "Det har jeg også," Han svang sine ben ud af sengen og trak et par bukser på. Jeg tog bare et par natshorts på under min lange bluse som jeg havde sovet i.
"Hvad er klokken?" Et gab afbrød mig midt i min sætning, og jeg kiggede afventende på Oliver.
"Den er halv syv. Jeg troede, at du var sådan en der sov længe," Oliver smilede overbærende. "Men bare rolig, smukke, jeg sover heller ikke så længe. Jeg var vågen klokken seks," Han gabte også.
"Vil du så med ud og give hestene mad?" Det var egentlig et retorisk spørgsmål, for jeg regnede med, at han blev lidt tid. "Nej, desværre. Jeg lovede din mor - Og mine forældre, i øvrigt - at tage hjem, når du vågnede. Undskyld, smukke," Måden han brugte ordet 'smukke' hele tiden irriterede mig en smule, men jeg affandt mig med det.
"Det går nok. Så tag og stik af, du," Jeg gjorde med vilje min stemme gammeldags, og han smilede skævt med et blik der fortalte mig, at jeg var virkelig underlig. Jeg håbede dog, at han var ligeglad med det. Jeg hørte min mor sige farvel til Oliver. Og så var han væk.
Uden at tænke mere over, hvordan han opførte sig, tog jeg noget kønt tøj på og gik ned i stalden.
Jeg hørte Star vrinske, det der utålmodige, hingstede vrinsk som han altid vrinskede som - Men jeg hørte ikke Bell. Hun stod heller ikke i sin løsdrift, eller i nogen af boksene.
Jeg hørte skridt på gangen, og min mor kom tøffende. "Har du sat Bell på fold?" Spurgte jeg, og min mave begyndte på en knude. Bare en lille bitte én.
"Nej, har du?" Så hun vidste heller ikke noget om, hvor hun var. "Nej? Har Elizabeth taget hende ud at ride?" I et øjeblik blev jeg sur på min lillesøster, men min mor sank bare og rystede på hovedet.
"Nej, Liz sover stadig. Men hun kan da ikke bare være væk," Min mor lød lettere panisk, og jeg følte mig helt elektrisk - På den dårlige måde. Den rigtig, rigtig, rigtig dårlige måde.
"Måske er hun brudt ud af sin løsdrift. Har du tjekket hegnet?" Min mor rystede på hovedet. "Det behøver vi ikke at gøre. Vi begynder bare at lede efter hende her omkring vores gård, okay?" Min mor lød ekstremt opgivende, og jeg blev bange. Hvad nu, hvis jeg havde mistet Bell, min lille solstråle?
Vi begyndte eftersøgningen. Jeg kiggede bag huset og mig mor bag stalden, men hun var ingen af stederne.
Min mor gik ind og vækkede Elizabeth, og hun kom løbende ud af hoveddøren med mor lige i hælene. Hun fór panisk rundt og ledte efter Bell med et trækketov i hånden.
Jeg gik længere og længere væk fra huset, og bag et par træer så jeg noget rødt bevæge sig. Jeg gik nærmere, og så hørte jeg et prust. Det lød ikke muntert - Bare nærmest klagende.
Jeg åndede lettet op, da jeg knækkede grenene der var i vejen, og så, at Bell lå i skovbunden og kiggede på mig med sårede øjne.
"Jeg har fundet hende!" Råbte jeg så højt jeg kunne, og jeg kunne høre løbende mennesker komme mod mig.
"Hvordan er du sluppet ud, Bell?" Hviskede jeg, og så stod min mor ved siden af mig. Hun satte sig ned på knæene, og havde en førstehjælpskasse - For heste, vel og mærke - i hånden. Den havde hun taget med sig ud, da hun havde været inde og vække Elizabeth.
"Hun er brudt ud af hegnet i løsdriften. Jeg ved ikke hvordan eller bare et cirka-tidspunkt på hvornår, men hun gjorde det altså. Her i nat, vil jeg alligevel skyde på," Min mor snakkede hastigt og myndigt, mens hun hurtigt men grundigt bandt en bandage om et blødende sår på Bells lår. Det vendte sig i min mave, og jeg følte trang til at kaste op. Jeg hadede blod.
Min mor tog fat i Bells grime, og 10 minutter efter stod Bell på benene. Hun så forslået ud, og haltede voldsomt på det sårede ben med bandagen, men hun var ikke død.
Bell blev sat ind i en af boksene, og jeg satte mig ind til hende, mens jeg hørte lyden af min mors neutrale stemme i telefonen. Elizabeth kunne ikke lade være med at græde, og jeg vinkede hende hen til mig og åbnede boksen for hende. Bell havde lagt sig ned, og da Elizabeth så hende, hulkede hun bare kraftigere.
"Liz, det skal nok gå. Der sker ikke noget med Bell, okay? Tag det nu roligt," Jeg tog hendes hånd og lagde den på Bell's mave. "Kan du mærke hendes hjerte slå? Hun er drønlevende, Elizabeth. Ig hendes hjerte er ikke engang tæt på at slå svagere. Tag en dyb indånding, Liz. Hun er okay," Elizabeth gjorde som jeg sagde, og selvom tårerne stadig af og til dryppede ned af hendes kinder, græd hun ikke mere. Ikke rigtigt.
En dame kom ind til os i stalden, og hun bedte mig om at trække Bell rundt i ridehuset.
"Hun halter voldsomt, i skal nok regne med, at hun ikke kan rides de næste 2-3 måneder. I skal smøre såret med det her 2 gange dagligt i 3 måneder, bare lidt på en vaskeklud og så fortyndes det op med vand. Du skal skrive under her, så du kan købe serummet," Min mor tog imod tavlen og en lille flaske, men rynkede panden. "Hvad koster det?" Brummede hun. "Det koster 460 kroner for serummet, og 970 kroner for lægevisittet. Pengene bliver trukket direkte fra dit kort," Min mor nikkede kort og lynhurtigt skrev hun under. Damen smilede koldt. "Og i skal huske - Ikke nogen overdosis af serummet, det kan frembringe kløe hos hesten. Hun skal gå mindst 10 minutter om dagen, men helst ikke mere end halvanden time. Hun må ikke gå i terrænet, så her har i ridehuset til jeres fordel. Og ikke noget galop. Gerne lidt trav, men helst ikke for meget. Og så vil jeg ønske jer held og lykke," Igen smilede hun det der følelseskolde smil, og så drejede hun om på hælen og forsvandt i sin sorte, store bil med tonede ruder.
Min mor tog bandagen af Bell, der sparkede ud efter hende. Min mor ømmede sig kort, da hendes lille hov ramte hendes lår, men ellers ramte Bell ikke.
Jeg stod allerede klar med en vaskeklud der var fugtet, og min mor lod lidt af det i flasken ned på vaskekluden. 
Langsomt og beroligende smurte hun det på Bells sår, der var stoppet med at bløde, og så fik hun en ny, kridhvid bandage på og blev sat i en af de store bokse vi havde.
Det var så forfærdeligt synd for lille bitte Bell. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...