The Grey Stallion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Chloe er lige gået igang med tilridningen af sin nye unghest ved navn Star, der viser sig at være en af de kvikkeste fjordheste som Chloe nogensinde har set. Han er utroligt lærenem, dygtig, og Chloe elsker ham med det samme. Men selv i en verden med heste og ridning, er der også en helt anden verden; Den verden, hvor veninder, drenge og ondskabsfulde piger spænder ben for én. Og den verden er Chloe netop trådt ind i. { Fortsættelse af 'The Red Mare' }

19Likes
11Kommentarer
1778Visninger
AA

11. I love you, sis.

Med store øjne kiggede Maddie på mig og trak Lotte ud af sin boks. 
"Bliver du ikke ked af at være her? Er der ikke dårlige minder?" Hun nussede Lotte bag ørerne og hev i trækketovet da hun ikke ville med ud.
"Jo, det er her," Mine læber påførte sig et let smil, og Maddie smilede igen. "Men det gør ikke noget. Jeg vil gerne se dig ride," Maddie smilede bredere.
"Det er sødt af dig, Chloe. Der er nemlig ikke nogen fra min klasse der gider komme med ud til Lotte, for de er alle sammen bange for heste. Og når jeg viser dem et billed siger de 'Det er løgn at du rider på hende, du er da for lille' eller 'hun ser stor ud', så de tør ikke. De går bare i deres mors sminke og lyserødt tøj," Et øjeblik lød hun trist, men så sukkede hun det væk.
"Men det er jo okay, for så kommer min mor eller min bror eller mine søstre eller dig jo bare med! Savner du ikke Melissa?" Pludselig skiftede hun emne, og jeg følte et stik af smerte i mit bryst. Nej, flere stik. Stik, der varede lang tid og hvor det ene hurtigt blev erstattet af det andet.
"Jo, jeg savner hende rigtig meget," Men den grimme, klamme tøs af Stephanie har købt hende og  jeg har intet at sige.
"Min bror kender Stephanie. De har gået på samme skole," Jeg kigger nysgerrigt på Maddie. Så må hendes bror jo være ond og irriterende som Stephanie.
"Ja, Lukas siger, at hun ikke altid har været ond," Vent, Lukas? Lukas-Lukas, som i den pæne blonde Lukas? 
"Hvad hedder din mor, Maddie?" "Rikke, og jeg har to tvillingesøstre der hedder Amalie og Amanda," Svarede hun med et stort smil.
Holy shit.
"Nå, men Lukas siger altså, at Stephanie var rigtig sød indtil 6. Klasse. Stephanie var meget populær på hele skolen, men allermest i deres klasse. For i 6. Klasse kom der en pige der hed Kiran, og hun var smuk og sød og blev bedste venner med alle. Hun blev den nye populære i klassen som alle så op til. Men så begyndte Kiran at bagtale Stephanie og fortælle løgne om hende, og alle troede på hende, for hun var jo så sød og ville jo ikke lyve. Så en dag blev Stephanie så sur på Kiran at hun kastede en saks efter hende og den ramte hende så hårdt i øjet at hun fik en flænge i det og måtte få et glasøje. Der var ingen der troede på at det var Stephanie der var skyld i Kirans glasøje, for Stephanie var jo også sød og pæn og næsten så populær som Kiran. Det var der Stephanie tog magten over deres klasse igen og begyndte at opføre sig som en.." Maddie ledte efter ordet og kneb det ene øje sammen. "En bitch?" Hviskede jeg, og Maddie fnes hysterisk som om at jeg havde gjort noget forfærdeligt.
"Ja! Sådan én! Og Kiran flyttede ind i deres parallelklasse og blev udstødt. Mobbet. Hun flyttede skole tre gange, før hun gav op," Maddie lød pludselig trist, stille og langt mere moden end hun var i den alder.
"Gav op?" På en måde vidste jeg godt hvad hun mente, men det var alligevel hårdt at høre.
"Hun begik selvmord. Og hun havde sendt et brev til Stephanie dagen før hvor der stod 'Glæder mig til at se dig i helvede, Steph.'"
Der var pludseligt blevet helt stille. Alle havde forladt rummet. Stalden var tom.
Nej, det var kun sådan, det havde føltes i mit hoved. I virkeligheden var der snak og latter over det hele, og den lette latter der lød fra en pige idet hun passerede mig, stod i stærk kontrast til min sindsstemning lige nu.
"Det er jo forfærdeligt," Hviskede jeg, og Maddie nikkede stille.
"Meget. Men sådan kan det gå." Maddie trak på skuldrene.
"Hvordan kan du sige sådan noget? De er jo et bevis på at der findes mennesker der er onde," Maddie så roligt på mig.
"Det har du ret i. Men det beviser også, at der ikke er nogen, der er født onde," Hun tog fat i den runde gummistrigle og begyndte at gnubbe den ind i Lotte's pels. Lotte lukkede øjnene halvt i og hang med hovedet.
"Men jeg tror alligevel ikke på det," Sukkede hun og rystede på hovedet. Jeg åbnede munden, men hun kom mig i forvejen.
"At der ikke er nogen mennesker der er født onde. Det er der. Der er jo dem, der lever for at gøre livet surt for andre, og som altid har gjort det, og det er jo trist," Hun kiggede på mig, men så flakkede hendes øjne væk som om at hun fortrød det.
Hun kastede gummistriglen ned i sin striglekasse og tog en strigle med stive børster.
"Jeg er bare glad for, at jeg ikke er ond. Og at du ikke er ond. Ihvertfald det meste af tiden," Hun smilede drillende, og jeg skubbede til hendes skulder så hun snublede og væltede ind i Lotte, der bare udstødte et irriteret prust og piskede med halen.
"Se!" Hun viftede med hånden, og referede jo til hvad hun lige havde sagt. Jeg grinede bare og hjalp hende med at strigle videre.
Det var nu så afslappende at være sammen med Maddie, som var min lillesøster jeg aldrig havde haft. Og Lotte.
Og heste.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...