Med livet i hænderne *One Shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2014
  • Opdateret: 15 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, jeg ville stå i sådan en situation, som jeg gjorde nu. Jeg var blevet taget væk fra min familie, væk fra mine venner og væk fra alt jeg havde kært. Men til hvilken nytte? Jeg var kun 17 år da soldaterne kom og hentede mig for omkring et år siden, og fortalte mig at jeg var gammel nok til at begynde min træning. Min træning til at blive ligesom dem, kæmpe for fædrelandet. Men var der nogle der spurgte mig om hvad jeg ville? Nej, for de vidste at jeg ville give den et nej. Et enkelt, men stadig bestemt nej. Jeg lavede denne historie i skolen til en prøve termins prøve.

6Likes
8Kommentarer
275Visninger

1. One shot

 

Jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, jeg ville stå i sådan en situation, som jeg gjorde nu. Jeg var blevet taget væk fra min familie, væk fra mine venner og væk fra alt jeg havde kært. Men til hvilken nytte? Jeg var kun 17 år da soldaterne kom og hentede mig for omkring et år siden, og fortalte mig at jeg var gammel nok til at begynde min træning. Min træning til at blive ligesom dem, kæmpe for fædrelandet. Men var der nogle der spurgte mig om hvad jeg ville? Nej, for de vidste at jeg ville give dem et nej. Et enkelt, men stadig bestemt nej. Der var mange drenge på min alder, der ville betegne det at blive soldat var en ære, eller en måde at blive en rigtig mand på. Men når man havde en far der havde været soldat, som havde fortalt forfærdelige historier, kunne jeg ærligt talt ikke se det spændende, eller ærefulde ved det. Når min far var i krig, vidste jeg at der var en risiko for at han ikke ville vende tilbage, i hvert fald ikke levende. Men når han så endelig kom hjem, var han aldrig glad, for der ville altid være flere krige han skulle deltage i. Men alligevel meldte han sig aldrig ud, jeg ved enlig ikke hvorfor, det var bare sådan det var. Jeg kan stadig huske en af de gange mor og jeg, havde stået og ventet på at se far. Ligeså snart jeg bare tænkte lidt over det flød minderne gennem mit hoved.

 

”Mor og jeg stod nu på stationen og ventede, på at far ville komme. Han havde været væk i 3 år, og jeg kunne ikke vendte til at mærke hans kropsvarme mod min kølige krop. Vi havde stået og ventet i en halv time tror jeg, og han var stadig ikke kommet ud af flyet, som ellers havde landet for et kvarters tid siden. Jeg kunne mærke folks medfølende blikke på os, men jeg skubbede det bare væk. Men alligevel kunne jeg mærke mine hænder begyndte at blive svedige og klamme, og nervøsiteten kom frem. Hvad nu hvis han ikke kom tilbage? Hvad ville der ske hvis jeg aldrig så ham igen? Ville han være savnet af andre end mor, farmor, farfar og jeg? Ville jeg kunne komme videre i livet? Ville han leve videre i folks minder? Ville folk overhovedet skænke ham en tanke, hvis håbet var ude? Spørgsmålene fløj igennem mit hoved, og jeg rystede svagt på hovedet af mig selv. Hvordan kunne jeg overhovedet tvivle på ham? Selvfølgelig kom han tilbage, der var ikke nogen tvivl, slet ikke!

Jeg kiggede op på min mor og så et koldt blik, men jeg vidste at blikket kun var en facade hun havde bygget op. En facade som kunne smadres i tudsind vis af små stykker på et split sekund. Men jeg havde gennemskuet hende, de samme forfærdelige spørgsmål var i hendes tanker, selvom hun febrilsk prøvede at holde dem på afstand. Facaden var allerede ved at krakelere, hendes facade som hun var så god til at holde. Jeg tog min hånd i hendes og gav den et blidt klem, som fik hendes smukke smil til at finde vejen frem på de rosa læber. Lige pludselig kunne man høre en masse larm. Latter, gråd, fødder mod det rene gulv og folk der bare stod og talte lavmeldt sammen. Det var som om at jeg havde befundet mig i en boble, hvor der ikke var en lyd der kunne trænge ind. ”Gud ske lov!” Lød det lettet fra min mor. Jeg kiggede undrende op på hende, smilet på hendes læber voksede sig større og større. Der gik ikke lang tid før at smilet gik fra det ene øre til det andet, og tårerne trillede langsomt ned af hendes blege kinder. Mine øjne søgte mod det hun havde blikket fæstnet på, og så en høj muskuløs mand komme gående mod os. Ingen ord kan beskrive den lykke og glæde, jeg følte nu. Min far var kommet hjem! Jeg tøvede ikke med at slippe min mors hånd, løbe hen til min far, og springe ind i favnen på ham. Det hele var så overvældende, at tårende sprang frem fra deres skjule sted, mens far svingede mig rundt i hans stærke arme. Det var som om at tiden stod stille imens jeg befandt mig i de trygge arme. Boblen var kommet tilbage, og det eneste jeg kunne høre var min fars rolige vejrtrækning, og det bankende hjerte. Hvor havde jeg dog set frem til denne dag længe, helt fra da han tog af sted, og det var ikke just blevet mindre af at vendte! Jeg kunne mærke en stor hånd rode rundt i mit hår, og fik mig til at se ind i de venlige blå øjne. Øjnene som smilede til mig fik et smil frem på mine læber, og jeg begravede mit ansigt ned i hans skulder mens han bevægede sig fremad.”

  Et lille næsten utydeligt smil fandt frem til mine læber, af det dyrebare minde. Jeg vade lidt rundt omkring, uden at vide hvad jeg enlig skulle foretage mig. I morgen brød helvede løs. Helvede også kaldet krigen, som skulle afgøre om jeg skulle leve eller dø. Det ville være en kæmpe løgn at sige at jeg glædede mig, for det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg så det ikke som noget fascinerende at stå med livet i hænderne, at havde evnen til at ende et liv, var ikke lige det som jeg ønskede mig. Jeg ville hellere være der hjemme og studere eller arbejde, hvad som helst, alt andet end det her! Men krigen ville afgøre min skæbne, efter den kunne jeg komme hjem for at studere, og føle mig fri. 

  ”Du burde virkelig få noget søvn, så du kan være frisk til i morgen.” Lød det fra Casper. Casper var en af mine værelseskammerater. Vi var fire om at dele et værelse, og ud af de fire var Casper den jeg kom bedst ud af det med. Han mindede bare mest om mig selv, han ønskede heller ikke at dette skulle ske, han var også blevet tvunget til det. De andre der imod, havde selv valgt det og glædede sig til at komme ud og beskytte fædrelandet. Men jeg er nu ret sikker på at den glæde ville være væk inden i morgen, og hvis ikke, så i løbet af i morgen.

  Jeg sukkede og så over på Casper, før jeg langsomt svarede ham. ”Jeg ved det godt, men jeg kan bare ikke finde nogen søvn. Desuden så bliver det alt for hurtigt morgen hvis jeg sover.” Jeg så opgivende på ham, mit håb og at overleve var der ikke mere, i stedet for var der spredt en tomhed over mig. ”Jeg ved det men der er større chance for at overleve hvis du for noget søvn.” Påpegede han, vi var blevet rigtig gode venner, bedstevenner for at være mere præcis. Vi følges gennem tykt og tyndt, gennem ild og vand, han var den eneste jeg havde tillid til her. ”Du har en pointe. Godnat.” Jeg gik hen og lage mig langsomt ned i min seng, som jeg havde fået tildelt den første dag. ”Godnat.” Lød det stille fra køjen over mig. Jeg lå og stirrede ud i mørket der havde spredt sig i rummet, og tænkte på om jeg ville overleve, eller bare idet hele taget se min mor igen. Min far havde været heldig at overleve de fleste gange, men han havde ikke været lige heldig hver gang. Han var skudt ned da han prøvede at rede en af sine kammerater. Han havde altid sagt at han håbede ikke at jeg kom i krig, og hvor var det så jeg befandt mig nu? Med et suk vendte jeg mig og så jeg kiggede ind i den hvide væg.

Jeg havde aldrig rigtig sat pris på mit liv, men det var før jeg fik af vide jeg skulle i krig. Jeg lukkede let mine øjne i, og kunne hurtigt mærke søvnen angribe min krop. Jeg må nyde denne her søvn for det kan meget vel blive min sidste, det var det sidste jeg tænkte før jeg faldt i en rolig og dyb søvn.

*** 

Vi var kommet i position, og lige nu ventede jeg bare på at det hele ville bryde løs. Jeg sank en klump, da jeg endnu en gang gentog de sidste ord der var blevet sagt til os, den sidste ordre. ”Hvis ingen nåde, for i vil ikke finde nogen nåde i dem!” De lærte os at hade dem, prøvede at få os til at indse at de var de onde og vi var de gode, det var som gift efter min mening. Vi var jo i samme situation alle sammen. Vi ville bare gerne overleve, her var ikke gode eller onde, vi gjorde det fordi vi blev nød til det.

***

  Krigen var allerede godt i gang og skud fløj over hovederne på os. Det var skrækkeligt, skrig og jammer lød over det hele, og man var altid i farezonen for at blive ramt. Jeg rettede mit gevær mod en skikkelse der bevægede sig i lidt væk. Jeg kunne mærke andrilinen pumpe rundt i min krop, mens jeg tog sigte. Min finger nærmede sig aftrækkeren, og tøvende trykkede jeg den ind, så endnu et forfærdeligt brag kom, men det var anderledes, denne gang kom det fra mit gevær. Jeg tillod mig at kigge efter om jeg havde ramt eller ej, hvilket jeg et eller andet sted håbede på at jeg ikke havde, og så alligevel. Til min store skræk, lå den nu får så levende skikkelse død på jorden. Tårende kom frem og min vejrtrækning blev hivende. Jeg dukkede mig rystende ned igen, og kiggede skræmt på Casper som endnu engang var ved min side. Han gav min skulder et støttende klem, og sinalerede at vi skulle finde et andet skjule sted. Tankerne for af sted. At jeg kunne gøre det, jeg havde ikke længere rene hænder. Den person havde sikkert også en familie der ville savne ham, ligesom jeg savnede min far og ville ønske at han stadig var her til at vejlede mig. Jeg begyndte snart at forstå, hvorfor han ikke meldte sig ud da han fik chancen, for jeg følte det samme i mig. Han meldte sig ikke ud, fordi at han følte at han blev nød til at hævne sine faldne kammerater. Men det gik først op for mig nu, da jeg havde stået med livet i hænderne, og valgt at ende det liv.

  Jeg kiggede frem på Casper der lå på jorden og blødte kraftigt. Angsten får at miste min bedsteven fik mig til at løbe hurtigere, og der gik ikke længe inden jeg faldt ned på mine knæ ved siden af min faldne ven. Skuddet havde ramt ham tæt ved hjertet, og selvom jeg vidste det var nyttesløst gjorde jeg alt for at stoppe blodet i at komme ud. ”Nej, nej det kan ikke være sandt!” Hviskede jeg stille, og kunne mærke tårende trille ned af mine kinder. ”Andrew?” lød en spinkel stemme, som var svær at høre får hans stødende åndedrag. ”Ja det mig!” Udbrød jeg panisk, og et lille smil fandt sin vej frem på hans læber. ”Jeg er ked af at jeg svigter dig. Undskyld.” ”Du svigter ikke nogen, du har ingen grund til at sige undskyld, ingen slet ingen.” jeg blev flere gange afbrudt i min tale af nogle hulk der satte sig fast i min hals, og gjorde det svært for mig at tale. ”Jeg ville havde fuldt dig til det sidste, du er min bedsteven, og nu svigter jeg dig.” Sagde han stille, og det gik op for mig at jeg ikke kunne gøre noget for at rede ham, men alligevel holdte jeg stædigt hånden over det blødende sår. ”Går nu ikke noget dumt.” Han tog en sidste udånding og hans øjne stirrede tomt ud i luften. Stille lukkede jeg hans øjne i, så han så mere fred fyldt ud, så lænede jeg mig ind over ham og hviskede stille i hans øre, også selvom han ikke kunne høre mig. ”Hvil i fred min ven, nyd roen og freden, for den er der ikke meget af her.” Der var så mange tåre i mine øjne, at det slørede mit syn. ”Går nu ikke noget dumt.” Var hans sidste ord til mig, men lige nu havde jeg ingen kontrol over min krop. Jeg løb ud fra skjulestedet hvor vi havde gemt os, og sagt det sidste farvel. Jeg stod nu midt i alt ting mens jeg fyrrede løs, ligeglad med om jeg ramte eller ej. Hvis ikke Casper fortjente at leve så vidste jeg ikke hvem der havde. Der lød nogle hjerteskærende skrig, når jeg affyrede. Jeg kunne ikke mere, jeg faldt om på jorden, og skammede mig over det jeg lige havde gjort. Det var det Casper havde advaret mig imod at gøre, og alligevel gjorde jeg det, jeg var ikke værdig til at leve i denne verden! En smerte skød frem fra min skulder, og da jeg kiggede ned på den var blodet allerede begyndt at løbe med over min uniform, og farve den rød. ”Undskyld Casper, jeg har svigtet dig.” Sagde jeg stille, og rejste mig noget besværligt op, men jeg blev hurtigt sendt tilbage til jorden, da jeg følte at jeg fik den største mavepumper. Jeg trak vejret i hurtige og stødende hiv, smerten kom og overfalde mig, så blev alting sort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...