Albummet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Historien handler om 11-12årige Frinassa, som har boet på børnehjem hele sit liv. OBS! Alle navne i denne tekst er nogle jeg har fundet på, så det er nok derfor, at de ikke virker så realistiske

0Likes
0Kommentarer
65Visninger

1. Kapitel 1

Gumakka-børnehjemmet i Tibet ventede nye beboere inden for det næste kvarter. Klokken var max. 8 om morgenen, og alt virkede meget stille… Måske for stille….

Børnehjemmets inspektør og nogle andre ansatte stod ventende uden for børnehjemmets indgang, mens en stille, kold brise blæste over landskabet. Stedet lå midt ude i ingenting, og var næsten kun omgivet af bjerge bort set fra en lille åbning, hvor køretøjer kunne komme igennem. Alt var så gråt…

En gul, slidt bus kørte ind gennem åbningen og brød stilheden og det grå landskab. Den brummede og kørte hen over grusstien, mens den bumpede op og ned. I bussen sad en pige, måske 11 – 12 år gammel, gemt inde bag ved alle de andre med tæpper over sig og et album i hånden. Nærmest for at gemme sig. I bussen sad der andre børn fra andre børnehjem, som larmede virkelig meget. De var alle på alder med hende, men hun sad bare forladt nede bagved og ventede på, at de skulle ankomme til børnehjemmet. Hun kiggede ud af vinduet, ud på det grå og forladte landskab, ikke som der hvor hun var før…

Frinassa sidder som sædvanlig på bænken under børnehjemmets hovedbygning. Hun ejede næsten den bænk nu, for der var ingen andre, der gad at sidde der. De havde altid kaldt hende en særling, fordi hun fandt det så interessant at sidde og kigge i et fotoalbum, som hun fandt helt tilbage, da hun var 4 år gammel i vejkanten uden for børnehjemmet. Dengang da hun havde fundet albummet, gik hun straks over til den bænk, der nu var hendes. Hun sad i flere timer og kiggede på billederne, egentlig uden formål til at starte med, men efterhånden blev det en vane, og til sidst kom hun til at tænke på deres livshistorie, og om de mon stadig levede. Hun var lidt af en enspænder, men det kunne hun godt lide, for ingen af de andre virkede interessante…

Hun gav et suk fra sig og kiggede ned på sine arme, som trygt holdte om albummet, mens bussen bumpede over grusvejen. Af en eller anden grund virkede turen fra åbningen ind til
Gumakka-børnehjemmet ufattelig lang…

Frinassa 10 år kigger i albummet en lørdag eftermiddag og opdager noget mærkværdigt, som hun egentlig havde lagt mærke til i et stykke tid nu. Lige pludselig virkede de mennesker på billederne bekendte, som om hun på en eller anden måde havde set dem før, og hun havde også en idé om, hvor de boede, fordi der lå et kort over Tibet inde i albummet. Hun prøvede at lokalisere, hvor mon hun befandt sig, og satte en lille cirkel rundt om der, hvor hun mente hun var, nemlig byen Hingtuy. Der var også placeret en anden cirkel et andet sted på kortet. Denne cirkel var omkring 500km væk, havde hun beregnet. En by kaldet Fengaung.
Klokken ringer ind til eftermiddagsmad, men hun havde ikke lyst til at rykke sig fra sin bænk og sit album. Personalet kom ud og bad hende om at deltage i spisningen, men det ville hun ikke, og til sidst var de nødt til at bære hende ind til de andre…


Det øjeblik klemte hun endnu hårdere omkring albummet, for når hun tænkte sig om, var det, det eneste hun havde. Hun trak sig nervøst sammen, og bussen nærmede sig Gumakka-bør-
hjemmet…

Frinassa hørte en dag 5 måneder efter hændelsen med eftermiddagsmaden, som i øvrigt var sket flere gange, nogen tale inde bag inspektørens dør. Hun hørte, at folk sagde, at hun var for stædig til, at nogen kunne nå ind til hende, og få hende til at gøre, som de sagde. De foreslog alle, at de ville sende hende til et nyt børnehjem i Rychanguck. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle synes om det, men gik hen til sin sædvanlige siddeplads på bænken under hovedbygningen og fandt kortet over Tibet frem. Hvor lå Rychanguck? Der! Der lå det! Det var faktisk ret tæt på Fenguang, 20km og ikke mere. Nu håbede hun på, at hun skulle flyttes, og det blev hun også, for en dag bad nogle mænd hende om at gå ind inspektørens kontor for at tage en snak med ham. Hun fik der inde at vide, at hun skulle flyttes til Gumakka-børnehjem-
met i landsbyen Rychanguck om 3 måneder. Det glædede hun sig til, men hun var også lidt nervøs…

Ingen, ud over hende, vidste nu, hvad der skulle ske. Bussen parkerede foran Gumakka-bør-
nehjemmet, og Frinassa sørgede for at holde sig bag ud i rækken, da de skulle tælles op. Hun ventede på det rette tidspunkt. En kvinde begyndte at råbe folks navne op, men det kunne næsten ikke høres pga. børnenes larm. Nu var det nu. Ingen kiggede, og der var en masse larm. Hun listede de første 20 meter væk og begyndte derefter at spurte væk med albummet og kortet i hånden. Først da hun var hundrede meter væk, opdagede folk, at hun var forsvundet, og nogle medarbejdere løb efter hende, men hun var allerede for langt væk… Hun løb op mellem bjergene, så ingen kunne fange hende med bussen eller en bil for den sags skyld…

Der var ingen tvivl om, at hun var på vej til væk.. væk til Fenguang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...