Jeg Husker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
En samling korte historier fortalt som minder fra en thrilleragtig fortid.

0Likes
1Kommentarer
293Visninger

2. Amnesi

Jeg husker væggene. Jeg ved ikke, hvorfor det altid er væggene, jeg husker. De grå vægge, der var så tæt på mig. Altid så tæt på.

 

Jeg husker deres farve. Grå. Kedelig, ensformigt grå. De var hverken mørke eller lyse. Bare grå.

 

Jeg husker, at de mindede mig om mig selv. Jeg var som væggene. Tæt. Indelukket. Uendeligt grå. Hverken lys eller mørk. Bare grå.

 

Jeg husker, at der var andet end vægge. Et lille vindue. En dør. Det var ikke så vigtigt. Jeg kunne ikke se noget ud af vinduet. Kun et udsnit af en bleggrå himmel. Det sad så højt oppe.

 

Jeg husker at prøve at nå vinduet. Jeg tog om de kolde metaltremmer. Prøvede at hive mig op. Op til lyset. Op for at se. Ikke fordi der var noget at se. Jeg ville alligevel ikke kunne komme derud.

 

Jeg husker, at jeg måtte give op. Jeg var for svag. Altid for svag. Mine arme hang slapt ned langs siden. Der var så lidt, jeg kunne. Altid så hjælpeløs. Lyset nåede mit ansigt. Jeg lukkede mine øjne for ikke at blive blændet.

Jeg husker, at selvom det var et varmt lys, var det ikke varmt mod mine kinder. Ikke sådan som dit smil havde varmet mine kinder. Jeg kunne ikke mærke det. Jeg kunne ikke fornemme dets varme.

 

Jeg husker at hamre mod døren. Næver mod træ, igen og igen. Ingen kom. Intet skete. Bare dunk, dunk, dunk. Jeg hamrede, til jeg blødte.

 

Jeg husker at sidde i et hjørne. Min ryg mod den grå mur. Mit materialiserede jeg. Jeg var ikke tryg der. Men det var rarere end at gå rundt i ring.

 

Jeg husker, at jeg med hovedet mod muren kunne mærke kulden. Den virkede beroligende mod min alt for varme pande. Det lagde mine tanker på is. Stormen stilnede af.

 

Jeg husker, at jeg ikke kan huske noget. Ikke så meget i hvert fald. Hvem var jeg? Hvor var jeg? Hvem var du? Du med dit varme smil.

 

Jeg husker, at jeg ville ønske, jeg kunne huske. Jeg kunne hamre mine næver mod muren. Mod mit hoved. Eller hovedet mod muren, hjalp det? Jeg husker det ikke.

 

xxx

 

Jeg husker, at mit navn blev råbt op i højtalerne. Eller det vil sige, det var ikke mit navn, men mit nummer. Her havde vi kun numre.

 

Jeg husker, at mit nummer var blevet mit navn, min fulde identitet. Jeg kunne ikke længere huske mit gamle navn.

 

Jeg husker, at jeg ikke ville gå imod stemmen i højtaleren. Ingen ville gå imod stemmen. Hvis man gjorde, blev man skudt. Det var, hvad jeg havde hørt.

 

Jeg husker, at døren til min celle var blevet åbnet. Jeg ville ønske, at den ikke var blevet åbnet. Jeg havde ikke lyst til at gå ud på gangene.

 

Jeg husker, at jeg ikke havde noget valg. Man skulle adlyde. Jeg gik ned af de tomme, mørke gange. De var lange og grå. Ligesom min celle. Det hele var af beton. Det hele var ens.

 

Jeg husker døre på begge sider af gangen. Ensartede døre. Ligesom min egen celledør. Og med andre som mig bag dem.

 

Jeg husker at nå til enden af betonvæggene. Celledørene ophørte. De mørke gange blev erstattet af klinisk hvid linoleum. Jeg trådte ind i en ny verden.

 

Jeg husker at følge gangene rundt. De var tomme. Døre var lukkede overalt. Jeg var en rotte i en laboratorielabyrint. Ført af sted mod en ukendt destination.

 

Jeg husker, at jeg mistede orienteringen. Jeg havde ikke længere styr på, om jeg drejede til højre eller venstre. Jeg kunne gå i cirkler uden at ane det.

 

Jeg husker, at jeg gik sådan længe. Hvor længe ved jeg ikke. Der var ikke andet end mine bare fødder mod det klistrede gulv, som sekundviseren i et ur.

 

Jeg husker, at jeg stoppede. Gangen var ikke længere. Den var blokeret, som om en væg var blevet skudt for. Der var en dør på min højre hånd.

 

Jeg husker, at den var lukket.

 

xxx

 

Jeg husker at være inde i et rum. Det var hvidt, næsten blændende. Jeg var den eneste i rummet.

 

Jeg husker højtalerne. De sad oppe under loftet. Så højt oppe, at man ikke kunne nå dem. Selv ikke, hvis man hoppede. Det var dem, der gav ordre.

 

Jeg husker, at der var en hvid briks. Den stod midt i rummet. I alt det hvide var den svær at se. Jeg var bange for den. Bange for at stemmen ville sige, jeg skulle lægge mig på den.

 

Jeg husker, det var meningsløst at bekymre sig om det. Det skete altid. Det var uundgåeligt. Man blev altid bedt om at lægge sig på briksen.

 

Jeg husker, at stemmen sagde det på en rar måde. Som om man bare skulle lægge sig for at slappe af. Der var ikke noget at være bange for.

 

Jeg husker, at jeg ikke turde lade være med at lægge mig på briksen. Ikke engang tøve. Det turde jeg aldrig. Jeg vidste ikke, hvilke konsekvenser det kunne få.

 

Jeg husker briksens overflade. Den var glat og hård. Når jeg kørte fingrene hen over den, var der ikke en eneste ujævnhed i overfladen. Den mindede mig mere om et bord end en briks.

 

Jeg husker, at jeg fik besked på at tage masken på. Masken, der lå på briksen ved siden af mig.

 

Jeg husker, at jeg satte den over næsen og munden, som jeg blev instrueret i at gøre. Den lugtede stærkt af alkohol, og jeg kunne ikke undgå at lukke det ned i mine lunger.

 

Jeg husker, at jeg blev døsig. Jeg holdt op med at spænde i min krop. Efter et stykke tid kunne jeg ikke engang holde mine hænder knyttet. Mine tanker blev uldne som skyer, der let kunne passere hen over himlen.

 

Jeg husker, at jeg så dem komme. Dem, i deres hvide kitler. Gennem mine halvt lukkede øjne kunne jeg se deres udstyr, deres væsker. Sprøjterne.

 

Jeg husker, at de løftede min arm. Jeg kunne ikke bevæge den. Jeg kunne mærke nålen gennembore min hud og finde min åre. En smule af mit blod blev suget ud. Det blandede sig med væsken i sprøjten, før det blev sprøjtet ind i mig.

 

xxx

 

En kølig brise ramte mit ansigt. Den gik lige igennem min tynde bluse og fik træernes blade til at rasle.

 

Der var så mange farver. De var lyse og sarte. Alle helt nye og skrøbelige. Verden var malet i pastel, og jeg sad midt i den.

 

Jeg kunne mærke græsset under mine ben og mine hænder. Det var fugtigt. Solen havde endnu ikke fået nattens dug til at fordampe.

 

Jeg sad i kanten af en skygge. Jeg kunne mærke ru bark mod min ryg. Solen stod sådan, at træets skygge blev kastet forbi mig. Den ramte dig i stedet.

 

Du nynnede sagte. Jeg tror ikke, du vidste, at jeg kunne høre det. Du ville aldrig synge højt.

 

Vi burde ikke sidde under træet. Der var andre ting, der skulle gøres. Mange andre. Vi havde ikke tid, men du var ligeglad.

 

 

Du havde sagt, at ingen ville opdage, hvis vi blev væk fem minutter længere. Du havde sikkert ret. Men der var ikke kun gået fem minutter.

 

Jeg tænkte, vi ville blive straffet, men du bekymrede dig ikke. Du sagde, at man ikke skulle bekymre sig så meget. Det var der så mange, der gjorde for en.

 

Jeg ville ønske, du havde ret, men jeg bekymrede mig alligevel. Du kunne jage så meget på flugt. Men det var endnu ikke lykkedes dig at fordrive mine bekymringer.

 

Det var mig, der sagde, at vi skulle gå tilbage. Du havde ikke lyst. Det kunne jeg godt forstå. Jeg havde heller ikke lyst.

 

Vi gik langsomt. Vi havde travlt, men vi var allerede så sent på den at vi ikke kunne undgå at blive skældt ud. Det var lige meget.

 

Jeg husker, at du smilte til mig. Jeg kan huske dit smil. Det varmede mine kinder. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske dit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...