Gyldne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Igang
"Langsomt, meget langsomt hørte hun de tunge trin komme nærmere. En dyb knurren. Hun fik gåsehud på armene. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst. Hun kunne mærke, at væsnet stod lige ved siden af hende. Den åndede hende i hovedet. Hun var så bange. Åbnede øjnene. Og stirrede lige ind i et par dyriske, gyldne øjne." /////Emma Friis flytter med sin mor og sin bror til et ældgammelt, forfaldent hus i den næsten mikroskopiske flække; Porsmose. Her finder hun hurtigt ud af, at landsbyboerne ved noget, som hun ikke ved - noget om det hus, hun lige er flyttet til. En gammel skrøne der er blevet fortalt fra mund til mund. Men det viser sig, at der er langt mere galt med huset, end hvad landsbyboerne tror. Men spørgsmålet er; Vil Emma nå at opdage det i tide?//////Novellen var en skoleaflevering!

7Likes
6Kommentarer
294Visninger
AA

4. "Som sunket i jorden"

”Der er rotter i kælderen.”
”Hvad?” Annette kiggede skarpt på Emma.
”Der er rotter i kælderen,” gentog Emma, imens hun stak til sin morgenmad: cornflakes med mælk. Men hun havde ingen appetit; ikke efter hun havde været nede i kælderen. Den mugne luft hang hende stadig i næsen.

”Det kan ikke passe!” udbrød Annette og rystede træt på hovedet. Hun sukkede dybt.
”Det må jeg se til senere. Jeg skal på arbejde nu,” sagde hun og bar sin egen tallerken ud i køkkenet.
”Hav en god dag! Vi ses,” sagde Annette og vinkede til dem. Et øjeblik efter smækkede hoveddøren.

 

Skoleklokken kimede og afbrød matematiklæreren midt i en sætning om hvordan man udregnede en trekants højde.
Alle eleverne brød larmende op fra deres borde og nogle gik skrålende ud for at spille fodbold, mens andre blev indenfor, deriblandt Emma.

Hun gik over i mod en lille klynge piger der stod tæt sammen i hjørnet og fnisede. 
Emma valgte at gå direkte til sagen, da hun stod foran dem.

”Hvad er det, der er med Gl. Morbærvej 13?” spurgte hun og lagde armene over kors.
”Hvad mener du?” spurgte en høj pige med mørkt hår - som Emma vidste hed Katrine - og kiggede på Emma med store, runde øjne.
”Du ved godt hvad jeg mener. I går da jeg sagde, at jeg boede på Gl. Morbærvej 13, blev I alle sammen helt underlige,” fortsatte Emma.

”Nååeh… Øh… Dét, ” mumlede Katrine.
Emma kiggede indgående på pigerne. De prøvede at skjule noget.
”Det er bare fordi: ser du…” udbrød en af pigerne pludselig. Hun hed Laura, huskede Emma.
”Man siger at huset er forbandet,” hviskede Laura dramatisk.
Det var som om at der blev helt stille i klasseværelset, og Emma fik en ubehagelig fornemmelse i maven.
”Engang for mange år siden, dengang min oldemorlevede – det er hende der har fortalt mig det - boede der et ægtepar i huset. Det var dem som byggede det. De virkede helt normale… men en dag, var konen som sunket i jorden,” fortsatte Laura dystert.
Emma stod som forstenet og lyttede opmærksomt til fortællingen.
”Hendes mand tilkaldte politiet og fortalte at han ikke havde set konen i flere dage, og han havde ingen anelse om hvor hun var. Politiet mistænkte ham for måske at have myrdet konen, for de kunne virkelig ikke opklare mysteriet. Hun var virkelig som sunket i jorden. Men pludselig forsvandt manden også. Og hans forsvinden var lige så uopklarelig som konens,” sagde Laura og kiggede alvorsfuldt på Emma.
”Siden da er det som om huset har været forbandet; hver gang nogle nye er flyttet ind, er de flyttet, forsvundet eller døde kort efter!” afsluttede Laura teatralsk.
Emma syntes ikke at kunne finde evnen til at tale; hun stod bare og stirrede på pigerne. Inden i hende udkæmpede panikken og fornuften en blodig kamp imod hinanden. Hun vidste ikke om hun skulle tro på historien eller le af den.

Resten af dagen forholdt hun sig meget stille i skolen.
 

Det var hendes mors stemme der rev hende ud af tankerne, efter at hun var kommet hjem:
”Emma! Kan dig og Viktor ikke lige smutte op på loftet med de her kasser?”
Emma gik ud fra sit værelse og mødte sin mor der stod med en favnfuld kasser i armene.
”Det er noget af alt vores ragelse, som vi ikke har nok skabe til, men som er for værdifuldt til at smide ud,” forklarede Annette.
Da Emma alligevel ikke havde noget at lave, nikkede hun og tog fat om kasserne sammen med Viktor.
Sammen fik de bakset alle kasserne op ad den lange, stejle trappe.
De åbnede døren til loftet og trådte ind i et lavloftet rum uden vinduer. Rummet blev kun oplyst af en lille pære der hang i en ledning fra loftet.
Endnu en gang blev Emma overrasket, for ligesom med kælderen var det som om at nogle af de forrige ejere havde glemt flere af deres ejendele. Spredt i rummet stod der flere gamle lænestole, et bornholmerur og nogle enkelte kasser. Der lugtede hengemt.
Hun og Viktor begyndte at slæbe kasserne ind i rummet og besluttede sig for at stille dem op ad en næsten tom væg.
Da Emma havde slæbt sin tredje kasse på plads, lagde hun pludselig mærke til noget; en lille papkasse fyldt med billeder og nogle af dem lignede, at de var blevet taget ved huset for mange år siden.
Hendes nysgerrighed tog over og hun holdt en pause med kasse-slæberiet, for i stedet at sætte sig over til den lille papkasse.
Kassen var fyldt med billeder, tegninger og noget gammelt metal-bras. Alle fotografierne var i sort-hvid og var blevet taget i hendes hus, kunne hun se. På et af fotografierne var der en tekst skrevet med snirklet skråskrift: Sigurd og Dagmar Høegberg 1894.
To midaldrende mennesker stod på billedet med armene om hinanden foran et splinternyt hus. Det var Gl. Morbærvej 13, opdagede Emma.
Emma hev opildnet papkassen helt hen til sig.

Klonk! En genstand der havde været presset inde mellem kassen og væggen ramte gulvet hårdt.
Emma kiggede forbavset om bag papkassen. Og skreg.
Det var en hånd. En kridhvid hånd. En hånd uden kød og blod – en skelethånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...