Gyldne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Igang
"Langsomt, meget langsomt hørte hun de tunge trin komme nærmere. En dyb knurren. Hun fik gåsehud på armene. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst. Hun kunne mærke, at væsnet stod lige ved siden af hende. Den åndede hende i hovedet. Hun var så bange. Åbnede øjnene. Og stirrede lige ind i et par dyriske, gyldne øjne." /////Emma Friis flytter med sin mor og sin bror til et ældgammelt, forfaldent hus i den næsten mikroskopiske flække; Porsmose. Her finder hun hurtigt ud af, at landsbyboerne ved noget, som hun ikke ved - noget om det hus, hun lige er flyttet til. En gammel skrøne der er blevet fortalt fra mund til mund. Men det viser sig, at der er langt mere galt med huset, end hvad landsbyboerne tror. Men spørgsmålet er; Vil Emma nå at opdage det i tide?//////Novellen var en skoleaflevering!

7Likes
6Kommentarer
291Visninger
AA

3. Klik, klak...

”Det her er Emma,” sagde læreren og lagde en tung hånd på Emmas skulder.
”Vil du ikke fortælle lidt om dig selv?” Læreren kiggede opmuntrende på hende.
Emma ville egentligt bare gerne hjem, men med en kraftanstrengelse åbnede hun munden og talte til klassen foran hende:
”Øh… Jeg hedder Emma Friis. Jeg har en lillebror, Viktor og min mor hedder Annette…” sagde hun og kiggede nervøst ned i gulvet. Hun brød sig ikke om at stå foran en hel flok fremmede og fortælle om sig selv.

”Jeg er lige flyttet hertil. Jeg bor på Gl. Morbærvej 13,” fortsatte hun.
Lige pludselig brød klassen ud i mumlen. De fleste af eleverne sad med åbne munde og gloede forfærdet på Emma.
”Bor du i dét hus?” hørte hun en af eleverne sige.
Læreren prøvede at kalde til ro, men det var forgæves. Alle eleverne sad og snakkede ophidset sammen. Det endte med at læreren bad Emma om at gå ned og finde en ledig plads bagerst i klassen.
Mens Emma gik ned gennem stolerækkerne, opfangede hun brudstykker af sætninger, som: dét hus, tidligere ejere, og forsvundet.
Hun var forvirret. Hvad var der med dét hus? Hendes hus?

 

Et par gyldne øjne iagttog hende glubsk. Og i næste øjeblik sprang dyret over hende.
Emma vågnede gispende op fra mareridtet. Hun havde drømt den samme drøm, som hun drømte den aften i bilen. Underligt, tænkte hun og satte sig ret op i sengen. Plejede man ikke at sige at hvis man drømte den samme drøm flere gange, ville det komme til virkelighed? Et øjeblik blev hun urolig. Hun ville helst undgå at den drøm blev virkelig. Hun rystede på hovedet af sig selv. Selvfølgelig ville drømmen da ikke blive virkelig! Sådan noget sker ikke, sagde hun til sig selv.
Hun betragtede sit værelse, imens hun prøvede at ryste drømmen af sig. Værelset var småt og malet i en lyserød farve, som Emma ikke kunne foredrage. Men alligevel var det dét værelse, som hendes mor havde tildelt hende.
Flere steder på væggene skallede malingen af; endnu et tegn på hvor gammel huset måtte være og hvor lidt det var blevet vedligeholdt igennem årene.
Flyttebilen var kommet den forrige dag, og Emma havde båret sit gamle skrivebord og stol op på værelset. På bordet havde hun stillet sit klassebillede fra hendes forrige klasse.
Mareridtet havde stadig et godt tag i Emma og hun følte sig overbevist om at hun ikke ville kunne falde i søvn igen lige foreløbig, så hun steg ud af sengen. Gulvet knirkede højlydt under hendes vægt, da hun gik hen over det. Hun krympede sig og håbede ikke at hun havde vækket Viktor eller sin mor, som sov i deres værelser på den anden side af væggen.
Imens Emma gik ned mod køkkenet, tænkte hun på gårsdagens begivenheder; eleverne ovre i skolen havde virket underligt skræmte over at hun boede på Gl. Morbærvej 13. Hun havde ingen anelse om hvorfor. Hun besluttede sig for at finde ud noget mere om dét, næste skoledag.
Nede i køkkenet snuppede hun et glas mælk og satte sig ved spisebordet. Uret på den modsatte væg fortalte hende at klokken var omkring fem om morgenen.  

Imens hun sad og nød stilheden, lagde hun pludselig mærke til nogle mørke fodspor på gulvet. Hun rejste sig fra stolen og gik på hug foran sporene, mens hun forundret rynkede på næsen. Hun tog en finger og kørte den rundt i aftrykket. Det var tørret mudder, kunne hun mærke.
Hvordan var der kommet tørret mudder ind i huset? undrede hun sig, for hendes mor havde rengøringsvanvid, og ville aldrig lade hende og Viktor gå ind med beskidte sko, og heller aldrig gøre det selv. Det gik op for hende at muddersporet ikke kom fra en beskidt sko. Det lignede mere et fodspor fra et dyr.
Men det gav jo endnu mindre mening, tænkte Emma for sig selv, for hvordan skulle et dyr kunne komme ind i huset med mudder under fødderne? De havde ingen husdyr og lod ikke bare dørene stå ulåste om natten.
Det var, imens hun var optaget af sine betænkninger, at hun lagde mærke til, at muddersporet fortsatte hen til en dør, hun endnu ikke havde brugt.
Emma rejste sig og fulgte aftrykkene hen mod døren. Hun puffede til døren der knirkende åbnede og afslørede en forfalden trappe ned til et bælgmørkt rum. En kælder.
Selvom hun og hendes familie nu havde boet i huset i tre dage, havde Emma stadig ikke været dernede.
Der lugtede muggent, med et strejf af noget råddent. Som om der ikke var blevet udluftet i en evighed, eller måske mere som om nogen havde glemt mad hernede.
Emma kunne mærke en blanding af eventyrlyst og frygt kildre i sin mave, og havde både lyst til at smække døren, løbe langt væk, men også at udforske kælderen.
Eventyrlysten vandt; hun trykkede på en stikkontakt til højre for sig, og gik derefter langsomt ned af trappen, der knagede foruroligende meget. På vej ned af trappen veg hun udenom adskillige spindelvæv der hang som gennemsigtige slør over trappen.
Da hun stod neden for trappen, kunne hun endelig tage rummet rigtigt i øjesyn.
Væggene var hvide, men de var fyldt med mørke pletter af fugt og mug. Hele rummet var propfyldt med kasser og ragelse, og det undrede Emma. Burde de forrige ejere ikke have tømt huset?
Hun slog det ud af hovedet og gik videre mens hun fulgte efter de mudrede fodspor. Hun stoppede brat op, da hun så fodsporene forsvinde ind under de tusindvis af papkasser. Det ville tage hende en evighed at flytte alle kasserne, for at finde ud af om et dyr gemte sig bag dem, og hendes klaustrofobi og angst begyndte for alvor at melde sig.
Pludselig hørte hun en lyd; Klik, klak… klik, klak.
Det føltes som om hendes indvolde frøs til is og hun fik gåsehud, men nysgerrigheden drev hende fremad.
Hun rakte hånden frem og flåede en tom papkasse væk.  Et lille dyr pilede lynhurtigt igennem benene på hende. Hun skreg. Hjertet sad helt oppe i hendes hals, mens hun så rotten sprinte af sted mod det andet hjørne, hvor den hurtigt gemte sig under en papkasse.
Hendes skrig rungede stadig, som om det blev kastet frem og tilbage mellem væggene i kælderen.
Få sekunder senere stormede Emma for fuldt kraft opad trappen med gungrende skridt og glemte alt om de mystiske fodspor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...