Gyldne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Igang
"Langsomt, meget langsomt hørte hun de tunge trin komme nærmere. En dyb knurren. Hun fik gåsehud på armene. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst. Hun kunne mærke, at væsnet stod lige ved siden af hende. Den åndede hende i hovedet. Hun var så bange. Åbnede øjnene. Og stirrede lige ind i et par dyriske, gyldne øjne." /////Emma Friis flytter med sin mor og sin bror til et ældgammelt, forfaldent hus i den næsten mikroskopiske flække; Porsmose. Her finder hun hurtigt ud af, at landsbyboerne ved noget, som hun ikke ved - noget om det hus, hun lige er flyttet til. En gammel skrøne der er blevet fortalt fra mund til mund. Men det viser sig, at der er langt mere galt med huset, end hvad landsbyboerne tror. Men spørgsmålet er; Vil Emma nå at opdage det i tide?//////Novellen var en skoleaflevering!

7Likes
6Kommentarer
296Visninger
AA

2. Huset, der bare trængte til en kærlig hånd

 

"Emma Friis! Vågn så op!"
Emma vågnede langsomt op, ved at hendes lillebror ruskede hende hårdt i skuldrene. Hun åbnede søvndrukkent øjnene og mødte sin mor Anettes dræber-blik.
”Bad jeg dig ikke om at holde øje med skiltene?” udbrød hun rasende og kiggede skiftevis på vejen og på Emma, mens hun trommede edderspændt på rattet med den ene hånd.
”Hva’?” snappede hun, da Emma ikke svarede.
”Jo,” mumlede Emma, imens hun prøvede at ryste mareridtet af sig. Hun kastede et blik ud af vinduet og så at solen var tæt ved at gå ned over det åbne landskab.
”Men det gjorde du jo så tydeligvis ikke, og nu er vi kørt forbi afkørslen!” rasede Anette, og rystede træt og irriteret på hovedet. Emma lagde mærke til, at der rundt om hendes mors ansigt hang små tjavser hår som havde løsrevet sig fra den ellers altid stramme og perfekte knold.
”Åh, jo. Undskyld,” sagde Emma opgivende.
”Det må du nok sige! Nu bliver klokken mindst ti, før vi når frem,” sukkede Anette tungt, og kiggede igen ud på motorvejen.
Det var så åndssvagt det hele, tænkte Emma for sig selv, og kiggede muggent ud på det alt for bare landskab på den anden side af bilruden.
”Hvorfor skal vi overhovedet flytte?” udbrød hun indædt, fast besluttet på at få et svar.
”Nej, ved du nu hvad. Nu begynder du ikke på den smøre – en gang til!” Anette rettede opildnet sine blå øjne mod Emma, med et blik der tydeligt sagde; Jeg gider ikke mere brok!

Det nye hus de var på vej til lå i en næsten mikroskopisk flække; Porsmose.
”Men jeg vil ikke. Jeg gider ikke til at starte i den nye skole, jeg vil ikke!” skingrede Emma vredt, og mærkede øjnene begynde at svide.
”Men sådan bliver det altså; Det er godt at komme væk fra storbyen og ud på landet hvor der er masser af frisk luft! Desuden falder du garanteret hurtigt til i din nye skole!” sagde Annette mens hun prøvede at holde en optimistisk tone.
”Som om du selv tror på dét der bræk. Du vil kun væk, for at komme så langt væk fra far som muligt!” råbte Emma så højt at hendes lillebror Viktor som sad på bagsædet, klemte hænderne for ørerne, men ellers tog han sig ikke synderligt af deres skænderi.
Lige efter ordene havde forladt Emmas mund, vidste hun at hun aldrig skulle have sagt dem. Hun så til imens hendes mor pustede sig op – hendes ansigtskulør gik på få sekunder fra kridhvid til kraftig tomatrød. Emma havde lige overskredet en tydelig optrukken grænse.
”Jeg vil ikke høre NOGET SOM HELST om ham!”
Ordene blev næsten kastet ud af Annettes mund – dryppende af foragt og raseri.

For nylig var Emmas forældre blevet skilt, og siden da havde moren nægtet at tale om faren.
Emma kunne mærke at det ville være dumt at svare igen, så hun opgav skænderiet og lænede sig i stedet tilbage i sædet med et forbitret suk.

Resten af køreturen forholdt alle sig i tavshed.

 

Natten var kulsort, da familien Friis endelig nåede frem til deres bestemmelsessted, to timer senere end forventet. Deres lille, blå bil holdt på en gårdsplads ved siden af et stort mørklagt hus.

Annette sprang hurtigt ud af bilen og begyndte at læsse tasker ud fra dens lille bagagerum, mens Emma og Viktor gav sig god tid med at betragte huset.

Huset lignede næsten en herregård. Det var stort og så meget gammelt ud. En trappe førte op til hoveddøren, som var placeret midt på husets langside. Der lå også en stor og dunkel skov tæt bag ved huset.
Hele grunden var overbegroet med planter og Emma fik det indtryk at huset havde været forladt i lang tid. Det var i hvert fald ikke blevet vedligeholdt i lang tid.

Emma følte sig ikke særligt tryg ved at forlade bilen, og ønskede mere end nogensinde før at de ikke behøvede at flytte.
Med et suk steg hun ud af bilen og gav sig til at hjælpe sin mor med at læsse tasker ind i huset.
Døren knirkede ildevarslende da Annette skubbede den op, og Emma og Viktor trådte indenfor i mørket, med hver en taske over skulderen. De kunne næsten intet se, og Emma blev i et skrækkeligt øjeblik mindet om sit mareridt, da hun mente at kunne høre en klikken af kløer.
”Hørte I det?” udbrød hun og kiggede spejdende ind i mørket.
”Hvad snakker du om?” spurgte Viktor, imens han fingererede ved en stikkontakt på væggen.
”Ikke noget,” sagde Emma. Hun måtte have bildt sig det ind.



En halv time efter havde Emma og Viktor tændt alle lys i hele stueetagen, og Annette havde fået båret taskerne ind og bakset nogle midlertidige sovepladser sammen nede i stuen.
Emma havde indtil videre opdaget flere steder, hvor husets alder slog igennem; ude i gangen var der et lille hul i væggen og i bryggerset var der hul i et af vinduerne og et af skabene i køkkenet var gået af hængslerne.
Hun havde prøvet at nævne det for sin mor, men Annette havde bare viftet hende væk, med et; ”Det er et gammelt hus, og det trænger bare til en kærlig hånd!”
Nu lå hun på en tynd madras i stuen, og prøvede på at holde varmen under sin dyne. Hun følte sig langtfra overbevist af sin mors ord, men hun havde opgivet at diskutere med hende; hun ville gerne undgå at blive uvenner med hende igen.
Viktor og Annette var for længst faldet i søvn, så nu lå Emma alene og lyttede til nattens lyde. Den næste dag skulle hun starte i den nye klasse. Hun have aldrig skiftet skole før, og var nervøs for hvordan klassen ville tage imod hende.
Imens hun lå i sine tanker, så hun ud af øjenkrogen pludselig en stor skygge der bevægede sig. Hun rettede sig lynhurtigt op; ikke det mindste søvnig længere. Hun spejdede rundt. Hun kunne ikke se noget usædvanligt, andet end at gardinet ved vinduet blafrede let.
Hun blev irriteret på sig selv. Der var jo ingenting. Hun måtte virkelig se at få styr på sine nerver.
Og med de ord til sig selv faldt hun i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...