Gyldne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Igang
"Langsomt, meget langsomt hørte hun de tunge trin komme nærmere. En dyb knurren. Hun fik gåsehud på armene. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst. Hun kunne mærke, at væsnet stod lige ved siden af hende. Den åndede hende i hovedet. Hun var så bange. Åbnede øjnene. Og stirrede lige ind i et par dyriske, gyldne øjne." /////Emma Friis flytter med sin mor og sin bror til et ældgammelt, forfaldent hus i den næsten mikroskopiske flække; Porsmose. Her finder hun hurtigt ud af, at landsbyboerne ved noget, som hun ikke ved - noget om det hus, hun lige er flyttet til. En gammel skrøne der er blevet fortalt fra mund til mund. Men det viser sig, at der er langt mere galt med huset, end hvad landsbyboerne tror. Men spørgsmålet er; Vil Emma nå at opdage det i tide?//////Novellen var en skoleaflevering!

7Likes
6Kommentarer
295Visninger
AA

6. Gyldne øjne

Det enorme dyr stod foran hende. Den prustede hende i hovedet. Lugten af rådne lig, nåede hendes næsebor. Dyret lignede en enorm ulvehund. Tårnede sig op over hende. Pelsen var stålgrå og pjusket. De gyldne øjne betragtede hende blodtørstigt.
Den kunne lugte hendes frygt. Næste øjeblik kastede den sig over hende.


Det gav et sæt i Emma, da hun vågnede. Hun kunne stadig mærke angsten krible under sin hud, da hun stod ud af sengen.
Hun forstod ikke hvorfor hun blev ved med at drømme den samme drøm. Og tanken om at nogle mente, at drømme kunne komme til virkelighed, plagede hende endnu mere.

Det var klassens tid. Emma rakte hånden op og blev taget.
”Ved I hvem Sigurd Høegberg var? Han boede i mit hus i 1890’erne” sagde hun.
Mange kiggede uvidende på hende, men en enkelt elev rakte hånden op. Det var Laura.
”Jeg tror godt , at jeg har hørt om ham. Det var ham og hans kone der forsvandt,” forklarede hun resten af klassen, der straks lyste op. Nu føg hænderne i vejret:
”Jeg har hørt at han var videnskabsmand!” sagde én.
”Ja. Han var vist lidt af en særling,” udbrød en anden.
”Og han elskede hunde!” sagde en tredje.
Emma blev helt perpleks da alle pludselig kastede udsagn i hovedet på hende.

Emma smækkede døren og løb ind på sit værelse, så snart hun kom hjem. Hun måtte finde ud af noget mere om Sigurd.
Hun smed sig i sin stol og tændte hurtigt sin computer. Hvis han var en videnskabsmand, måtte der da ligge en artikel om ham på nettet? Hun var ikke sikker, men hun håbede. Hun var helt sindssyg af spænding. Hvordan var han forsvundet?
Da computeren var klar skyndte Emma sig at indtaste Sigurd Høegberg i et søgefelt. Hun åndede lettet ud; der var op til flere artikler om ham.
Hun klikkede sig ind på en af dem, og et kort tekst mødte hende.


Sigurd Høegberg (f. 1833 – 1899) var en forsker og videnskabsmand der forskede indenfor hundes legemsdele.  Han er dog mest kendt for at have opfundet en formular, man bruger til at opmåle medicin pr. kroppens kg.
Sigurd var meget fascineret af Frankensteins bedrifter og han har sagt, at hvis han skulle forske indenfor andet end hunde, så skulle det være at kunne genoplive.
Inden Sigurd gik bort, udtalte han flere gange til medierne, at han var i gang med et eksperiment, der ville være banebrydende for hele verden. Verden nåede dog ikke at se dette eksperiment, da han døde et halvt år efter udtalelserne.


Emma tænkte som en gal. Det var mystisk, det her. Hvordan var Sigurd forsvundet?
Hun hørte en dør der knirkende blev åbnet nedenunder og tænkte at Anette eller Viktor måtte være kommet hjem.
Hun forstod stadig intet - andet end at, alt med Sigurd var meget gådefuldt. Det gav jo slet ikke mening, tænkte Emma forvirret.
I det samme kom hun i tanke om dagbogen; måske stod der noget nyttigt i den!
Hun fandt den hurtigt frem og slog op i den. Hun landede på en side med overskriften:


25. marts 1898

Det er lykkedes! Det er fantastisk.
Dagmar er ellevild. Det er som at opleve hende ti År yngre.

Og Boris er godt nok også een dejlig lille éen.
Men jeg vil holde vores Succes udenfor Offentlighedens Lys lidt i nu. Jeg vil være sikker på at der ikke er Bivirkninger ved Eksperimentet.


Der var vedlagt et billede af en dame – det måtte være Dagmar – sammen med en lille hvalp med pjusket pels. Den virkede bekendt.
Det var som om noget faldt på plads indeni Emma. Det var grusomt, frygteligt... Hvis hun altså gættede rigtigt…
Hun turde ikke tænke tanken til ende, i stedet bladrede hun videre; der kom flere fotografier af Dagmar med den lille hund. Men for hvert billede blev den større og større og så vildere og barskere ud.
Hun læste teksten ved én af de næste dage:

 

 10. maj 1898
Jeg er ved at blive bekymret. Boris vokser umådeligt hurtigt. Han er faktisk næsten lige så høj som Dagmar. Det er ikke naturligt for en Hund. Jeg forstår det ikke.
Men Dagmar bliver kun gladere og gladere for hver Dag der går, så Jeg nænner ikke at gribe ind.
Men det står mig klart, at der må findes een Løsning på det. Ellers kan Dét her gå hen og gå galt.


Emma blev mere og mere grebet af dagbogen. Hun kunne ikke stoppe med at læse. Hun var kommet til den næstsidste side.
 

17. maj 1898
Jeg sagde det jo til mig selv! Men jeg gjorde ikke noget ved Det. Dagmar er væk. Og Boris med. Jeg har ingen anelse om, hvor de er blevet af.
Det står dog klart for mig, at Boris har forvandlet sig til et Monster. Og jeg er bange for at det er ham,, som har taget Livet af Dagmar. Men det var mig, der skabte ham. Dermed har
jeg dræbt Dagmar.
Jeg kan ikke holde det ud! Jeg vil gøre en ende på mit Liv. Men først når jeg har fået tilintetgjort Boris.


Emma stoppede med at læse.
Hun havde ret; Sigurd havde selv sagt at han havde været fascineret af Frankenstein og han skrev selv at han havde skabt et monster: Sigurd måtte have genoplivet sin døde hund! Men den havde forvandlet sig til et monster, tænkte Emma. Hendes hoved kørte på fuldt tryk. Og Dagmar var forsvundet, ligesom Laura havde fortalt.
Emma gav sig til at læse den sidste side der var skrevet på:

 

19. maj 1898
Jeg har nu fundet ud af hvor Boris befinder sig. Den har gravet en Tunnel fra Kælderen! Jeg ved ikke hvor den fører hen, men jeg vil begive mig derned. Jeg bliver nødt til at stoppe ham… før han får dræbt andre.
Måske kommer jeg aldrig til at skrive i denne Bog igen.


Sådan sluttede dagbogen.
Emma havde det som om hendes hjerte stoppede. Sigurd måtte være død i forsøget på at dræbe monsteret Boris. Men hvad var der så blevet af Boris?
Alle brikker faldt omgående på plads i Emmas hoved. Det forklarede alle de andre tilflytteres forsvinden eller død.
De måtte væk, før det var for sent, erkendte Emma i sit sind.
I det samme hørte hun en knirken. Hun for rundt…
… Og mødte et par gyldne øjne - Hunden fra hendes drøm…
Boris.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...