Gyldne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Igang
"Langsomt, meget langsomt hørte hun de tunge trin komme nærmere. En dyb knurren. Hun fik gåsehud på armene. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst. Hun kunne mærke, at væsnet stod lige ved siden af hende. Den åndede hende i hovedet. Hun var så bange. Åbnede øjnene. Og stirrede lige ind i et par dyriske, gyldne øjne." /////Emma Friis flytter med sin mor og sin bror til et ældgammelt, forfaldent hus i den næsten mikroskopiske flække; Porsmose. Her finder hun hurtigt ud af, at landsbyboerne ved noget, som hun ikke ved - noget om det hus, hun lige er flyttet til. En gammel skrøne der er blevet fortalt fra mund til mund. Men det viser sig, at der er langt mere galt med huset, end hvad landsbyboerne tror. Men spørgsmålet er; Vil Emma nå at opdage det i tide?//////Novellen var en skoleaflevering!

7Likes
6Kommentarer
297Visninger
AA

1. Gyldne øjne

Hun stod alene i mørket. Helt alene. Aldeles alene.
Kiggede sig rundt. Intet. Alt for mørkt. Gik et skridt frem. Måtte videre. Måtte væk. Hun ville væk fra mørket, hun kunne ikke lide det. Hun fortsatte fremad.

Men pludselig bevægede grunden sig under hendes fødder. Hun væltede og hørte lyden af tusindvis af kløer mod hårdt trægulv. Klik, klak, klik, klak. Frygten boblede op inden i hende. Lydene af de tusindvis af kløer kom nærmere. Alt for tæt på.

Hun mærkede dem, de kravlede hen over hende. Deres knivskarpe kløer var som knive, der flænsede hendes hud. Hendes skrig flængede mørket. De var overalt, og hun mærkede deres sylespidse tænder bide sig fast i hendes hud. Hun skreg inderligt. Sparkede, slog og kæmpede for at komme fri af mængden. Rotter. Det var rotter. Hun kendte lugten. Det var den værste smerte hun nogensinde havde oplevet.
Et brøl flød pludselig gennem mørket. Højt og rungende. Rotterne holdt pludselig inde med deres kradseri. De sprang lynhurtigt væk fra hende og flygtede ud i mørket. Hun kunne høre deres kløer klikke mod gulvet i lang tid. Hun lukkede øjnene. Lyttede. Langsomt, meget langsomt hørte hun tunge trin komme nærmere. En dyb knurren.
Hun fik gåsehud på armene. Hendes hjerte galopperede i hendes bryst.
Den stod lige ved siden af hende. Åndede hende i hovedet. Hun var så bange.
Hun åbnede øjnene. Stirrede lige ind i et par dyriske, gyldne øjne. De stirrede glubsk på hende. Og så åbnede væsnet munden og ud brød en velkendt stemme:
”Emma Friis! Vågn så op!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...