Happy Home ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2014
  • Status: Færdig
Olivia Livlie Walker ved ikke hvad hun går ind til, da hun skal flytte fra Danmark til England. Hun skal efterlade alt bag sig, selv sin mors grav. Hun ved intet om hvem hendes fars nye kæreste er og vil heller ikke. Hun er fars lillepige, men selv Olivia skuffer ham nogle gange. Er Olivia klar til at gå ind i et nyt kendis eventyr med nye bekendtskaber, had, kærlighed, nye omgivelser og meget mere? Måske bliver alt lykkeligt og perfekt og måske det helt omvendte? læses på eget ansvar* (Kan være urealistisk nogle steder)

409Likes
461Kommentarer
149308Visninger
AA

31. Kapitel 26 | Concert

-Concert

"Kom nu humpe dumpe!" Brokkede Zayn imens han skubbede blidt til mine krykker. Vi er så på vej til deres første koncert på Touren og ja, i kan nok tænke jer til at jeg er lidt langsom.

"Jeg kan ikke gå hurtigere Zaynster!" Grinte jeg og humpede videre. Niall havde jeg ikke snakket med, siden han fortalte at han havde følelser for mig. For det var ikke lige det jeg havde forventet og jeg har heller ikke brug for det, for jeg har Mitch at savne.

"Nånånå hysse! Så lad mig løfte dig?" Fnes han og stoppede op. Jeg kiggede useriøst på ham i starten, men fandt ud af at han faktisk mente det.

"Boo Bear tag lige hendes krykker!" Kommanderede han og tog dem ud af hænderne på mig, for at række dem til Louis. Uden at få advide hvornår Zayn ville løfte mig, gjorde han det bare så jeg svang mine arme om hans hals for at hjælpe med vægten.

"Sådan det var meget hurtigere humpe dumpe, synes du ikke også?" Fnes han og drejede ved hjørnet af en bygning. En masse skrig lød pludselig, da fansene endelig så deres idoler. Hvad mon de tænker ved at jeg bliver båret?

"Wow, hvordan kan i holde til de skrig man!" Brokkede jeg og tog hænderne for mine øre. Jeg kunne se Zayn grine i min øjenkrog, som fik mig til at rulle øjne.

"Guys, jeg går bare direkte ind med Livia" Informerede Zayn og gik væk fra de skrigende fans og ind til et stort rum. Der var nogle sofaerne, et buffet bord -sikkert til Niall- og en dør der stod Concert på.

"Nu må du ikke flygte vel, for du kommer nok ikke så lang uden dine krykker humpe dumpe" smirkede han og satte mig ned på en af sofaerne.

"Jeg har da mine krykker?" Sagde jeg forvirret.

"Nope, Louis vil gemme dem så du ikke bare sådan går fra os" fnes han stadig med alvorligere i stemmen.

"Og hvorfor skulle jeg gå fra jer?" Spurgte jeg.

"Vi ved hvor meget du savner Mitch, vi har selv set hvad du har købt til ham. " grinte han og gik lidt rundt i rummet.

"Skrid nu bare ud til jeres fans! Jeg snakker med jer hver dag og de gør de ikke, smut så Zaynster" grinte jeg og lagde mig bedre tilpas i sofaen.

"Så du hader os?" Grinte han.

"Der er konstant mandehørm hvor end jeg går!" Grinte jeg.

"Nå jeg smutter, vi ses" sagde han og forsvandt ud af min synsvinkel. Fedt man! Loner time!

~*~*~*~

"Babe hvad sker der hvor du er? Der larmer?" Spurgte Mitch. Som i nok kan tænke jer til, snakker jeg med Mitch over mobil. Jeg gider ikke at Skype, da jeg intet net har.

"Jeg er til deres koncert nu, hvor jeg sidder backstage!" Sagde jeg lidt højt for at han overhovedet kunne høre mig.

"Fedt! Har din fod det bedre?" Spurgte han.

"Ja lidt.. Men blev tit båret rundt med, da jeg åbnebart går for langsomt?" Svarede jeg med et svagt grin.

"Jeg savner dig sådan Livia! Hvornår kan du komme på besøg?" Spurgte han.

"Det ved jeg ikke? Skal nok snart finde ud af noget med Harry om jeg ikke bare kan tage flyet tilbage en dag?" Sagde jeg samtidig med at jeg kløede mig i nakken.

"Du skal ikke tage et fly skat! Der er jo psycho fans over all! Så tager jeg ihvertfald flyet hen til hvor du er og følger dig tilbage!" Råbte han nærmest i telefonen.

"Okay okay? Hvordan går det med skolen?" Spurgte jeg.

"Meget fint.. Vi har haft fri pga lærene er syge! Jeg tror nogle har forgiftet dem" grinte han.

"Ellers har de nok fået stres pga dig!" Fnes jeg.

"Orh du så dum!" Grinte han.

"I know! Men du elsker mig stadig!" Sagde Jeg. Det mindede mig om det Niall sagde.. Hvad skulle jeg gøre ved det?

"Selfølgelig babe! Hvem kan ikke elske dig!" Råbte han glad. Åh nej..

"Lad vær med at sige det Mitch.." Mumlede jeg ned i mobilen.

"Hvorfor?" Spurgte han nervøst.

"Dagen jeg var på stranden, var der nogle drenge som piftede. Den ene slog mig i røven, så både Harry og jeg råbte af ham" forklarede jeg.

"Jeg flår hovedet af den dreng babe! Ingen skal røre min pige!" Vrissede han.

"Jeg elsker dig Mitch, husk det." Sagde jeg.

"Jeg elsker og savner dig sindsygt!" Sagde han højt.

"Jeg savner også dig" løj jeg.

For første gang i lang tid, savnede jeg ham slet ikke. Overhovedet ikke, men det kunne jeg da ikke bare sige det til ham vel? Man kan ikke bare sige til sin kæreste: "jeg savner ikke dig" og så bare tro alt er godt. Nej vel!?

"Babe er du der?" Spurgte han og trak mig ud af min trance.

"Ja undskyld hvad?" Spurgte jeg.

"Nåmen ikke noget.. Jeg skal til at i seng, så vi snakkes" sagde han.

"Ja ses" mumlede jeg og lagde på.

Hvad havde jeg gang i? Hvorfor kunne jeg ikke savne ham længere..? Jeg elsker ham sku da?

Eller gør jeg..

_____

Fordi den er kommet op på de 143 favorites:)) Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...