Happy Home ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2014
  • Status: Færdig
Olivia Livlie Walker ved ikke hvad hun går ind til, da hun skal flytte fra Danmark til England. Hun skal efterlade alt bag sig, selv sin mors grav. Hun ved intet om hvem hendes fars nye kæreste er og vil heller ikke. Hun er fars lillepige, men selv Olivia skuffer ham nogle gange. Er Olivia klar til at gå ind i et nyt kendis eventyr med nye bekendtskaber, had, kærlighed, nye omgivelser og meget mere? Måske bliver alt lykkeligt og perfekt og måske det helt omvendte? læses på eget ansvar* (Kan være urealistisk nogle steder)

409Likes
461Kommentarer
149556Visninger
AA

20. Kapitel 16 | Hate

-Hate

Det var omkring en måned siden skænderiet fandt sted. Harry tog væk for nogle uger siden, da de skulle arbejde med noget musik. Anne havde snakket med min far, da jeg slet ikke ville om at jeg godt måtte være i et forhold. Far var dog kritisk i starten, men overgav sig til sidst. Derfor har mig og Mitch gjordt det officielt. Jeg troede alt ville være godt igen, men nej. Der kom vildt meget Hate, da det rent faktisk blev godkendt det med bladet. Jeg fik flere forskellige med:

"Skrid fra Harry! Han er min! Og kun min!"

"Du ødelægger Harry's liv! Skrid luder!"

"Dræb dig selv!"

"Harry hader dig!"

"Flyt ned i en grotte! Du er pisse grim!"

"Flyt tilbage til Danmark og ned til din mor!"

Den sidste slog dog mest. Jeg kunne virkelig ikke forstå hvordan de kunne sige sådan noget? Desuden har jeg holdt det hemmeligt for Anne, Mitch, far og Harry og Gemma. Jeg vidste ikke engang hvordan de vidste det med min mor?!

Jeg havde fået min uniform på til skole og manglede kun at rette mit hår. Idet jeg havde sat hestehalen, kom Anne herud. Hun smilte stort til mig, og ja! Vi er gode venner og jeg har accepteret barnet.

"Er du klar?" Spurgte hun. Idag havde hun håret nede som altid, en stram stroptrøje, så man kunne se hendes mave som begyndte at vokse. Jeg nikkede og hoppede hen efter min taske. Men den var der ikke?

"Anne? Hvor er min taske?" Spurgte jeg og kiggede lidt rundt i gangen.

"Arh! Den havde jeg lagt ud i bilen, da jeg fornemmede du ville glemme den.. Tjep tjep" grinte hun og skubbede mig ud af døren.

"Du skal selv finde hjem fra skole, er du okay med det? Ellers kan jeg godt skaffe en taxa?" Spurgte hun imens vi gik hen mod bilen.

"Gå er fint nok. Mitch kan bare følge mig. " smilte jeg og hoppede ind i bilen.

Nu skulle jeg bare overleve en dag, med hate. Endnu en gang..

~*~*~*~

"Babe, kommer du?" Spurgte Mitch. Jeg kiggede forvirret rundt og så at klassen var gået ud. Havde jeg stenet? Jeg nikkede med et anstrengt smil og tog hans hånd. Ingen på skolen havde givet mig hate og det var jeg glad for.

"Du virker væk skat? Er du okay?" Spurgte han og kiggede mig ind i øjnene, samtidig med at vi gik ud af klassen.

"Jeg er helt okay, bare lidt omtumlet?" Mumlede jeg og kiggede hen af gangen. Alle var på vej ned til kantinen, fordi vi alle skulle spise. Aka PAUSE!

"Af hvad dog?" Spurgte han.

"En blanding af alt! Tro mig, du gider ikke at høre på det" svarede jeg.

"Jo kom nu skat" pressede han.

"Du presser skat, j-jeg vil bare ikke snakke om det!" Snappede jeg. Vi var nu ankommet til køen til maden.

"Iorden babe, men hvis det er alvorligt. Så sig det" sagde han og plantede et kys på min kind. Jeg nikkede lavt. Tårene formede sig i øjenranden, så jeg hurtigt og rystende tørrede mig under øjnene. Hvorfor tuder jeg hele tiden!?

"Skat du græder? Hvad er der sket, nej vent? Kom med!" Sagde han hurtigt og lagde Bakken fra sig. Uden at vente på mit svar, løftede han mig op i brudestil. Hvad skulle det til for?

Da vi kom ud på pigetoilettet, kiggede jeg akavet rundt. Han måtte Gufanden ikke være herinde!

"Nu fortæl mig" sagde han og satte mig op på bordet, hvor håndvaskene også var. Han stod imellem mine ben, så jeg tog muligheden og svang mine arme om ham, grædende.

"D-de hader mig.." Hulkede jeg ned i hans skulder.

"Hvem hader dig?" Spurgte han forvirret.

"Dem der ved om os! De.. De siger jeg ødelægger Harry's liv og jeg burde dø?" Hulkede jeg. Han trak mig bedre ind til sig og lod mig græde ud. Hvilket var dejligt, for sidste gang var da jeg græd ved Harry.

"Du skal ikke høre på dem babe! De ved intet om dig? Hvorfor tror du på det, sikke noget vrøvl de siger" sagde han mod min pande.

"Det passer jo!" Hulkede jeg.

"Nej babe! Har du snakket med din far om det?" Spurgte han. Jeg rystede hovedet.

"Gør det, for min skyld. Du ved jeg elsker dig og det gør alle andre også, Harry elsker dig" hviskede han.

Hvorfor er du så fantastisk Mitch!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...