She who conceals

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Kaly lever i en verden, hvor spejle er forbudt, at vise sin krop er forbudt og egentligt bare at være sig selv er forbudt. Det eneste hun laver er at gå i skole, sove, spise salat og flyve på techboard. Hun keder sig. Som en af de eneste åbenbart. Så da hun møder en dreng, som viser sig at være helt anderledes end hun troede, ser hun verden på en helt anden måde. Drengen ved mere om Kalys fortid end hun selv gør. Pludselig er alt ikke så enkelt og kedeligt og Kaly opdager at hun måske hører til en helt anden kategori end alle andre. Næsten alle andre.

1Likes
0Kommentarer
210Visninger

2. Set

 

Jeg står og kigger på billedet af min mor. Hun er smuk. Langt bølget hår, store blå øjne, markeret kindben og køn mørk hud. Jeg ser på min fars billede. Han har sort hår, grønlige øjne, en stor mund og er ser bleg ud. De passer så lidt sammen, at det gør dem perfekte for hinanden. Jeg vil også finde en, som matcher mig perfekt. Men hvordan skal man kunne vide hvem der passer til en, når man ikke selv aner hvordan man ser ud? Spejle blev forbudte for 73 år siden, da vi fik en ny konge. Ja, han er vores konge. Eller det mener han selv. Vi er i år 2035 og han mener at en konge er den eneste regeringsform, der er rigtigt. Han har sikkert ret. Det fungere meget fint. Ikke fordi jeg ved meget om samfundet bag murene, men mine forældre lyder til at have det godt. Så det har de vel? Jeg har ikke set dem siden jeg var 5 år. I 11 år har jeg levet uden forældre. I starten var det underligt, men nu har jeg vænnet mig til det. Næsten. Jeg bor i et lejlighedskompleks med en masse fra skolen. Jeg kender ikke halvdelen af dem. De siger at vi ikke behøver at skabe venner. Vi får nogle ny, når vi kommer over på den anden side af muren. Jeg har dog skabt venskaber og det gør andre også. Alle glæder sig til at blive 17 år og derved komme over på den anden side af muren, men jeg ved ikke helt om jeg gør. Det gør jeg vel. Jeg får tit af vide, at jeg tænker for meget. Både i skolen og udenfor. Jeg må heller gøre mig klar. 

 

"Kaly kom nu! Vi har bare ikke at komme forsent!" råber Brea, der står for enden af trappen. "Igen". Tier hun aldrig stille? Hvis dette var eksamen ville jeg få topkarakter. For svaret er nej. Brea snakker hele tiden. "Jeg kommer rolig nu. Står mit techboard ved trappen?" råber jeg og hopper ned af trappen. Jeg håber at mit techboard står der ellers er jeg i problemer. Jeg drejer om hjørnet ud til hoveddøren og ser Brea stå med to techboards. "Det var på tide. Jeg har fået nogle gode pladser!" Vi skal se balltech på stadionet. En tradition vi har næsten hver måned. Jeg kan egentligt ikke lide balltech, men det er nu meget hyggeligt. Det er selvfølgelig også en god undskyldning for at købe en chai latte. Min ynglings drink. 

 

I det jeg hopper af mit techboard, hører jeg Davy kalde bag mig. Jeg vender mig om og ser ham komme imod mig. Han er så sexet. Han fuldfører beachlooket og skaterlooket totalt godt. Hans sjusket mørke hår, grønne øjne og Colgate smil. Han er perfekt. "Hej skat". Bræk min arm! Kaldte Mr. Perfekt mig lige skat? Dette er den bedste dag i mit liv. Jeg smiler til hans smilende ansigt og ser på ham... mens han går forbi mig. Over til Gabby. Hvad tænkte jeg på? Drenge som Davy er kærester med piger som Gabby. Sikker, sexet og smuk. En SSS-pige som Brea og jeg kalder perfekte piger. "Kom nu Kaly! Vi er allerede for sent på den. Hvis du skal have din latte skal du eddermame skynde dig!" Råber Brea fra den anden side af pladsen. Jeg skynder mig forbi det perfekte par, stadig stirrende på Davy, og løber over til Brea. "Jaja, du løber også så pisse hurtigt jo" siger jeg og slår hende på skulderen. "Av for pokker K! Lad lige vær med at vrid min arm af led. Desuden ved vi begge godt, at du nok er den hurtigste her på stedet, så ti stille" siger Brea og ser surt på mig. Okay jeg er hurtigt. Meget hurtigt, men hvad skal jeg bruge det til? Det eneste jeg laver er, at gå i skole, spise og sove. Og se balltech. Desværre. "Skal vi se den kamp eller hvad?" siger jeg og sender hende et stort smil. Hun ser surt på mig igen, men kan ikke holde masken, så hun griner og klemmer min skulder. Vi går ind i ad en stor åben bort og komme ind i den store hvide og velkendte hal. Lige meget hvor mange gange jeg kommer her, så ser det altid så kedeligt ud. Hvidt overalt. Trapperne i siderne, som der går op til tilskuerpladserne, er hvide. De sofagrupper med tilhørende kaffe, som er placeret 5 steder i hallen, er hvide. Lamperne er hvide, gulvet er hvidt, loftet er hvidt, ja selv blomsterne er hvide. Kedeligt og enkelt. Som altid.

Jeg skynder mig hen til cafeen, køber en chai latte og skynder mig derefter Brea, som allerede er på vej op af trapperne. Vi finder vores pladser og sætter os ned. Jeg snuser ind og føler mig hjemme. Atmosfæren der er på stationen findes ingen andre steder. Duften af ny klippet græs, sved, popcorn og læder frs sæderne. Jeg kan mærke spændingen. Alle er spændte. Balltech er den eneste sport vi har og derfor går alle op i den.

Dommeren kommer ud fra en af hulerne i stadionets sider og går ind på midten af banen. Han er sort og rød. Han er en af de eneste, som må gå med farvet tøj. Han fløjter og spilleren kommer ind og stiller sig ved siden af ham. Vi er i sort og modstanderen er i hvid. Som altid. Sort og hvid. Hvis vi er heldige hvid og sort. Jeg smiler for mig selv. Selvom balltech ikke siger mig noget, så elsker jeg at sidde her ved siden af Brea og bare nyde øjeblikket. Der er 6 spillere på hvert hold. På vores hold er Davy, Simon og 4 andre. Selvfølgelig så perfekt som Davy er, så er han jo både holdkaptajn og stjernen. Spiller er meget enkelt. Rundt omkring i siderne på stadionet, er der en masse huler. Her kommer boldene ud i en uigennemskuelig rækkefølge. Der er en joker for hvert hold. Davy er vores. De flyver inde på midten i en cirkel, men deres holdspillere breder sig ud på banen. Også på techboards selvfølgelig. Dommeren fløjter og jokerene skal så hurtigt så muligt lytte til sine medspiller, som råber, hvor bolden er kommet ud. Jokerene skal så hurtigt så mulig få fat i bolden, uden at falde af og så kaste den videre til en af medspillerne. Når alle har rørt bolden uden at røre sig, uden at tabe den, uden at falde af og uden at blive rørt af modstanderen har man vundet. Spillet er lige så enkelt som alt andet. Spillet går i gang og man kan hurtigt se at vi er overlegne, så jeg ser fraværende til. Uden at tænke mig om, så kigger jeg op. Jeg ser noget stort svæve på himlen og kan mindes at jeg engang har set noget lignende i en børnebog. Hvad er det nu? Jeg kigger hurtigt ned igen. Vi må ikke kigge op. Vi kan risikere at blive blinde siger de. Dog er det aldrig sket for mig. Jeg tror bare ikke det vil have os til at se, hvor meget de egenligt beskytter os. Fly! Det er et fly. Jeg har aldrig det sådan i virkeligheden før. Hvad laver det her? Lige pludselige springer mit hjerte et slag over. Nogen har set mig kigge op. Nogen kigger på mig. Jeg vender mig om og ser par bare grønne øjne stirre på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...