Manden med kaninmasken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Nina er en helt almindelig pige, der er indlagt på et hospital. Hun har ved en ulykke fået lammet sine arme og sin overkrop. Nina er træt af hospitalet, men hun kan jo ikke ligefrem flygte. En dag kommer en mand med en kaninmaske på hovedet og besøger hende. Mandens opgave er at underholde Nina, så hun kommer til at le og glemmer smerten. Det ved Nina ikke, og hun kommer hurtigt til at synes godt om manden. Manden bliver også fascineret af Nina uskyldige personlighed, og de begynder at mødes på et skummelt sted på hospitalet, hvor ingen andre kommer. Nu afslører manden, hvem han i virkeligheden er..

4Likes
2Kommentarer
258Visninger
AA

3. To minutter før 17

16:57:58 hørte jeg bløde skridt uden for døren. 

"Nina, det er bare mig. Rolig. Jeg kommer ind lige nu." Han lukkede døren efter sig og kom hen til mig. Han havde en heldragt på denne gang. Den var pjusket og gennemblødt. Det måtte regne udenfor, men jeg kunne ikke se det, da gardinerne stadig var trukket til. Det havde de været, siden en sygeplejeske havde været inde og tage min puls og blottryk klokken 14. Det føltes allerede som en evighed siden. Tiden gik langsomt her. At jeg nu havde en kaninmand til at besøge mig et par gange om dagen, hjalp ikke særlig meget på det. 

Han satte sig på min seng, som havde gjort tidligere på dagen. "Har du noget imod, at jeg lyner min dragt lidt op? Jeg fryser lidt og jeg er ret våd.." Jeg kunne fornemme et uskyldigt smil bag hans maske. 

"Okay." Jeg gabte og flyttede lidt på mine armes placering i de halvt ubehagelige bøjler, der hang i loftet og ned til min seng, men uden held. Han så mig gøre det og tilbød at hjælpe. 

Han skubbede mig blidt i en anden position og rettede puden bag min ryg. Som en far, der passer på sin syge datter. Det føltes bare anderledes på en måde.

Da han havde sikret sig, at jeg lå godt, vendte han sig mod mig og lod mig betragte, hvordan han langsomt lynede ned i den øverste del af dragten ned.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men hans overkrop var solbrun og veltrænet. Jeg var ikke den, der gik mest op i den slags, men jeg var da lidt imponeret.

Han opfattede det tydeligvis, for han nikkede. "Er du imponeret nu? Har du skiftet mening?" spurgte han. Ikke påtrængende, og ikke flabet. Bare ud af den blå luft.

Jeg overvejede kort, hvad jeg skulle sige.

"Jah."

Jeg smilede for mig selv. Det var jo let. Lettere, end jeg havde forestillet mig. 

"Det tog mig en god portion tid." Han nikkede mod sin sixpack og spillede lidt med den. Det så komisk ud, at jeg slap et fnis. 

 

"Jaja! Se! Der er ingen grund til at afvise mig! Imma good guy!" grinede han. Det fik mig til at grine så meget, at jeg fik noget spyt galt i halsen og begyndte at hoste istedet.

"Babe, kom her." Han lagde den ene arm om mig og bankede forsigtigt på min ryg, indtil det holdt op.

"Tak" sagde jeg groggy og begyndte at tænke over, hvorfor han kaldte mig "babe" - og jeg kunne lide det. Det lød lidt overfladisk, men han havde en veltrænet krop, så..

 

Han afbrød mig i mine tanker, da han rejste sig op. "Vi ses i morgen. Hej." Han gik langsomt hen til døren. 

"Hey, vent lige lidt.." kvækkede jeg. Hand vendte sig om.

"Hvad er der?" spurgte han.

"Jeg ved jo intet om dig?" 

"I morgen." Han lagde en hvid plyspegefinger på munden lige under den bøjelige plasticsnude.

"I morgen får du alt at vide. Alt. Shh."

Så gik han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...