Manden med kaninmasken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Nina er en helt almindelig pige, der er indlagt på et hospital. Hun har ved en ulykke fået lammet sine arme og sin overkrop. Nina er træt af hospitalet, men hun kan jo ikke ligefrem flygte. En dag kommer en mand med en kaninmaske på hovedet og besøger hende. Mandens opgave er at underholde Nina, så hun kommer til at le og glemmer smerten. Det ved Nina ikke, og hun kommer hurtigt til at synes godt om manden. Manden bliver også fascineret af Nina uskyldige personlighed, og de begynder at mødes på et skummelt sted på hospitalet, hvor ingen andre kommer. Nu afslører manden, hvem han i virkeligheden er..

4Likes
2Kommentarer
260Visninger
AA

1. Min tredje måned på hospitalet

Ninas synsvinkel

Det her var noget lort. Noget seriøst lort.

I dag var jeg vågnet op, som jeg plejede, med den der konstant bippende maskine ved min side. Lange slanger førte fra den til mit bryst, der var overklistret med sensorer og tingester jeg ikke vidste hvad var. Jeg vidste kun, at de var der. Og at de skulle være der længe endnu. At jeg skulle være her længe endnu. Håbløs, fanget inde bag de hvide mure og tonede vinduer. Jeg kikkede på uret, der gik lydløst på væggen overfor min seng. Kun hvis jeg anstrengte mig, kunne jeg høre det svage tik-tak. Klokken var snart 10, og jeg vidste, at kantinen snart lukkede morgenserveringen, men det vedkom mig selvfølgelig ikke en skid, for jeg kunne alligevel ikke stå ud af sengen. Jeg vidste også, at om få minutter kom en sygeplejerske for at hjælpe mig i tøjet og hente mad til mig. Luksus? Nej. Man fik måske serveret alt foran en, men prisen var en eller flere dele af kroppen, der var ude af drift. Sådan var livet her på den særlige afdeling, jeg lå på. Mottoet var nok: "På den her afdeling kan du få alt hvad du ønsker dig, bare du går ud foran en bus og får lammet overkroppen". Ret klamt, faktisk. Jeg havde ikke set min familie i månedsvis, siden jeg var blevet indlagt. Kun på et billede, jeg havde. Jeg savnede dem, men ikke så meget, for smerten overdøvede savnet.

I det samme hørte jeg et dæmpet klik og en mild damestemme. Døren blev åbnet. Det var Astrid, en flot kvinde med langt sort hår. Hun  kom ind, hendes skridt var lette som en kats og næsten lydløse, lige som uret. "Hey Nina! Har du sovet godt i nat?" sagde hun. Præcis som hun plejede hver morgen. Jeg sad på sengekanten og overvejede mit svar. 

Om jeg havde sovet godt? De pumpede jo en dosis sovemedicin i mig hver eneste aften, så jeg straks faldt i en drømmeløs, komalignende søvn. Så jeg lagde bare ud med et friskt "Ja da". Astrid nikkede og smilede stort. "Godt! Er du klar til at få tøj på?" spurgte hun.

"Ja." svarede jeg, med en stemme  blottet for følelser, bare "Ja."

Astrid nikkede igen, før hun vendte sig og gik hen til skabet, der stod henne i den anden ende af rummet, henne ved siden af et lille køleskab, der indholdt det, der var meningen, jeg skulle spise til morgen, middag og aften. Det vil sige, smoothies med proteiner, vitaminer, fibre og alt det, min krop skulle bruge, i et bæger med sugerør.

Hun fandt en hvid t-shirt og et par hvide shorts frem og smed dem hen til mig. 

"Vil du have det her på?" spurgte hun. 

"Ja." sagde jeg igen, lige så følelsesløst. Hun havde gjort det her hver morgen i de sidste tre måneder, jeg havde været her, og jeg havde efterhånden lært at svare hende på en måde, så hun ikke spurgte nærmere ind til mit liv, da jeg følte, det ikke vedkom hende. Astrid kom hen til mig, samlede tøjet op og klædte mig på.

Så gik hun. Nu var jeg overladt til mig selv.

*

Jeg fik en robotarm til at tage  en smoothie til mig i køleskabet. Ikke fordi de smagte specielt godt, eller fordi jeg havde lyst, men bare fordi jeg ikke skulle føle mig sulten. Den kolde, tynde væske løb ned gennem min hals, og ned i min mave, hvor den satte sig i mavesækken og sugede sulten til sig, lige som når man tager en sten i munden for at dæmpe trangen til føde. Første gang, jeg drak sådan en fætter, fik jeg kuldegysninger af vitaminchokket, men man vænnede sig snart til det.

*

Da jeg havde drukket den, gav jeg robotarmen besked på at hive sugerøret ud af den tomme beholder og smide den i skraldespanden henne i hjørnet. Så gik jeg hen til min seng, lagde mig ned i den og stirrede ind i loftet, indtil mine øjne blev ømme og gled i.

*

Jeg måtte have sovet i evigheder, for da jeg vågnede, var uret på væggen næsten fire, og der var halvmørkt i værelset. Jeg gik hen til vinduet og strakte hals for at kikke udenfor gardinet. Der var der helt tåget, og lysene fra byens højhuse ikke langt derfra oplyste den mørke vinternat. Pludselig fik jeg øje på noget mærkeligt nede i gården, ved skraldespandene. Det lignede en slags hospitalklovn, for den havde noget underligt, en slags maske måske, over hovedet. Jeg lænede mig endnu længere hen til vinduet for at kunne se bedre. Det var en mand, kunne jeg se nu. En muskuløs mand, hvis svedige krop reflekterede det svage lys fra højhusene og gav han et mystisk, alienagtigt skær i mørket. Jeg stak næsen helt hen til vinduet og så, at manden var iført en spøjs kaninmaske, og de sorte, glinsende plasticøjne udtrykte ligesom en sælsom form for sorg eller frygt, det kunne jeg ikke afgøre, fordi jeg var så træt.

Manden gik med hurtige skridt om bag bygningen hvor skraldespandene stod, og kom ikke ud igen. 

Jeg gned mine øjne grundigt. Mandens fodaftryk kunne skimtes i den mudrede gårdsplads,

Jeg følte en mærkelig mathed, en stikkende smerte og faldt så om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...