Manden med kaninmasken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Nina er en helt almindelig pige, der er indlagt på et hospital. Hun har ved en ulykke fået lammet sine arme og sin overkrop. Nina er træt af hospitalet, men hun kan jo ikke ligefrem flygte. En dag kommer en mand med en kaninmaske på hovedet og besøger hende. Mandens opgave er at underholde Nina, så hun kommer til at le og glemmer smerten. Det ved Nina ikke, og hun kommer hurtigt til at synes godt om manden. Manden bliver også fascineret af Nina uskyldige personlighed, og de begynder at mødes på et skummelt sted på hospitalet, hvor ingen andre kommer. Nu afslører manden, hvem han i virkeligheden er..

4Likes
2Kommentarer
259Visninger
AA

2. Kaninklovnen

Stemmer. Der var stemmer. En lys kvindestemme og en dybere, mandlig stemme. Mennesker. Mørke silhouetter gled forbi mine øjne. Pludselig blev der koldt og vådt. Jeg udstødte en fornærmet knurren, da jeg mærkede kulden trænge ind i min rolige verden. Som våde, kvælende arme slyngede de sig om min krop, trængte ind, gjorde mig våd, våd, kold..

"Vi må gøre noget, Klaus. Vi mister hende, hvis vi ikke gør noget." En trejde stemme, lysere, som tilhørte den en ung pige, blandede sig i virvaret af stemmer i mit hoved. Så kom den dybe stemme igen. "Ja, det må vi hellere. Hun ser ikke ud til at have det alt for godt." Jeg vred mig panisk, fra side til side, for at få stemmerne til at forsvinde. Men de blev ved med at snakke. En spids ting blev stukket ind mellem mine læber, og jeg mærkede en varm, blød ting på min pande. Den lyse kvindestemme talte igen. "Hun har en værre feber. 48,7" Stemmen lød bekymret. "Det er ikke usandsynligt, at det er derfor, hun vrider sig som en epileptiker.. hun har febervildelser.."

Jeg mærkede kulden finde op til mit bryst som en dolk. Jeg vred mig endnu kraftigere for at få fornemmelsen væk. Pludselig begyndte en hæslig bip-tone i mine ører, så jeg kun kunne høre brudstykker af samtalen. "Vi må få hende lagt op.." "i sengen.." "hente hjertestarteren?" "Nej.." "Tørt tøj.." "Skynd dig!" "Ja.."

Jeg mærkede kulden blive fortrængt af et øjebliks prikken og derefter en behagelig varme over hele kroppen, der fortrængte kulden og efterlod en følelse af lethed. Jeg mærkede en duft af citrus og glat stof mod min hud. Jeg blev løftet op af stærke arme og lagt på en blød madras og en varm dundyne lukkede sig over mig og stemmerne forsvandt, overlod mig i en stille verden.

*

"Feberen er helt væk, det er utroligt.." hviskede en stemme i mørket. Jeg hørte lette skridt, der blev svagere og svagere og et dæmpet klik forsvandt helt.

*

Jeg vågnede ved en følelse af at nogen kildede mig under tæerne, hvilket var fuldstændig uudholdeligt, så jeg slog øjnene op i håb om at det ville stoppe.

"Halløj, frøken." Jeg kikkede lige ind i et pjusket hvidt ansigt med store, sælsomme plasticøjne, der var vendt lige mod mig. Jeg kikkede overrasket op. Et par skæve, pjuskede ører stak i luften fra ham. "Hvad kikker du påå?"

Masken lænede sig ind over mit synfelt, så jeg ikke kunne se andet end masken. Jeg lænede mig bagud i væmmelse og trak pr. automatik mine stive, gipsindpakkede arme ud foran masken for at holde ham på afstand. I det samme jeg kom til at se ud over sengekanten, så jeg en krop, der lænede jeg over sengen og.. jeg fulgte den op til.. ansigtet.

Masken. Det var en kaninmaske. Den samme kaninmaske, jeg havde set på manden.

En mand med den selvsamme kaninmaske sad lænet over mig i min seng..

En følelse af ubehag bredte sig i mig. "Gider du lige at flytte dig? Jeg er ikke så vild med nærkontakt. Og jeg kender dig ikke engang. Er du klar over, hvor akavet dét er?"

Jeg kunne ikke se hans ansigtudtryk, men da han sukkede lavt, bestemte jeg for mig selv, at han var flov. Hvilket han havde al mulig grund til at være. Underlige kanin-dude.

Han flyttede sig ikke fra min seng. "Tag det roligt, søde. Jeg er kun kommet for at gøre dig glad og underholde dig. Der kan være meget ensomt på hospitalet."

Jeg var ved at bryde ud i gråd, fordi jeg ikke kunne smække ham én i ansigtet. 

Han fornemmede det og prøvede at stryge mig over ansigtet, men han ramte lidt ved siden af, fordi han ikke kunne se ordenligt ud af de små huller i de sorte plasticbuler, der gjorde det ud for øjnene.

Jeg opgav at kæmpe imod ham, da jeg indså, at han var stærkere end mig. Jeg lod ham lave beroligende massage på min hovedbund og min hals. 

Han gav mig besked på at lukke øjnene, mens han omhyggeligt udskiftede mine bandager. Da han var færdig, bad han mig godkende. 

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så resultatet. Han havde udskiftet bandagen med regnbuefarvet, blød uld. 

"Det er sejt" mumlede jeg svagt modstræbende. 

"Du er sej." 

Han smilede og rakte hånden ud for at trykke min hånd, inden det gik op for ham, at mine hænder var lammede. Som havde han glemt det et øjeblik.

"Tak."

Hvis mine arme og overkrop ikke var helt ude af kontakt med mit nervesystem, jeg havde krammet ham. Jeg ville nødig indrømme det, men han havde gjort et vist indtryk på mig. Han havde lige reddet resten af min kedelige dag i det lille, kliniske rene værelse. 

Han gjorde mine til at gå, men før han gik, klappede han mig blidt på skulderen. Lige på det sted, hvor følelsesløsheden var svagest. Det var lige, før jeg kunne mærke vibrationerne fra klappet forplante sig i kroppen. Men måske var det bare noget, jeg bildte mig ind.

Han gik langsomt hen til døren. Det så næsten ud som om, at de lange, hvide kaninører hang lidt. 

"Vi ses snart. To minutter før 17."

Han nikkede og gik langsomt hen til døren. Vinkede, mens han lukkede døren. 

Jeg kunne næsten føle, hvordan han fortsatte med at vinke ude på gangen til de forbipasserende patienter og sygeplejesker. Næsten føle hans enorme, tilfredse smil under masken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...