Magiens farver

Abigail er en pige på 17 år, hun er født ind i en verden fyldt med krig, lidelse og tab. Nu er tiden kommet hvor hun vil rette op på alle de fejl der er i verden, hun vil redde andres skæbne, redde folk fra at miste som hun selv har. Det skal så visse sig at det at stoppe en krig der har varet i 99 år ikke er helt så nem at stoppe, når den hær man kæmper mod har et alt ødelæggende våben, som kun mangler en ting for at den kan virke. Vil Abigail kunne redde hendes verdens skæbne, sit folk, selv om hun blot er datter af en general? Vil hendes viden inden for magi være stor nok, og vil hendes egen magi kunne holde længe nok til at hun kan stoppe den grå magi?

4Likes
1Kommentarer
503Visninger
AA

6. Raymond?

Om aftenen sprang jeg ud af mit vindue og Arthur fulgte hurtigt med mig, jeg var ret sikker på han vidste hvad det var jeg havde gang i, for han var allerede på farten. Jeg var ikke sikker på hvor Edwin var, men jeg håbede på at Arthur kunne finde ham ligesom han havde gjort tidligere. Det lod bare ikke til Arthur kunne finde ham, Mangina var begyndt at blive mørk for selv om man sagtens kunne gøre det sådan at det var dag hele tiden nede i hulen så ville det ikke være sundt, man sov bedst i mørke og lys døgnet rundt ville forstyrre vores tidsfornemmelse.

Med et satte Arthur farten op og det samme gjorde jeg, jeg var ikke sikker på om han havde fundet Edwin men jeg kunne jo ikke vide det, jeg holde hele tiden øje med Arthur mens jeg løb så jeg var sikker på jeg fulgte den vej han vidste mig. 

Jeg løb igennem små gader nogle oplyst af de huse som der var folk i og andre helt mørke på grund af butikkerne var lukket, men jeg løb igennem dem alle for at kunne følge Arthur, vi kom længer og længer ind i Mangina. Jeg begyndte at miste min fornemmelse for hvor vi var, hvilket ikke var noget der skete særlig ofte for mig. Men Arthur fløj med hurtige og faste vinge slag så det var vigtigt for mig at holde øje med hvor han fløj så jeg var sikker på jeg var med.

Pludselig ramte jeg ind i noget eller nogen, jeg falde tilbage på jorden med et hårdt bump, jeg så overrasket op for at se hvad eller hvem jeg havde ramt ind i. Foran mig stod en høj blå-håret fyr med briller og så vredt på mig mens han rettede på sine briller. Jeg rejste mig op og børstede min kjole af for det støv der var kommet på den efter mit fald.

"Hvad har du gang i tøs?" spurgte fyren med et muggent udtryk. Jeg så foragtet på ham hvor vågede  han at kalde mig en tøs og så på den måde som om jeg havde gjort ham noget, nok var jeg løbet ind i ham men det havde ikke været med vilje.

"Ja undskyld jeg fulgte efter min aqubit" sagde jeg og pegede op mod himlen men Arthur var ingen steder at se.

"Hvilken aqubit?" sagde fyren og så søgende op på himlen. Jeg tog mig til hovedet Arthur var væk så nu vidste jeg ikke hvor jeg skulle gå hen.

Jeg så over på fyren, han havde mørkeblåt hår og briller der dækkede hans øjne som var den samme blå farve som hans hår, han lod til at være en smugle ældre end mig, måske på alder med Edwin. Kort slog tanken mig om fyren måske kendte Edwin, men så snart jeg skulle til at spørge ham, var han på vej væk.

"Vendt!" kaldte jeg og rakte ud efter ham, jeg greb hans hånd og hurtigt tog han sin hånd til sig så jeg blev nød til at give slip.

"Hvad!?" spurgte han lettere irriteret. Kort overvejede jeg bare at lade være med at spørge når han nu var så irriterede på mig, men Arthur var her ikke, så han var min eneste mulighed.

"Du kender tilfældigvis ikke en fyr ved navn Edwin? Han har lilla hår og blå øjne og er virkelig flink" forklarede jeg for at være mere præcis med hvem jeg ledte efter. Fyren så undrende på mig og rettede let på sine briller hvorefter han afgav et suk, et sikkert tegn på at han kendte Edwin.

"Nå men det forklare alt. Kom med" sukkede han og begyndte roligt at gå, jeg fulgte langsomt efter ham. Vi kom længer ind i byen, jeg var ikke sikker på hvor længe vi havde gået da han stoppede op foran et lille hus mast sammen mellem to lejlighedskomplekser, han låste døren op og gik ind.

"Kom!" kommanderede han og jeg gik roligt ind og ligeså snart min fod var inde hørte jeg et velkendt skrig som lød som torden og med et fløj Arthur mig i møde og landede på min skulder.

"Arthur? Hvad laver du her?" spurgte jeg og nussede ham under hans hoved, han afgav en rumlende lyd som var tegn på at han nød det.

"Han prøvede nok bare at finde mig" lød det, jeg så væk fra Arthur og lige der så jeg Edwin med hans store munter smil. Jeg løb hen til ham og lige inden i hans åbne favn og gav ham et kram, Arthur fløj hurtigt af mig for at give mig plads til at kramme Edwin.

"Hvor er jeg glad for at se dig" sagde jeg med et smil mens jeg klamrede mig ind til min gamle ven, som jeg ikke havde set i en evighed. Edwin nussede let mit hår, efter noget tid skubbede han mig væk fra sig. Jeg så undrende på ham mens hans blik ændrede sig fra smillende til alvorligt.

"Abigail hvad laver du enlig ude på denne tid af natten, er du overhovedet klar over hvor farligt det er? Her er det ingen fordel at kunne magi for det kan alle andre også!" sagde Edwin. Jeg skulle lige til at svare, da fyren der havde ført mig her hen rømmede sig.

"Edwin, kan jeg få en forklaring på hvad, der forgår, I lader til at kende hinanden men jeg har aldrig set hende før og jeg troede at du syntes piger bare var i vejen" sagde han. Jeg så undrende på ham og så over på Edwin, Edwin havde da aldrig syntes piger var i vejen, han havde altid sagt til mig at jeg var en stor hjælp.

"Nå ja, Raymond, det her er Abigail, en gamle barndomsven. Abigail det her er Raymond, det er hans hus jeg bor i" forklarede Edwin.

Jeg rakte min hånd frem i en hilsen til Raymond, men han snøftede blot fra stødende og gik sin vej, jeg så fornærmet efter ham, jeg prøvede at være venlig og så behandler han mig bare som skidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...