Magiens farver

Abigail er en pige på 17 år, hun er født ind i en verden fyldt med krig, lidelse og tab. Nu er tiden kommet hvor hun vil rette op på alle de fejl der er i verden, hun vil redde andres skæbne, redde folk fra at miste som hun selv har. Det skal så visse sig at det at stoppe en krig der har varet i 99 år ikke er helt så nem at stoppe, når den hær man kæmper mod har et alt ødelæggende våben, som kun mangler en ting for at den kan virke. Vil Abigail kunne redde hendes verdens skæbne, sit folk, selv om hun blot er datter af en general? Vil hendes viden inden for magi være stor nok, og vil hendes egen magi kunne holde længe nok til at hun kan stoppe den grå magi?

4Likes
1Kommentarer
502Visninger
AA

3. Mangina?

Lysander åbnede døren ind til skuret, det lignede et helt normalt skur, vi gik roligt ind og Lysander skubbede et bord væk og en lem viste sig under det. Han åbnede lemmen og begyndte at klatre ned af en stig, jeg så undrende efter ham.

"Kommer du?" spurgte han og så op på mig. Jeg nikkede og begyndte at klatre ned, Arthur fløj langsomt af sted med ned, han begyndte at skrumpe lidt mere fordi der blev mindre plads omkring os. Der var så mange spørsmål der dannede sig på vejen ned, som hvorfor Lysander hjalp mig, hvad havde fået ham til at skifte mening, og hvorfor lå der en skjult by under Nathan? Jeg så ned på Lysander, det var svært at se ham lige nu, men ligeså langsomt begyndte lys at sive op, så vi måtte snart være nået målet. Jeg hørte Lysander give slip på stigen og et bump der nok var ham der landede på jorden.

"Du kan hoppe nu hvis du vil" råbte han hop til mig, jeg hoppede og landede let på jorden uden problemer og uden brug af magi. Lysander stod i en bue åbning lænet op af væggen, jeg så ind gennem buen, en by, som intet andet var lige foran mig, jeg så folk der fløj rundt i luften, jeg hørte latter og folk tale sammen, det var så tydeligt at byen var skabt af og for magiker.

"Wow, det er jo helt fantastisk, tænk at det helle ligger under jorden" sagde jeg forbløffet jeg kunne ikke fatte det jeg så, var det her virkeligt eller drømte jeg? Det virkede nærmest for godt til at være sandt.

"Kom Abigail, lad mig vise dig rundt" sagde Lysander og begyndte at går. Jeg fulde roligt efter ham. Arthur virkede rolig, så der var ingen grund for mig til at gå i panik. Jeg havde stadig så mange spørsmål, men noget sagde mig at jeg skulle vendte, for der ville komme så mange flere. Men jeg kunne ikke vendte mere, jeg måtte stille spørgsmål mens han vidste mig rundt.

"Så Lysander må jeg stille dig nogle spørgsmål?" spurgte jeg.

"Det gjorde du lige! Men ja det må du gerne, jeg skal nok selv bedømme om jeg vil svare på dem" svarede han. Jeg nikkede forstående, det gav mening man ikke ville svare på alt.

"Hvorfor hjælper du mig?" spurgte jeg som det første.

"Du er Balders datter ikke sandt?" svarede han som et spørgsmål, jeg så overrasket på ham og løb ind foran ham og tog fat i hans arme for at stanse ham, der var lige noget jeg måtte få på plads nu.

"Hvor kende du min far fra?" spurgte jeg. Jeg havde aldrig hørt om Lysander fra min far og han fortalte mig ellers alt om alle de personer han havde mødt om de væsner han var støt på og den nye viden han havde fået, så hvorfor ikke fortælle mig om Lysander?

"Han rede mit liv for nogen uger siden, jeg skylder ham!" svarede Lysander uden en følelse i sine ord. Hvorfor lukkede han nu af, jeg spurgte bare ind til min far? Men jeg blev mere rolig nu, hvis det kun var uger siden, far og Lysander mødtes så var det klart jeg ikke vidste noget, for det var måneder siden jeg sidst havde set min far og nu ville jeg aldrig se ham igen. Jeg mærkede tåre trille ned af min kind.   

Jeg kunne høre Lysander sukke og mærke en hånd lagt trøstende på mit hoved "kom nu, du skal ikke stå her og græde, folk vil bare tro jeg har gjordt dig ked af det" sagde han. Hans ord var opgivende, men jeg kunne høre han forstod hvordan jeg havde det. Jeg tørrede tårerne væk og nikkede så og vi gik vider, nu gav det god mening hvorfor han hjalp mig, men hvordan vidste han hvem jeg var.

"Hvordan kan du vide at jeg er Balders datter?" spurgte jeg så og gjorde alt for man ikke kunne høre den gråd der stadig var i min stemme.

"Din far havde fortalt mig om dig, da han lærte mig hvordan man kæmpede uden brug af magi, han snakkede aldrig rigtig om andet, end hvor meget han glædede sig til at se sin datter igen. Da han blev ved med at snakke om dig blev jeg nysgerrig og spurgte lidt ind til dig, han fortalte mig at du havde hvidt hår og lilla øjne, at du rummede en stor mængde magi, du var en smugle rebelsk og at du nok en dag ville stikke af for at slutte dig til kampen. Men det der afsløret dig fuldkommen var ham!" sagde Lysander og pegede på Arthur. "Balder fortalte mig du havde en sort aqubit ved navn Arthur, så da du sagde navnet på din aqubit var jeg helt sikker på det var dig" sagde han.

Han gik uden om mig og fortsatte så med at gå vider, jeg gik lige ved siden af ham. Lysander havde kendt den far jeg aldrig rigtig havde mødt, den far jeg kun havde drømt om, helten min far var. Jeg smillede stort ved tanken om, hvor glad jeg var for at være hans datter.

"Så hvorfor blev Mangina skabt?" spurgte jeg undre. Jeg så rundt, der var høje gyldne bygninger tydeligvis skabt med grøn magi, jeg var helt vildt fascineret af hvordan jeg kunne mærke at alt var skabt af magi, der var intet der var lavet med de bare hænder. Jeg kunne se det hele og den lilla magi der dækkede toppen af byen fik det til at ligne himlen udenfor, som om vi var udenfor selv om vi var langt under jorden.

"Balder og nogle andre soldater opdagede hvad der skete i Nathan og besluttede at få magikerne i sikkerhed, så de begyndte at lave en by under jorden, hvor magiker kunne være i sikkerhed. Hoved formålet er så at skabe en by hvor alle magiker kunne være i sikkerhed så længe de ikke deltog i krigen. Mangina blev færdig for snart 7 år siden og det tog næsten 10 år at lave" fortalte Lysander. Jeg så overrasket på ham, min far havde været med til at skabe denne by, mens jeg havde været der hjemme, han havde aldrig fortalt mig om byen før, måske var det slet ikke meningen jeg skulle vide noget om den, måske var det ikke alt han havde fortalt mig, måske vidste han at jeg nok skulle lære når jeg kom ud på egen hånd.

Efter Lysander havde fortalt mig om byen og lidt om min far gik vi mod det sted han opholdte sig, jeg var ikke helt sikker på om det var en god ide at jeg fulgte med ham, men han havde insisteret på at jeg gik med ham. Desuden havde jeg ikke noget andet sted at gå hen, så jeg fulgte med den eneste person jeg vidste jeg kunne stole på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...