Magiens farver

Abigail er en pige på 17 år, hun er født ind i en verden fyldt med krig, lidelse og tab. Nu er tiden kommet hvor hun vil rette op på alle de fejl der er i verden, hun vil redde andres skæbne, redde folk fra at miste som hun selv har. Det skal så visse sig at det at stoppe en krig der har varet i 99 år ikke er helt så nem at stoppe, når den hær man kæmper mod har et alt ødelæggende våben, som kun mangler en ting for at den kan virke. Vil Abigail kunne redde hendes verdens skæbne, sit folk, selv om hun blot er datter af en general? Vil hendes viden inden for magi være stor nok, og vil hendes egen magi kunne holde længe nok til at hun kan stoppe den grå magi?

4Likes
1Kommentarer
504Visninger
AA

2. Lysander?

Efter en lang flyve tur på ryggen af Arthur, nåede vi til byen Nathan, det var en ret stor by og jeg havde kun hørt om den, for jeg havde aldrig rejst særlig langt væk fra landsbyen. Arthur landede og begyndte ligeså langsomt at skrumpe, da vi var nogle meter overjorden var jeg nød til at springe af. Jeg landede let på jorden og Arthur satte sig på min skulder og jeg nussede hans ansigt som tak for turen.

Arthur gav et skrig fra sig, det lød som et højt tordenskrald, jeg så først overrasket på ham, men så fik jeg øje på en skikkelse et stykke foran mig. Det var aften, hvis ikke nat, så der burde ikke rigtig være nogen udenfor og slet ikke når Arthur vingeslag kunne få de fleste til at tro at et uvejr var på vej. 

Personen gik hen mod mig, jeg stod klar til at kæmpe, hvis det skulle visse sig at jeg støt ind i en fra den anden side. Selv om krigen forgik ved Otukas fod, var der stadig folk der infiltrerede byerne og lavede mord på magikerne de støtte på. Personen kom frem fra mørket, han havde mørkebrunt næsten sort hår, gule øjne, hans udseende fik mig ikke til at slappe mere af, jeg havde aldrig mødt en fra den anden side, men far havde fortalt mig, at de ligner helt normale mennesker, men frem for at bruge farvet magi som jeg og min far og alle andre i dette land, brugte de grå magi, magi som slog ihjel, skabte ødelæggelse og gjorde alt trist.

"Slap af, jeg gør ikke noget, ihvertfald ikke endnu. Men brug en af dine små magiske tricks, og så skal jeg nok sørge for du ikke ser solen stå op igen" sagde han. Jeg så overrasket på ham, jeg kunne ikke fornemme noget magi i ham, så hvad havde han tænkt sig at stille op mod mig? 

"Hvad vil du mig?" spurgte jeg skeptisk. Det at jeg ikke kunne føle noget magi fra ham, gjorde mig på engang afslappet og opmærksom. Han virkede for rolig, når man tænkte på at han truede en magiker uden selv at kunne bruge magi. Nu hvor han var kommet tættere på kunne jeg se han havde et plaster på kinden, så han sloges, men med hvem? og for hvad?

"Ikke så meget, jeg hørte bare torden, men der er ikke en sky på himlen, så jeg regnede med det var en aqubit og jeg havde sørme ret, jeg havde bare håbet på det var en fri. Men den er tilfældigvis ikke til salg er den?" spurgte han. Jeg sendte ham et fornærmet blik og Arthur skreg af ham, han var nok også fornærmet.

"Nej Arthur er ikke til salg" sagde jeg og gik så roligt forbi ham, jeg ville ikke lade mig provokere, jeg ville ikke diskutere, ikke med en fremmede ikke med nogen på den her tur. Jeg mærkede et ryg i mit lange hvide hår og stoppede med det samme op, Arthur skreg af personen, som havde et godt greb i mit hår.

"Er du ude på at begå selvmord, eller ved du bare ingenting magiker tøs?" spurgte han. Jeg så overrasket  på ham og han gav slip på mit hår. Jeg vendte mig undrende mod ham og vendte ryggen til byen.

"Hvad menner du?" spurgte jeg undrende og så over mod byen. Jeg forstod ikke hvad der var gjalt, jeg var bare på vej mod byen, for at finde mig et sted at opholde mig i løbet af natten.

"Du ved ikke noget om byen gør du? Det er tydeligt at se du er fra landet og aldrig har forladt dit hjem før nu, du er dødsdømt hvis du går ind i byen, uden at vide noget om verden omkring dig, din aqubit vil afsløre dig og det samme vil dit udseende, ingen mennesker uden magi har så perfekt hud som du har" sagde han og spyttede nærmest ordene ud. Han så på mig som var jeg affald, jeg havde hørt om folk som ham, folk der ikke var magiker og gav magikerne skylden for denne krig.

"Nej, men jeg..." mere nåede jeg ikke at sige før han tog mit håndled og førte mig afsted i den modsatte retning af byen. Arthur var af en eller anden grund faldet ned, så jeg slappede også selv lidt mere af og fulgte bare med, for hvis Arthur ikke var nervøs så var jeg det heller ikke.

"Du gør ikke modstand?" sagde han undrende. Jeg rystede let på hovedet, jeg havde ingen grund til at fortælle ham hvorfor jeg ikke gjorde modstand, jeg stollede på ham, han ville mig ikke noget ondt. Det var det Arthur fortalte mig ved ikke at angribe ham, så jeg fulgte bare roligt med.

"Hvor er vi på vej hen?" spurgte jeg undrende, jeg så vi var på vej mod et lille skur, hvad vi skulle der havde jeg ingen ide om.

"Vi er på vej hen til den ukendte by Mangina, som ligger under Nathan. Det er byen som magikerne af dette land er flygtet til, for at gemme sig, eller vendte på at de bliver hentet af militæret" forklaret han mig. Jeg så undrende på ham, hvis det var en by for magiker hvorfor kendte han så til den? 

"Navnet er foresten Lysander" sagde han med et lille smil.

"Abigail" præsenterede jeg mig.

Vi løb afsted mod skuret, jeg kunne fornemme vi begge langsomt var begyndt at stole på hinanden. Men jeg stollede ikke helt på ham, han havde været ubehøvlet lige fra starten og nu var han ligepludselig villig til at hjælpe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...