Magiens farver

Abigail er en pige på 17 år, hun er født ind i en verden fyldt med krig, lidelse og tab. Nu er tiden kommet hvor hun vil rette op på alle de fejl der er i verden, hun vil redde andres skæbne, redde folk fra at miste som hun selv har. Det skal så visse sig at det at stoppe en krig der har varet i 99 år ikke er helt så nem at stoppe, når den hær man kæmper mod har et alt ødelæggende våben, som kun mangler en ting for at den kan virke. Vil Abigail kunne redde hendes verdens skæbne, sit folk, selv om hun blot er datter af en general? Vil hendes viden inden for magi være stor nok, og vil hendes egen magi kunne holde længe nok til at hun kan stoppe den grå magi?

4Likes
1Kommentarer
499Visninger
AA

4. Kentin og Dakota?

Vi ankom til en lille to etagers bygning og en overvældende følelse ramte mig, da jeg mærkede en stor del af min fars magi være forbundet til stedet. Min far måtte havde været her tit, jeg var helt sikker her var mere af hans magi i luften end der var der hjemme, og den magi fik et smil frem på mine læber men samtidigt tårer til at trille ned af mine kinder.

Lysander åbnede døren og holde den for mig, jeg gik roligt ind, jeg fik øje på to personer der sad indenfor i det der nok var stuen, de to personer rejste sig op da de fik øje på os, jeg bakkede lidt tilbage, men Arthur sagde ikke noget, måske var han bedøvet af min fars magi eller også var de to personer ikke farlige.

"Lysander hvem er det du har med?" spurgte en af personerne der var der inde, Lysander tænde noget lys og jeg kunne nu se de to personer som vidste sig at være to drenge, den ene havde gulblond hår og blå øjne. Den anden havde fersken farvet hår han havde et gult og et blåt øje hvilket virkede mærkeligt og dog passede det godt til ham.

"Det her er Abigail" præsenterede Lysander mig og begge drenge spærrede øjnene op af forbavselse, de måtte også havde hørt om mig eller noget, for de reagerede ret kraftigt på mit navn, ham med det gulblonde hår gik over til mig han lænede sig undrende over mod mig og jeg lænede mig lidt væk fra ham, han så ud til at studerer mig hvilket jeg ikke var så vild med.

"Hun passer til beskrivelserne, men jeg tror ikke på hun kan gøre det store for at hjælpe" sagde han og viftede fjernt med sin hånd og vendte mig ryggen for at gå over og sætte sig i sofaen der stod i stuen. Jeg rynkede irriteret på næsen, selv om jeg ikke havde nogen ide om hvad han mente med det han sagde, var det helt klart en fornærmelse.

Drengen med det ferskenfarvet hår kom over til mig klappede begge mine hænder mellem hans "hvor er det godt endelig at møde dig, frøken Abigail, din far har fortalt en helt del om dig" sagde han og smillede stort til mig med lukket øjne. Jeg smilede taknemmeligt tilbage til ham, men det at far havde fortalt dem om mig, og ikke havde fortalt mig noget om dem irriterede mig en smugle, eller det fik mig til at undre hvorfor?

"Mit navn er Kentin og det der over er Dakota, vi er begge magiker som dig og er blevet undervist af Balder når han var her i Mangina" sagde han med et smil og pegede over på Dakota da han præsenterede ham. 

"Så det er kun Lysander der ikke er magiker?" sagde jeg undrende og så over på Lysander som kort så over på mig, men da vi fik øjenkontakt så han fornærmet væk. For mange år siden inden krigen brød ud var der ikke så mange ikke magiker, men der var blevet flere og flere som ikke kunne bruge magi, hvorfor var der ikke nogen der vidste, men mange af dem der ikke var magiker ønskede at være det, Lysander havde det nok på samme måde.

Lysander gik hen og satte sig sammen med Dakota i sofaen, jeg så kort efter ham hvorefter jeg snakkede lidt vider med Kentin, han fortalte mig lidt om min far, som havde taget de tre drenge til sig efter de var ladt alene. Kentin vidste ikke hvordan Lysander eller Dakota var endt alene, for det var ikke noget de snakkede om, de boede sammen arbejdede sammen og ventede på at de kunne tage afsted i krig, men først skulle de være sikre på at Lysander ikke ville lade livet med det samme de kom ud på slagmarken, så de trænede en del i kælderen hvor Lysander lærte at forsvare sig mod magi.

"Nå men du må være træt, du kan bruge Balders værelse, det er oppe oven på, den sidste dør til venstre" sagde Kentin og pegede over mod trappen. Jeg nikkede taknemmeligt og gabt, jeg havde ikke opdaget hvor træt jeg var før nu, men Arthur havde længe siddet og sovet på min skulder, men det var klart han havde fløjet os hele vejen her til.

"Tak så ses vi i morgen" sagde jeg med et smil og vinkede til dem inden jeg gik op af trappen. Jeg gik helt ned i enden af gangen, og stod nu foran en dør med et B bulende ud af døren. Jeg smillede lidt for mig selv, og rørte let ved døren inden jeg gik ind, værelset var ikke det store der var en seng et skab, og et senge bord med en billedramme, jeg gik hen og tog billedet mellem mine hænder og så på det, da jeg så at det var et billede af mig og mor kunne jeg mærke tårer trille ned af mine kinder, det var sådan min familie så ud nu. 

"Far" hviskede jeg stille til mig selv og knugede billedet mod mit bryst. Jeg satte billedet ned igen og så på Arthur der stadig sov på min skulder, jeg nussede let hans hoved og han begyndte at misse med øjnene, han så på mig og så sig så om, hvorefter han lettede og satte sig op på en loft bjælke. Jeg så op på ham med et smil på læben, hvorefter jeg satte min taske på gulvet og skiftede til nattøj, jeg lagde mig ned i sengen og så op på Arthur som allerede sov igen "godnat min ven" hviskede jeg og falde så selv i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...