Magiens farver

Abigail er en pige på 17 år, hun er født ind i en verden fyldt med krig, lidelse og tab. Nu er tiden kommet hvor hun vil rette op på alle de fejl der er i verden, hun vil redde andres skæbne, redde folk fra at miste som hun selv har. Det skal så visse sig at det at stoppe en krig der har varet i 99 år ikke er helt så nem at stoppe, når den hær man kæmper mod har et alt ødelæggende våben, som kun mangler en ting for at den kan virke. Vil Abigail kunne redde hendes verdens skæbne, sit folk, selv om hun blot er datter af en general? Vil hendes viden inden for magi være stor nok, og vil hendes egen magi kunne holde længe nok til at hun kan stoppe den grå magi?

4Likes
1Kommentarer
496Visninger
AA

1. Far?

Jeg stod oppe på mit værelse, jeg så mig selv i spejlet, I spejlet så jeg en 17 årig pige 168 centimeter høj, skinnende hvidt hår og lilla øjne, nogen kaldte mig køn, men jeg bekymrede mig ikke om mit udseende ud over lige i dag. Min far var på vej hjem, jeg glædede mig som altid til at se ham. Han var general og havde igennem hele mit liv altid været ude i kamp, han kom dog hjem engang i mellem. I den tid han var hjemme, havde han lært mig hvordan jeg kunne kontrollere magien omkring mig og i mig selv. Jeg var blevet ret så god, men jeg var på ingen måde ligeså god som ham.

Jeg hørte det banke på døren, og hørte min mor åbne. Jeg hørte en dyb mandestemme hilse min mor. Jeg løb ud af mit værelse og stillede mig ved trappen, hvor jeg lyttede til samtalen.

"Det gør mig ondt frue, men deres mand er faldet i kamp" sagde manden, som måtte være en soldat fra vores hær. Alt sortnede for mig i et øjeblik, hvorefter virkeligheden slog mig lige i ansigtet, jeg kunne ikke tro det, jeg ville ikke tro det, min far var faldet i kamp.

Jeg løb tilbage på mit værelse "Abigail!" hørte jeg min mor kalde. Men jeg stoppede ikke med at løb jeg greb min taske, med forsyninger, som jeg havde stående for en sikkerheds skyld, og åbnede Arthurs bur, han fløj afsted efter mig. Arthur var en sort torden ørn, eller en sort aqubit. Hvert et slag med hans store vinger lød som torden, far havde givet ham til mig som en gave til min fem års fødselsdag, han havde altid været ved min side siden da.

Jeg sprang ud af mit vindue, selv om jeg var på første sal var jeg ikke bange, jeg havde hoppet ud af det vindue så mange gange nu, at jeg havde lært at lande perfekt. Da jeg ramte jorden var jeg hurtigt på farten igen, afsted, ud af landsbyen, jeg ville væk. Nej jeg ville ikke bare væk. Jeg ville stoppe det her, stoppe krigen, det var derfor jeg var løbet, jeg havde tænkt mig at blive en del af hæren når jeg blev 18 men jeg måtte gøre noget nu. Gøre det hele på egen hånd. Jeg havde set venner og familie dø i denne grusomme krig som ingen ende ville tage, nu var mit mål at nå til Otuka, bjerget hvor den anden del af krigens hær og leder holdt til, jeg ville havde hævn. Hævn for min far som havde kæmpet siden han var 16, for mine venner, Ben, Jack og Ken, som jeg også havde mistet til krigen. Jeg ville ikke lade krigen tage flere ofre, jeg ville ikke lade flere familier lide, jeg ville ikke stå og se til når alle omkring mig forsvandt for at beskytte mig, nu var det min tur, min tur til at beskytte det jeg holdt af. Mit land, mine venner og min familie.

Jeg hørte igen min mor kalde på mig, og jeg hørte hendes paniske skridt følge mine faste. Jeg lod mine hænder begynde at lyse lilla, så spredte jeg dem hurtigt ud og et par hvide vinger blev skabt på min ryg. Jeg lod dem løfte mig og så var jeg i luften, klar til at flygte fra lidelse, klar til at tage afsted for at frelse de folk der var tilbage på denne side.

"Abigail kom tilbage! der er ikke noget du kan gøre!" kunne jeg høre min mor råbe. Jeg vendte mig i luften og så på hende, sendte hende et trist smil.

"Far sagde altid at man ved ikke om man kan gøre det, før man prøver" råbte jeg med et smil og vendte så ryggen til hende, for ikke at vende tilbage til hendes trygge favn. Jeg kunne ikke vende tilbage før krigen var slut. Lad hende forstå, lad hende give slip på mig, lad hende ikke lide. Bad jeg og fløj hurtigt afsted, min mor kunne ikke bruge magi, og jeg var derfor sikker i luften, for jeg var den sidste magiker tilbage i landsbyen, ihvertfald den sidste der kunne styre sine evner.

Jeg så på Arthur, han var begyndt at vokse nu hvor vi var kommet udenfor og op i luften, aqubiter, voksede når der var plads til det og de havde løst, og udenfor var der masser af plads og Arthur fortrak at være stor når vi skulle rejse langt. Da Arthur var stor nok, lod jeg mine vinger forsvinder for at falde mod jorden, men som altid greb han mig på sin ryg, jeg var aldrig bange for at falde når han var hos mig, det var som at havde min far med mig over alt, han passede på mig, og kunne fortælle mig når folk ville mig noget ondt og hvornår de ville mig godt.

Jeg så ud mod horisonten, mens jeg sad på ryggen af Arthur, hans buldrende vingeslag, ville skramme de fleste men jeg fandt dem beroligende. Det var lyden af min familie, lyden der havde fulgt mig i mere end 10 år, lyden der altid havde beskyttet mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...