Magiens farver

Abigail er en pige på 17 år, hun er født ind i en verden fyldt med krig, lidelse og tab. Nu er tiden kommet hvor hun vil rette op på alle de fejl der er i verden, hun vil redde andres skæbne, redde folk fra at miste som hun selv har. Det skal så visse sig at det at stoppe en krig der har varet i 99 år ikke er helt så nem at stoppe, når den hær man kæmper mod har et alt ødelæggende våben, som kun mangler en ting for at den kan virke. Vil Abigail kunne redde hendes verdens skæbne, sit folk, selv om hun blot er datter af en general? Vil hendes viden inden for magi være stor nok, og vil hendes egen magi kunne holde længe nok til at hun kan stoppe den grå magi?

4Likes
1Kommentarer
500Visninger
AA

5. Edwin?

Der var gået nogen dage siden jeg var kommet til Mangina, jeg havde fundet ud af at det kun var Kentin der kunne finde ud af at lave mad, så jeg hjalp til så det ikke tog for lang tid, desuden lod det til at Kentin nemt blev stresset og gik i panik, det var faktisk ret sødt, men samtidigt også ret synd for ham, for Lysander og Dakota var begge utålmodige når de var sultne. 

Men mad var ikke det eneste jeg havde lavet, jeg havde også hjulpet Lysander med sin træning og det havde vidst sig at jeg kunne lidt mere end Kentin og Dakota når det handlede om magi. Jeg havde også været med ude at handle engang i mellem, det var forskelligt hvem der gik med, men jeg havde fundet ud af at de alle tre var fantastiske mennesker og at menneskene i Mangina var virkelig flinke og venlig sindet.

I dag gik jeg ud for at handle selv, Arthur fløj lidt over mig så jeg var ikke helt alene, han lod også til at være godt tilfreds med Mangina, så jeg vidste det var sikkert at være i byen.

Pludselig hørte jeg en rumlende torden, jeg så op på Arthur som skreg af noget, men det var ikke et vredt skrig det var et glad rummeligt skrig, som de han skreg når han så far komme hjem. Jeg fik øjenkontakt med Arthur og han begyndte at flyve i fuld fart en anden retning, jeg løb så hurtigt jeg kunne efter ham og lod mine ene hånd lyse grøn mens den anden lyste gul. Den grønne magi sikrede sig at jeg ikke blev udmattet og den gule magi sørgede for at jeg løb hurtigere end det var muligt uden magi, for Arthur brugt gul magi hele tiden han var et gult væsen, et væsen af lynet.

Jeg stoppede op da jeg så Arthur lande på en anden persons udstrakte arm, jeg var ved at tappe underkæben da jeg så det lilla hår og de blå øjne der smilede venligt til mig. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, foran mig stod et velkendt ansigt og smilede til mig, jeg havde aldrig troet at jeg ville se ham igen. Foran mig stod Edwin en gammel ven som var flyttet til Nathan for 10 år siden,  jeg kunne mærke tårer trille glædeligt ned af mine kinder og så satte jeg i løb, Arthur lettede og jeg løb direkte ind i Edwins åbne arme. Han holdte om mig og nussede mit hår, jeg var virkelig glad for at se ham, det var helt ubeskriveligt, vi var vokset op sammen, og han havde altid været der for mig, han var ikke andet end nogle måneder ældre end mig.

"Hey Abigail, jeg havde ikke regnet med at se dig her, hvad laver du her?" spurgte han overrasket. Jeg forstod godt han var overrasket, vi havde aldrig regnet med at se hinanden igen, jeg havde været sikker på han havde været med i krigen og at han nu også var død, men her stod han lige foran mig og holdte om mig.

"Jeg er her for at tage kampen op senere når vi er klar til at tage af sted" svarede jeg ind i hans bryst. Det var rart at være sammen med en man kendte, jeg havde godt nok Lysander, Kentin og Dakota men jeg havde ikke kendt dem i mere end et par dage, så jeg kendte dem stadig ikke rigtig.

Jeg hørte nogen rømme sig næsten lige bag mig, jeg slap Edwin og vendte mig for at se hvem det var, Lysander stod og skulede til os og hans kolde blik fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg fornemmede Edwins magi og så over på ham, hans hånd lyste rødt og jeg greb hurtigt fat i den og han så overrasket på mig.

"Edwin det her er Lysander han hjalp mig med at finde Mangina, så han er ikke farlig selv om han godt kan se sådan ud" sagde jeg med et lille grin. Edwins hånd stoppede med at lyse og han slappede lidt mere af, jeg åndede lettet op og så over på Lysander.

"Lysander det her er Edwin en af mine gamle venner" forklarede jeg. Lysander snøftede kort og begyndte så at gå sin vej, jeg så undrende efter ham, hvad lavede han enlig her, han trænede da jeg tog af sted, og han burde ikke være færdig endnu. Jeg så på Edwin og smilede venligt til ham hvorefter jeg satte i løb efter Lysander, hvorfor jeg løb efter ham vidste jeg ikke. Jeg hørte Arthurs vingeslag følge mig, hvilket fik mig til at tænke over om det var lyden af Arthur der havde sørget for at Lysander kunne finde mig, for det var ikke fordi vi var et sted man lige kunne finde os.

Jeg fik øje på Lysander og lod min hånd lyse gult så jeg kom op i fart, jeg greb fat i hans hånd og stoppede min magi for ikke at hive ham af sted.

"Stop, hvorfor gik du?" spurgte jeg. Jeg holdte godt fast i hans håndled hvorefter jeg gik lige ved siden af ham, mens jeg så undrende på ham. Jeg forstod ham ikke, hvorfor var han kommet? Hvorfor var han gået igen? Han rev sin hånd fri af mit greb og han nægtede at se på mig, som om jeg havde gjort ham noget. 

Han tog fat i mit håndled og trak mig af sted, jeg kunne høre Arthurs tordenbrølende skrig skærer gennem luften. "Du skulle handle ikke sandt, så lad os handle" sagde Lysander strengt. Jeg forstod ikke noget som helst, hvad var der med Lysander? Han virkede helt underlig.

Vi ankom til markedspladsen og han slap mit håndled, jeg gned det lidt for hans greb havde været hårdt og han havde ikke givet slip, selv om jeg havde fortalt ham det gjorde ondt. Da jeg havde stået og ømmet mig lidt, begyndte vi at handle, der var en stilhed over os som normalt ikke var der, den stilhed fortsatte resten af dagen selv da vi spiste hvor vi ellers altid talte sammen.

Efter vi havde spist vaskede jeg op sammen med Kentin, han spurgte til hvad der var sket siden vi ikke snakkede sammen, jeg forklarede ham at jeg havde mødt Edwin og det lod til at Kentin pludselig  forstod det hele, hvilket bare gjorde mig mere forvirret. Mit undrende blik måtte Kentin havde forstået for han begyndte at forklare.

"Edwin var altid sammen med Balder da vi mødte ham og han vidste mere om Balder end nogen af os andre, desuden behandlede Balder Edwin anderledes, men hvis han er en af dine barndoms venner forklare det jo alt, Balder måtte også havde kendt Edwin på det tidspunkt. Lysander kan ikke lide Edwin fordi han besluttede at slutte sig til hæren før vi andre var klar, og på grund af det tog Balder med Edwin til Otuka for at kæmpe og det var der han døde" sagde Kentin med trist stemme og pludselig stod det hele sole klart for mig, men alligevel var der spørgsmål tilbage at stille og der var kun en jeg kunne spørge og det var Edwin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...