Dæmonernes Nat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
"Da natten render på, opdager du for første gang, at der ikke er nogen udvej. Du sidder fortvivlet i stuen, og trykker pigen ind til dig. Du skulle aldrig have påtaget dig ansvaret for hende. Nu skal du betale for det. Men hvad skulle du ellers have gjort.*** Pludselig blev der meget stille. De kunne da ikke være væk. Eller kunne de? Drager var ikke ligefrem de væsner der lettest gav op. Faktisk havde du aldrig hørt om én der slap levende væk fra én. Og da brølene atter går igang, og du løber væk fra brændeskuret, over mod skoven, indser du, at du heller ikke vil. Det eneste du kan gøre er, at håbe på Sophia er langt væk herfra. Det er din eneste chance...

4Likes
8Kommentarer
310Visninger
AA

1. Sophias flugt

Da natten render på, opdager du for første gang, at der ikke er nogen udvej. Du sidder fortvivlet i stuen, og trykker pigen ind til dig. Du skulle aldrig have påtaget dig ansvaret for hende. Nu skal du betale for det. Men hvad skulle du ellers have gjort.

Det er nemt at se, du er nervøs. Som en spændt fjeder, sidder du på vagt. Du holder Sophia med din ene hånd, og bore den andens negle ned i armlænet. Hvorfor tog det James så lang tid? Hvad lavede han? Han ville ikke svigte dig, især ikke hvis du havde Sophia. De vidste ikke om barnet skulle blive én af De Fem, men de turde ikke tage chancen. Hvad nu hvis hun var, og de gav hende til Fyrsterne? Så ville alt håb være ude. På den anden side, havde Sophia ikke vidst nogen tegn på magi. Man kunne da håbe hun var fri for byrden. Men når du holder hende, hendes rolige lille krop, med det bløde åndedræt, føler du dig på en måde stærkere. Som om hun er omgivet af en rolig aura, som kun vil vokse sig større med årene.

Pludselig lander noget tungt på stråtaget. Det dumper ned, og du bliver forskrækket. Det giver et hop i dig. Du kigger mod  loftet, som om du kan se igennem, se hvad det er. Du bore neglene dybere ned.

Noget bevæger  sig over taget. Du hører det lande udenfor. Der går cirka fem sekunder, før du hører en banken på din dør. Du tøver med at rejse dig. Så banker det igen, denne gang højere. Igen bliver du forskrækket. Du rejser dig langsomt, lægger Sophia i kravlesengen, og går med tøvende skridt, hen mod døren. Det banker igen, og du sætter farten lidt op. Du åbner den tunge dør, og kigger på manden udenfor. Han har armen hævet over hovedet, med en knytnæve der var klar til at slå ned igen. Han sænker den stille, da døren åbner.

Han har ridder tøj på, hvilket består af de samme farver. En brun silke trøje, med puf-ærmer, der kunne knappes op ved håndleddet, en sort skjorte med guldknapper, sorte bukser, et drageskindbælte og læder støvler. Han har en sort kappe på, med en stor hætte, der lige nu dækker det meste af hans ansigt.

"Godaften, frue," siger han høfligt, alt imens han tager hætten af. Nu kan du bedre se hans ansigt. Han har mørkt pjusket hår, isnende blå øjne, stubbeskæg og et langt ar hen over ansigtet. Arret ødelægger egentlig ikke så meget. Han er en meget pæn ung mand, men han ville uden tvivl være flottere at se på uden arret.

"Antonio di Rosa." Han bukker høfligt for dig. "Jeg stoler på De er Marilyn Goldberg?"

"Det er jeg," svarer du. Du kigger om bag ham, hvor to andre kappeklædte skikkelser står. De har hætterne over, ligesom mr di Rosa havde, for at gemme dem selv for regnen.

De står ved siden af tre drager. Sådan nogle som er tæmmet og trænet, så de gør som deres herre befaler dem.

Da mr di Rosa ser hvad du kigger på, forsikre han dig hurtigt, at de er fuldstændig tamme.

Du byder ham på te. Han takker venligt nej tak, og forklarer at han bare hurtigt skal ordne noget i dit hjem.

"Noget som kongen ønsker meget højt," svarer han dig, da du spørger hvad det er. Han skubber dig forsigtigt til side, men hårdt nok til at du ikke kan stå fast. Han går ind i stuen og hen til kravlesengen. Sophia kravler hurtigt væk fra ham, som om hun kan fornemme, at han ikke vil hende noget godt. Men han for fat i hende, før hun når langt.

"Sød pige, De har her," siger han. "Er hun Deres?"

"Ja," lyver du. Af en eller anden grund, føles det at han ved du kun er hendes værge, bare forkert. Som om han ville bruge det imod hende, på den ene eller den anden måde.

"Jeg kan ellers ikke lige finde nogen... ligheder imellem jer," siger mr di Rosa.

"Hun arvede en del fra hendes far." Du lukker døren, ligeglad med dem udenfor.

"Hvad er hendes navn?" spørger han.

Du tøver lidt. "Hendes navn?" Han nikker.

"De kender vel deres egen datters navn, gør De ikke?"

"Sophie," siger du. "Hendes navn er Sophie."

"Sophie," hvisker han for sig selv. Han smiler lumsk. "Det lyder meget som Sophia."

"Sophie er et kælenavn," svarer du. "Hendes rigtige navn er Sophia."

"Ligesom James Derones niece?"

"Sophia er meget populært."

Han nikker. "Ja, det er." Han holdt stadig Sophia, da han gik ud af døren. "Jeg bliver nødt til at tage hende med."

Du prøver forgæves at holde ham tilbage, men han skubber dig væk, ned i mudderet. Han svinger sig op på sin drage.

"Jeg er frygtelig ked af det skal ende sådan, mrs Goldberg," råber han, for at overdøve stormen. "Du gav bare ikke noget valg." Dragen sætter af, lige da den bliver skudt ned af et stort spyd. Den lander tungt på jorden. Først kan du ikke se hvem spydets ejer er, men lidt efter kan du genkende et ansigt, samt en hær af riddere bag ham.

James klarede det. Han fik fat i kongen.

Kongen går til angreb på de tre ryttere, og mr di Rosa taber Sophia. James når dog lige at gribe hende, og han løber hen til dig.

"Jeg har hende," siger han.

"Godt." En tåre løber ned af din kind, da du indser hvad du bliver nødt til at gøre. "Kom væk herfra. Tag kongen og hans riddere med dig, og stop ikke før i når portalen. Jeg bliver her."

"Hvad!?" udbryder han. Du kan se i hans øjne, at han slet ikke bryder sig om idéen, men han ved også der ikke rigtig er nogen anden udvej. Alligevel prøver han at få dig til at skifte mening. "Jeg efterlader dig ikke her!"

"Det kan du blive nødt til," svarer du.Han læner sig ned mod dit ansigt, og lægger sin pande mod din.

"Du våger lige på at dø." Med de ord, kalder han mændene til sig, og de ridder væk.

I det samme flyver dragerne op, og angriber dit hus. Du gemmer dig bag dit brændeskur, og håber på at de ikke ser dig.

Pludselig bliver der meget stille. De kunne da ikke være væk. Eller kunne de? Drager var ikke ligefrem de væsner der lettest gav op. Faktisk havde du aldrig hørt om én der slap levende væk fra én. Og da brølene atter går igang, og du løber væk fra brændeskuret, over mod skoven, indser du, at du heller ikke vil. Det eneste du kan gøre er, at håbe på Sophia er langt væk herfra. Det er din eneste chance...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...