Dæmonernes Nat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
"Da natten render på, opdager du for første gang, at der ikke er nogen udvej. Du sidder fortvivlet i stuen, og trykker pigen ind til dig. Du skulle aldrig have påtaget dig ansvaret for hende. Nu skal du betale for det. Men hvad skulle du ellers have gjort.*** Pludselig blev der meget stille. De kunne da ikke være væk. Eller kunne de? Drager var ikke ligefrem de væsner der lettest gav op. Faktisk havde du aldrig hørt om én der slap levende væk fra én. Og da brølene atter går igang, og du løber væk fra brændeskuret, over mod skoven, indser du, at du heller ikke vil. Det eneste du kan gøre er, at håbe på Sophia er langt væk herfra. Det er din eneste chance...

4Likes
8Kommentarer
307Visninger
AA

2. Nitten år senere

Den mørke korridor bliver kun oplyst af nogle få fakler. Dog giver det næsten ingen lys, og det som faktisk kommer, ligner mere dæmoniske skygger, fra alle de døde sjæle, der lever inde i de gamle, mørke, nøgne sten vægge.

En kold brise tager sit tag om Sophie, og hun skutter sig. Ian vender sig om, som om han kan mærke hendes ubehag. At han kunne det, havde Sophie mange gange overvejet. Lyset fra lanternen han holder, oplyser hans ansigt på en særlig måde, der får ham til at ligne én, der er død. I et frygteligt øjeblik overvejer hun dette, men så smiler han opmuntrende til hende, så det varmede hendes hjerte, og hun vidste, at han stadig var med hende. Han kunne varme hende indeni, som ingen andre kunne det. Det var én af grundene til, at hun elskede ham så meget.

"Fryser du?" spørger han bekymret. Hun ryster på hovedet og sender ham et træt smil. Han tager sin jakke af og lægger den om hendes skuldre. Så lægger han armen om hende, og hun lægger sit hoved på hans skulder. De fortsætter ned af gangen.

"Vi kan godt vende om, hvis det er det," siger han efter lidt tid. Igen ryster hun på hovedet.

"Jeg har det fint," siger hun. Men det har hun ikke, og det ved hun godt, at han ved. De stopper op, og Ian vender hende mod sig. Sophie vender blikket mod de sorte sten under dem, men han løfter hendes ansigt. Han var bekymret. Det var tydeligt for enhver, når han så på hende på den måde. Og efter hun tog imod det job, som Fyrstens søn havde tilbudt hende, var det et udtryk man tit så.

Ian lænede sig ned, og kyssede hende forsigtigt, som om han var bange for at ødelægge hende. Men hun var ikke lige så skrøbelig som så mange andre piger.

"Sophie," hvisker han og lægger sin pande mod hendes. Det virker af en eller anden grund bekendt. "Du ved jeg elsker dig, ikke?"

Hun smiler. "Lige for tiden er det jo noget du ikke lader mig glemme."

Han smiler også, men bliver hurtigt alvorlig. "Hvis der er noget galt, noget overhovedet, så fortæl mig det. Hvis ham den lille snothvalp af en Fyrstesøn så meget som lægger en hånd på det, så kommer han aldrig til bruge den hånd igen."

"Og hvis du så meget som tænker det i nærheden af Fyrsten, så kommer du aldrig til at tænke igen." Han griner kort, og de fortsætter ned af korridoren.

De når endelig deres mål, og Sophie fjerner noget spindelvæv fra væggen. Der er en guldplade boltet fast til væggen. Eller, Guldplade er vel så meget sagt. Det er nok mere... bronze.

Der er ridset nogle ord ind. Sophie bruger lidt tid på at tyde dem. "Bag ved denne mur... læg, nej, ligger Den Hel... Hellige Gudindes sidste tåre. Hvem end prøver at fjerne den, skal... øh... møde Gruens ø...jne. Kun den som har op... oplevet Den f...før, vil kunne græde den sam-me tåre."

Sophie vender sig om. Ian løfter et øjenbryn. Det giver åbenbart ikke mening for nogle af dem. Hun sukker dybt, for hun ved hvad han lige om lidt vil foreslå.

"Fint," siger hun bare, og han smiler i overvindelse. Han skubber hende blidt til side, og trækker et koben frem. Sophie vender blikket væk, da han hamrer sig igennem muren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...