Vingeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

3. Hjertets tåre

Oven på hendes forhenværende hjem stod hun nu. Hun tog en gren og rodede lidt i de nedbrændt brædder. "Det kunne være, at alle nåede at komme væk, inden de blev forbrændt" sagde hun beroligende for sig selv. Der var noget, der skinnede i solen. Hun tog det op, hendes tåre begyndte igen at løbe. Det var hendes mors amulet, den amulet hun skulle arve,når hende mor ville dø. Det gjorde bare så ondt at skulle bære den, når hun vidste, det nok var hendes skyld, at alle var døde. Flere tåre faldt. Det var ligemeget nu, hun blev nød til at passe på sig selv nu. Hun tog amuletten om halsen og kiggede nu i en stor bunke af brændt brædder og andre ting. "Gisp" udstøde hun, i chok over at havde set et forkullet lig. Man kunne ikke se, hvem det var, men alligevel vidste hun, at ligemeget hvad var denne person død på grund af hende. 

 

Noget stod og betragtede hende, det kunne hun mærke. Men hun var ikke bange, det måtte være ham, tænkte hun.Han var det eneste levende væsen, hun ikke frygtede. Han nærmede sig hende. Galant, men tøvende tog han hendes hånd. Man kunne mærke, han ikke var van til nærkontakt med en af modsat køn, men det var hun jo heller ikke. Deres øjne mødtes. De begyndte begge at smile. Han kiggede ned på hænderne, der nu var flettede. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændig. Febrilsk trak han hånden til sig og gik. Hun kiggede forvirret på ham og løb afsted efter ham.

Uventet stoppede han op.  Han vendte sig om og kiggede uforstående på hende. En tåre sad i hans øjenkrog. Han kiggede ned på hendes amulet, hun troede dog, det var noget andet hans blik sigtede efter. Han tag hånden ud efter amuletten. "Du er en af dem?" Det var mere en konstatering end et spørgsmål. "Hvad hedder du?" Han havde en vis medfølelse i stemmen. "Jeg hedder Mira". Hans øjne spærrede op, de lyste som, om han havde fået en åbenbaring. "Det må være dig, jeg har ledt efter så længe" Hun frygtede ham lidt nu. "Undskyld jeg ikke har præsentret mig endnu. Jeg hedder Castiel"

Han tøvede, inden han brat fortsatte med et helt andet emne. "Græd. Jeg mener, vil du ikke være sød at græde. Jeg beder dig." Hun kiggede forvirret på ham, med nærmest frygt i øjnene. Han smilede."Du skal ikke være bange, men vil du ikke nok græde?" "Hundeøjne har aldrig påvirket mig før, men der er noget over de øjne. De er så søde og bedende, men samtidig er det, som om det virkelig gælder hans liv. Det er som, om han ville dø, hvis ikke han blev ramt af mine tåre mod hans sarte hud" Mens hendes tanker fuldt hele hendes hoved, kiggede hun dybt i hans øjne. De kunne begge mærke en form for åndlig kontakt. "Det jeg tror, du har brug for er mit hjertes tåre." Han afbrød hende og konstaterede, det hun havde sagt med en glæde over, at hun havde forstået ham. "Jeg beklager, men mit hjerte har ingen grund til at græde. Det vil sige, det har det, men det lukker smerten ude" Hun var ked af at skuffe ham. Hans øjne var næsten helt kolde for håb. "Vil du ikke nok prøve, for min skyld" Hans stemme var nu helt svag. Som et mirakel løb hendes tåre ned. Han satte sig på knæ for hende, som ville han fri. Kiltskjorten han bar flækkede nu bag på. To smukke vinger udsprang nu.

 

Hans personligehed blev nu spejlet i hans udsende. Det var en helt ny person, han var blevet til. Det var, som om hans gamle personlighed havde været lukket inden og nu var lukket ud på den mest perfekte og specielle måde. I hans arme befandt hun sig nu. Alt omkring dem stod nu stille og blegnede nu, i forhold til deres skønhed og "kærlighed". Alt var næsten som ændret, efter hendes hjertes tåre var faldet over ham. Begge kunne føle ændringen. Hun vidste intet om historien bag tabet af vinger. Noget sagde dog at hun snart ville få alt af vide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...