Vingeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

4. Fortidens ondskab

 

Den lyse dag var nu slut og havde ændret sig til en mild aften. Stjernerne glimtede smukt i kontrast til den mørke himmel. De tre måner stod næsten på linje. Sagnet sagde, at alle hemmeligheder vil-le komme ud, når dette skete. Nu var der kun få minutter til. De sad kun i stjernernes lys oven på den store hule. Deres hænder var flettede, inden han flettede dem op for at tænde den lille petrole-umslampe. Lyset gjorde de lige akkurat kunne se hinanden. De kiggede dybt ind i hinandens øjne, da månerne stod på linje. "Der er noget, jeg må fortælle dig"

 

"Jeg blev født som et normalt menneskebarn. Min gudmor var en troldkvinde, der ville gøre det bedste for at få min fremtid til at blive perfekt. Efter min fødsel lavede hun en trolddom, der gjorde at noget begyndte at vokse ud af min ryg. Da jeg blev 13 år var de færdig udvokset. Udover at gøre mig tiltrækkende overfor de kvindelige væsner, vidste jeg, at jeg var speciel. Jeg var en af "de po-pulære". Folk respekterede og mest af alt frygtede mig. Jeg troede, jeg var bedre end alle andre. Jeg gjorde nogle forfærdelige ting. En dag måtte alt blive hævnet, og det gjorde det også" 

Inden han forsatte, stoppede han og tog nærmest tilløb. "Personen der skulle ændre mit liv og min indstilling til livet var Yara. Hun var en af de smukkeste kvinder, jeg havde mødt. Hendes øjne strålede altid som en Azurit. De havde tendens til at skifte fra lilla til blå til grøn, tit var de blandede i smukke nuancer. Jeg har aldrig set smukkere øjne. Hendes smil var guddommeligt, udfra dette smil stak helt hvidglødende tænder. Hendes læber havde en naturlig rød nuance, der gjorde at det alt lignede, hun havde læbestift på. Hun havde skiftende rødt og blondt hår, nogle gange også brunt. Nogle dage fik det hende til at ligne en engel andre dage en havfrue. Det var altid krøllet i de mest fantastiske krøller. Man fik altid lyst til at røre ved det. Alle havde lyst til det, det kunne man se. Selv vinden havde lyst til det, det var en af de eneste, der faktisk fik lov. Undtagen de få mennesker der kom ind i hendes favn, hun senere ville spytte ud. Hendes smukke feminine træk. Hendes tøj var også altid perfekt sat sammen og passede til den dags hår- og øjenfarve. En ting var sikkert, hun var altid gude smuk. Selvom hun altid var smuk, når hun gik der i skolegården var, det jeg havde mest lyst til, at vågne op med hende. Se hendes uglede hår og hendes blanke trætte øjne. Selv der var jeg sikker på, jeg ville synes hun var perfekt" Han holdt vejret, idet han skulle til at fortælle noget frygteligt. "Jeg var som forbandet i hende, hver gang hun kiggede sprang mit hjerte et slag over. Jeg ville gøre alt for hende. Jeg ændrede mig dag for dag. Da hun endelig begyndte at ligge mærke til mig, begyndte mit hjerte at banke hurtigere for hende. Den aften jeg husker bedst var, da vi første gang var helt tæt der, hvor vi elskede første gang. Morgenen efter, det at se hende på hendes mest ufuldkomne skikkelse, det var det smukkeste ved hende. De morgner var der ikke mange af, men hver af dem nød jeg."

Han stoppede op og man kunne se han ville fortælle det værste nu "En morgen vi mødtes ændrede ting sig drastisk. Hun så helt anderledes ud den morgen. Hendes øjne havde fået en ondskabsfuld glød. Hendes tøj var kun i mørke, melankolske farver. Hendes hår var sort, det var glat og uglet. Hun tog min hånd, men ikke på samme kærlige måde. Hun tog den bare målrettet for at få mig med hende. Jeg vidste noget dårligt ville ske, men ikke så slemt som det der skete." Han holde vejret, inden han skyndte sig videre. "Hun trak mig op i det tårn, vi altid plejede at mødes i. Hun skubbede mig ind i en væg og kiggede intenst på mig, inden hun pressede sine læber hårdt mod mine læber, så det næsten gjorde ondt. Derefter sagde hun nogle uforstålige ord. Det var sidste gang jeg så hende.

Hun lod mig ligge lidende på et hårdt stengulv, mens hun løb afsted med mine stjålne vinger." Han startede nu et helt andet sted, men det var alligevel utroligt let at følge med for hende. Det var, som om hun var en del af denne historie. "På min jagt efter vingerne og den kvinde, jeg stadig ikke kunne få ud af hovedet, mødt jeg en ældre mand. I min naivitet spurgte jeg til vingerne. Han svarede, at hvis han skulle hjælpe, skulle jeg love ikke at blive den samme som jeg, inden jeg mistede min vinger. I starten overvejede jeg det ikke engang, jeg gik bare videre. Men da jeg havde mødt ham mange gange, og han sagde det samme hver gang, begyndte jeg at tænke over, hvor ond jeg havde været mod alle. Så næste gang jeg så ham, gav jeg ham mit løfte. Han fortalte mig, jeg ikke ville møde hende igen. Den eneste måde jeg kunne få de stjålne vinger væk fra, hvad han kaldte et sirene- lignende væsen til at forvinde var ved at få dem tilbage på min ryg. Den eneste måde jeg kunne, det var ved at finde en pige der kommer til at betyde meget i dit liv. Jeg fik presset ud af ham at hun hed Mira, hun skulle græde for mig." "mig" sagde hun med en meget overrasket, pibende stemme. "Ja, det er dig, der har ændret mit liv drastisk." Han smilede til hende. Hun mærkede kærligheden mellem dem. Det var en helt speciel inderlig kærlighed. Pludselig kom hun i tanke om hendes forfølgere. "Ved du så, hvem det var der forfølgede mig?" Han kiggede forbavset på hende. "De røde dragelignende væsner? Jeg troede kun, de var efter mig. Men så må det jo være." Han stoppede brat, men hun var sikker på de tænkte på den samme. "Yara" sagde de i kor. "Jeg skal nok tage mig af det. Alene" Hans stemme var helt alvorlig nu. "Jeg tager med, de er også efter mig. Desuden har jeg heller ingen familie eller venner tilbage." Det var det sidste, der blev sagt den aften.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...