Vingeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

2. For første blik

Midt i de ned brændte ruiner stod hun. Ligeglad om hun blev opdaget og fanget, prøvede hun at slukke den sidste brændende bjælke. I choktilstand havde hun overbevidst sig selv om, at intet af dette i virkeligheden var sket, men det virkede ikke. "Mira, Mira hvor er du" hun begyndte at forstille sig, hvordan alle reagerede, mens deres hjem blev brændt ned. Hun forstillede  sig, sin mor stå i frygt og kalde på sit eneste barn. Hun så, det så tydeligt, at hun hørte hende. Tårene piskede ud af øjne på hende.  Illusionen gjorde, hun ikke lagde mærke til den virkelige verden. 

 

"Sus." Pludselig lå hun på jorden væltet omkuld af noget eller nogen. Faldet og forskrækkelsen gjorde, at hun intet kunne se. Noget fik hende til at føle, at det var en mand, enten var det trygheden eller de kærlige vibrationer han sendte. Han førte hende ned i en dyb hule med lange gange. Hvad ville han gøre med hende?. Hun havde ondt over det hele. 

 

Op af en dyb søvn vågnede hun langsomt. Hun lå under en varm form for dune. En meget træt og bekymret mand stod nærmest lænket til senge kanten. Man kunne se, han havde stået der længe. Hans hoved faldt træt ned i i stolben ved siden af sengen, hun lå i. Han øjne spærrede op hurtigt op fra den uønskede søvn. Hun prøvede, at holde den fnisende latter tilbage, men hun kunne det. Han så overrasket på hende og begyndte selv at grine lidt. I alt det kaos der var sket, var hun faktisk begyndt at glemme det. Det var, som om han påvirkede hende bare selve hans udstråling, hans energi, faktisk bare hans karisma. Han tiltrak hende, selvom hun ikke kendte ham endnu. Det havde ingen anden mand gjort før. Det var, som om deres energier blandede sig og blev forunderligt fænomen, et mirakel.

 

"Det var godt, jeg fik dig i sikkerhed. Inden de røde udyr dræbte dig fuldstændig" En akavet stillehed burde være dukket op, men det virkede ikke som stilhed, ikke mellem dem. "Jeg mener, du burde faktisk havde mere ondt. Jeg kunne ikke gøre noget ved dine forbrændinger" Hun kiggede langsomt under den tykke dune. Alt hun kunne se var små hudafskrabninger. "Hvilke forbrændinger? Hvad mener du? Det eneste jeg kan se er nogle få hudafskrabninger og føler nærmest ingen smerte" Han rev dunen af det nederst af hendes ben. "De var der, da jeg lagde dig her. Det sværger jeg. Du stod mit i en nedbrændt ruin by, i mens dragerne var over dig. De spyede ild det sværger jeg" Selvom hun ingen grund havde til at tror på ham , gjorde hun det blindt. "Jeg tror på dig, lig dig her i stedet for mig, du har jo stået her hele natten" sagde hun med et kærligt smil. Han lagde sig blidt ned uden at tage øjne fra hende. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...