Dont leave me (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2014
  • Opdateret: 23 mar. 2014
  • Status: Færdig
Judy Burt på 20 har mistet sin familie. Hun har ingen venner. Hun tager bare ud og oplever verdenen og håber på et mirakel sker. Så møder hun tilfældigvis selveste One Direction da hun kommer ud for et uheld. Hun kommer hjem til drengene for at kunne få hvile og sunde sig. Er de drenge de venner hun har ventet på at skulle få? Vil hun få følelser for nogle af dem? Læs for mere viden :-)

13Likes
26Kommentarer
804Visninger
AA

11. Will you.

Judy's synsvinkel:

Det bankede på døren. Det var Harry! Han kom der med sine krykker. Vi gav hinanden et kram. Der kom nogle tåre ned af kinderne på os begge. Han kyssede mig blidt på munden.

Han var svag kunne jeg høre på ham.

Vi gik allesammen ind i stuen og satte os i sofaerne. Vi spurgte meget ind til Harry.

"Hvordan har du det så?" Spurgte Louis.

"Jeg... Jeg føler mig meget svag. Jeg ved det lyder dumt at jeg er så svag når jeg bare fik et skud i benet, me..men jeg mistede meget blod. Det var ikke bare en dum lille pistol." Sagde Harry svagt.

Jeg holdte hurtigt om Harry for at vise at jeg elsker ham og at jeg altid vil være der for ham.

"Hvad er klokken?" Spurgte Harry.

"16:56." Svarede Niall.

"Okay. Judy... Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget..." Sagde Harry til mig.

"Hvad?" Spurgte jeg og smilede til ham.

"Judy Burt. Vil du gøre mig den ære at-"

"HARRY!!!!"

Harry faldte om! Han var også så svag i stemmen og når han gik med krykkerne at det måtte være et virkeligt stort blodtab.

"Harry!" Råbte jeg og ruskede i ham. Han lå på gulvet. De andre kom også over for at få Harry til at vågne. Men han ville bare ikke.

Louis ringede efter en læge. De kom hurtigt. Og klarede bare ærterne her. De bar ham ind på værelset og lagde ham.

"Hvad sker der doktor?" Sagde jeg hulkende.

"Hans blodtab må være meget stort." Svarede doktoren.

"Kan han ikke få noget af vores blod! Jeg er villig til at ofre alt for ham." Sagde jeg.

"Det kan ikke lade sig gøre. Han har mistet ufatteligt meget så du ville selv få stort blodtab af at give noget til ham." Sagde doktoren.

"Jeg vil gøre alt for Harry. Vil du have jeg selv skal stikke mig selv så han kan få mit blod!" Sagde jeg hulkende og tog min hånd for mit øje.

"Drop det nu søde. Vi kan ikke gøre mere." Sagde en  sygeplejerske nu som var med.

"I kan lige få noget tid til at sige farvel." Sagde doktoren. Og så gik doktoren og sygerplejersken.

Vi gik alle 6 over mod Harry. 

"Harry... Lad vær med at forlade os... Please..." Sagde Niall og begyndte at græde.

"Harry... Hvis du forsvinder nu så ønsker du sikkert for os at vi fortsætter One Direction. Men hvad er One Direction hvis en af os mangler?" Sagde Liam med gråd i stemmen. Vi sagde alle nogle ord til Harry. Nu var det min tur. Jeg stor tud og græd der jeg imens jeg snakkede til ham.

"Harry, hold nu op. Du kan ikke bare forlade os sådan her. Det ikke fair. Sådan en fantastisk person som dig har ret til at leve på jorden. Jeg vil så gerne høre færdigt hvad det var du ville fortælle mig før du faldte om.." Sagde jeg.  Jeg rejste mig op fra stolen ved siden af sengen Harry lå i. Jeg vendte mig om og græd.

"Judy..."

Jeg hørte hans stemme og stod hurtigt stille i 2 sekunder.

"Harry?" Spurgte jeg lidt forvirret og satte mig på stolen igen.

"Judy Burt. Vil du gifte dig med mig?" Spurgte han svagt men man kunne høre at han havde fået det lidt bedre.

"Hvad! Ja Harry! Ja! Der er ikke noget jeg hellere vil." Jeg lænede mig hen til Harry for at få ringen på.

"Jeg har desværre ikke en rigtig vielsesring. Jeg har kun en af mine egne metal ringe. Jeg lover dig du nok skal få en rigtig en." Sagde han.

"Nej Harry lad vær med det. Denne her er perfekt. For den minder mig om dig." Sagde jeg.

Harry rejste sig op stille. Og så kyssede vi.

"Aldrig forlad mig igen." Hviskede jeg til ham.

"Aldrig nogensinde. Hvis du en dag forsvinder vil jeg med dig." Hviskede Harry tilbage.

"Venner... Hvis det ikke var for jeres smukke ord ville jeg ikke være vågen lige nu. De gav mig det sidste skub til at leve." Sagde Harry til os alle sammen.

Vi gav ham alle et kram.

 

 

9 MÅNEDER SENERE.

Jeg var i kirken. Ude i et omklædningsrum. Eleanor havde lige hjulpet mig med at få min brudekjole på. Om 5 minutter  står jeg sammen med Harry og bliver gift.

Jeg fik nogle smukke hvide stiletter på til og en let og naturlig makeup. Det kunne mig og Harry godt lide. Ikke alt det dullede. 

Lou One Direction og 5SOS's hår stylist ordnede mit hår. Hun redte det godt igennem og fandt krøllejernet frem. Jeg fik nogle smukke krøller der hang ned. 

Og så fik jeg brudesløret på. 

Harry kunne simpelthen bare ikke vælge en Best Man. Så han valgte alle 5 drenge. Det var jeg meget enig i. Da min familie jo var død kunne min far jo ikke føre mig hen af kirkegulvet så Eleanor gjorde det. Døren åbnede og så gik mig og Eleanor der. Det var ikke akavet overhovedet. Jeg havde truffet det rigtige valg at sige ja til Harry. Jeg kunne se Harry fra min afstand. Hvor var han smuk i jakkesæt.

Hurtigt så stod jeg oppe foran ham. Han tog mine hænder og hviskede til mig: "Hvor er du smuk." Og kiggede på mig. 

"Harry, vil du tage Judy som din hustru?" Spurgte Præsten.

"Ja, mere end noget andet." Svarede Harry. Der begyndte jeg virkelig at smile mere end jeg allerede gjorde.

"Judy, vil du tage Harry som din ægtemand?" Spurgte præsten så mig.

"Ja, ja det vil jeg iværtfald." Sagde jeg ivrigt.

"Harry, du må nu kysse bruden." Sagde præsten.

Og så gav Harry mig en af de mest fantastiske kys i verden. Jeg kunne høre de andre drenge pifte. Og Harrys mor og stedfar klappe. Efter kysset fik jeg øjenkontakt med min nu bedste veninde. Eleanor. Hun nikkede tilfreds.

 

   Før var mit liv kedeligt og gråt. Men så spildte jeg på Harry og så endte det hele godt.

Jeg er nu officielt Miss Styles<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...