Dont leave me (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2014
  • Opdateret: 23 mar. 2014
  • Status: Færdig
Judy Burt på 20 har mistet sin familie. Hun har ingen venner. Hun tager bare ud og oplever verdenen og håber på et mirakel sker. Så møder hun tilfældigvis selveste One Direction da hun kommer ud for et uheld. Hun kommer hjem til drengene for at kunne få hvile og sunde sig. Er de drenge de venner hun har ventet på at skulle få? Vil hun få følelser for nogle af dem? Læs for mere viden :-)

13Likes
26Kommentarer
809Visninger
AA

9. Home

Judy's synsvinkel:

Jeg vågnede på hospitalet Alle de andre stod rundt om mig og blinkede. Niall, Louis, Zayn, Liam og Eleanor. Jeg havde sovet godt selvom jeg havde smerter for jeg vidste at Harry var her hos mig.

Men jeg var rigtig bekymret. Harry var sat til koma men jeg var ikke. Harry må ha mistet meget blod.

"Hej... Hvordan går det søde?" Spurgte Eleanor roligt. De tog alle hensyn til mig og Harry.

Jeg var blevet syet de steder jeg have sprækker. Det var heldigvis kun en. Og det var på min fod. Underligt sted. 

Jeg havde en masse blå mærker og sår over det hele. Og havde brækket foden.

(Wow de 6 drenge der elskede bare at skade mine føder, hvad?)

Jeg var lidt øm i mine muskler, men heldigvis var der ikke andet galt.

"Jeg er bekymret for Harry." Sagde jeg og kiggede ned i min dyne.

"Det skal du ikke være Judy...Harry er en fighter, han klare den." Sagde Zayn og smilte til mig.

Jeg smilte tilbage. 

Wauw, de drenge kunne virkelig muntre mig op! Jeg forstår skam godt hvorfor folk er directioners. One Direction ER glæden...

En sygeplejerske havde givet mig lov til at komme med ned i cafeteriet og få noget så jeg sad i en kørestol ligenu. Eleanor skubbede bag på også kørte vi ned til cafeteriet. Folk fik øje på os. Eller det vil sige de 4 fra One Direction. Og nogle genkendte Eleanor. 

2 søde piger på 10 og 12 år kom over og spurgte om autograf og billede. Det sagde drengene ikke nej til. De ville ikke skuffe deres fans. 

Jeg sad der i kørestolen og spiste en dejlig bacon sandwich. Mmhm... Bacon....

VI sad lige og snakkede i 10 minutter også gik vi op på værelset igen. Vi stod rundt om Harry som nu vågnede fra koma (Koma fra blodtab? Ved ikke om man kan det men okay så)

"Judy..." Hviskede han meget meget hæst.

"Harry..." Græd jeg næsten men havde gråd i stemmen. 

"Judy...Jeg vil med hjem Judy..." Sagde Harry hæst igen.

"Du kan komme hjem om 5 dage Harry... Det siger lægerne." Sagde jeg imens jeg kørte mine fingre igennem hans dejlige, krøllede, smukke, bløde og charmerende hår.

Han smilede svagt tilbage.

Jeg lænede mig forover fra kørestolen og kyssede ham blidt på munden.

"Tak..." Sagde han.

Mig og de andre tog hjem efter de også fik hilst på Harry. Det han havde brug for var noget hvile. 

Da vi kom hjem tog jeg en slapper på sofaen og snakkede med Eleanor  som lå med sit hoved på Louis skød. Louis aede hendes hoved imens han så fodbold i tv'et.

 

Dagene gik afsted, og Harry kunne komme hjem i morgen. Jeg sad ikke i kørestol længere men havde nogle krykker. Mig og de andre savnede Harry inderligt. Vi havde bare set tv og spillet nogle brætspil. Der har ikke været så meget grin og glade dage. Ikke fordi vi var blevet til lyseslukkere vel men... Vi savnede Harry og var lidt bekymret. 

Det var aften. Vi havde lige spillet brætspil. I morgen kom Harry hjem og vi glædede os rigtig meget. Jeg lagde mig til at sove. Det var ret mærkelig ikke at ligge ved siden af en Harry i disse dage... 

 

Det var så dette kapitel for denne gang! Jeg undskylder meget at det var så kort ligesom alle de andre kapitler jeg laver. Og jeg undskylder for at det var så plat og virkelig dårligt kapitel! Komenter, like, føj til favoritter og bliv fan af mig. Det kunne være nice da.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...