Monsteret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2014
  • Opdateret: 14 jan. 2016
  • Status: Igang
Ambers forældre er døde, og hun er i tvivl om hvem hun er, da et budskab dukker op om at hun skal til "det uendelige"

11Likes
19Kommentarer
552Visninger
AA

4. Farvel.

 

Good-bye my Fancy! 
Farewell dear mate, dear love! 
I'm going away, I know not where, 
Or to what fortune, or whether I may ever see you again, 
So Good-bye my Fancy.

- Walt Whitman

 

"Amber!"

Jeg vågnede med et gisp, og så William der rystede mine skuldre. Hans brune øjne var mørke af raseri og hans øjenbryn mødte næsten hinanden. Han var høj, slank og på samme måde maskulin. Hans brune hår var rodet og vådt. Jeg kunne høre regnen brase ind på mit vindue. Han greb hårdt fat om mine arme, og løftede mig ud af sengen. Jeg kiggede overasket ned af mig selv, takkede mig selv indvendigt for, i søvne, at have taget en t-shirt på.

 Jeg følte et stort stød, flyde op gennem mine arme og op til mit hjerte der sprang et slag over. Jeg gispede og tog en hånd op til min hals.

Jeg skubbede tanken fra mig. Jeg ville ikke spilde ét eneste øjeblik, jeg havde sammen med ham. Han trak mig med sig ned af trappen, og jeg havde nær faldet, hvis ikke hans greb om min arm var så stramt. Vi kom ind i køkkenet, og jeg rev armen til mig. Jeg ømmede mig over smerten. William plejede altid at behandle mig som var jeg skrøbelig som porcelæn. Men åbenbart ville han ikke gøre det nu.

"Hvad?" Han vendte sig om og trådte tilbage. Han rystede over hele kroppen og knyttede hænderne. Jeg kunne se hans muskler spænde, og hans kæbe sætte sig.

 Jeg sukkede ved synet af hans ustoppelige vrede."Will" Jeg rejste mig fra min stol, og gik hen til ham. Jeg løftede min ubundne hånd over hans ansigt, som han kiggede op på min hånd. Et stød gik igennem min hånd. Hans krop stoppede straks med at ryste, og hans øjne fokuserede på mig igen. Han smilede skævt til mig uden at det nåede op til øjnene. Jeg kiggede væk og knyttede min hånd.

Jeg bed smerten i mig, og prøvede at fremtvinge et smil men det virkede ikke. Det føltes som tusinde små nåle var blevet stukket op i min hånd. Jeg satte mig ned på en af stolene, og bed mig selv i læben. Jeg smagte mit eget blod i munden- det smagte som metal og skidt. Jeg slikkede min læbe fri fra blod og kiggede på Will. Han stod stadig op, og trak vejret dybt ind og ud- noget jeg havde lært ham. Han kiggede længselsfuldt ud af vinduet, og jeg skar ansigt, da smerten vendte tilbage til min hånd. Smerten i den anden havde fortaget sig. Den var bundet ind i noget rigtigt forbinding nu. Han pustede ud og trak en stol ud. Det larmede, og stolen gav sig under hans vægt. Han kiggede mig ind i øjnene, og jeg så en form for tristhed dybt inde bag den gyldenbrune farve. Jeg skar en grimasse, da han greb min forbundne hånd"Amber, der er noget jeg må fortælle dig.." Jeg kunne se ham synke idet hand havde sagt det.

Han kiggede ned i bordet.

Hans øjenbryn trak sig tættere og tættere på hinanden og en lille rynke dukkede frem. Han var fordybet i tanker. Jeg tog chancen, kneb øjnene sammen og klemte hans hånd. Alle hans tanker fløj ind i mit hovede, som en tsunami af information. Men jeg druknede ikke, og jeg fokuserede på ikke at miste kontrollen.

Jeg så mit navn dukke op i hans tanker, og jeg skyndte mig at "gribe" tanken.

,,Hellere dø, end at fortælle hende sandheden.. Jeg må give op om os.. Tag dig sammen Will!,,  Jeg kunne høre hans ynglings sang i baggrunden af hans tanker, og det beroligede mig en lille smule.

At være inde i hans hovede, var som at forsvinde fra min krop og ryge ind i et hav af tanker som lignede spindelvæv.. Forvirrende og på samme tid fantastisk, alt sammen udenfor kroppen.

  ,,Vi har ingen fremtid sammen ,, Et billede af en sorthåret pige dukkede op i hans tanker. Hun viftede med håret og smilede sødt. Hendes øjne var lyseblå som havet. Hun slikkede sig om læben, og jeg fik kvalme ved synet. Jeg havde en fornemmelse om, hvad hun lavede i hans tanker.

 Ved siden af hendes ansigt kom nu et billede af en pige op der kiggede forvirret på hende, og hen på mig eller nok på Will. Det var jo hans tanker.. Hun havde hvidt langt hår og grønne øjne. Hun havde mørke rander under øjnene, som fik hende til at se gammel og slidt ud, hendes ansigt var tyndt og hendes kindeben sprang frem. Hun så ikke rask ud nærmest udsultet.

Hendes mundvig vendte nedad.

Det var mig..

Jeg gispede, og vendte tilbage til min krop. Jeg kunne se sorte pletter for mine øjne, og med pigen i bagtanken, fik jeg fjernet min hånd fra Williams. Han sad og stirrede ud i luften med et smil på læberne.. Sikkert om hende..

Jeg rejste mig, og hamrede min indbundet hånd ind i stolen, så den faldt, og Will vågnede fra sin dagdrøm. Jeg gispede efter vejret som Will kiggede forskrækket op. Hele min krop rystede af raseri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...