Who let the dragons get out?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
Dragemester Ja med sådan en titel var der visse forventninger til en… Det finder David ud af, da han får en særlig sag på halsen: Nogen har lukket dragerne ud af deres bure! Han bliver derfor pålagt to ting: 1. Han skal fange dragerne 2. Han skal finde ud hvem der lukkede dem ud? Men den første del er i sig selv svær nok eftersom det ikke er almindelige drager, der spyr ild eller vand. Nej nej det er formskiftende drager, der kan tage skikkelse af hvad som helst og hvem som helst. For at gøre det bare lidt sværere så kan de også tage vedkommendes magiske evner til sig. Meget frustrerende for en dragemester, der faktisk er klar til at forlade branchen, men nu bliver han nødt til som det sidste at indfange disse drager. Det hjælper slet ikke at den anden del også plager ham, for hvorfor har han en fornemmelse af, at han godt ved hvem det er, der lukkede dem ud og at der står noget langt alvorligere på spil end at par drager er sluppet fri? (Inspireret af nr.3 i Fantasy konkurrencen)

2Likes
0Kommentarer
343Visninger
AA

2. Kroen

At være dragemester skabte altid en del overdrevne rygter. Rygter som han altid fik modbevist, blandt andet fordi mange af dem var så tåbelige at man burde kunne høre, hvor latterligt det var.

Man sagde han var en damernes ven. En decideret charme trold og kunne tale så der flød guld ud af munden på ham.

Hvilket var alt sammen var løgn på løgn.

Han var ingen damernes ven, hvilket han udmærket vidste og hvad pokker skulle han også med sådan nogen kvindfolk?

Charmerende?

Ham?  

Helt ærlig var det en joke det her?

Og tale så der stod guld ud af munden på ham, næppe. Han talte næsten ikke og når han gjorde så ville han da godt vide, hvor det såkaldte guld blev af så?

Han sukkede dybt inden han tog kruset af den billigste sprut kroen havde op til munden og tog en slurk af den harske væske. Han satte kruset ned efter at mere eller mindre at have slugt sprutten, han havde for længst vænnet sig til smagen og da det var det eneste han havde råd til for tiden.

Billig sprut og sove under åben himmel.

Jeps... han var en rig mand.

Han gryntede utilfreds da en lav rumlen fra hans mave gjorde ham opmærksom på at sprut ikke ville være nok til at fylde hullet i den sådan som det plejede at gøre. Hvis der ikke snart dukkede noget arbejde op til ham, så han ingen anden mulighed end at forlade dragebranchen, hvilket han i de seneste år var begyndt at overveje. Han blev jo ikke yngre og han fik stærk konkurrence af de adelige unge krigere, der kom fra adelige familier. Disse krigere så det kun som en hobby at fange og slå dragerne ihjel. Faktisk var det mere for deres fornøjelsesskyld, eftersom de ikke behøvede at frygte for deres liv og skyede ingen midler for at få lidt morskab ind i deres trivielle og kedelige liv, når de ikke kunne komme i felten.

Alt dette betød at selv de drager, der holdt sig langt væk fra menneskene blev jagtet.

Det var han som en ægte dragemester imod. 

Han jagtede kun drager, der var til farer for mennesker, det var det han troede på var det rigtige. Hvorfor skabe ubalance imellem mennesker og drager, når man kunne lade være?

Dragemester erhvervet blev dannet for at beskytte både drager og mennesker..

En ordning der var glemt af mange, som han dog af sin mester fik banket ind i hovedet hver dag til han blev erklæret udlært. 

Han sukkede, mens han gned sit ansigt med sin ene hånd og mærkede de daggamle stubbe i det hans hånd arbejdede sig ned over hans ansigt fra tindingerne til kinderne, han ikke havde overkommet at rage den begyndende skægvækst af.

Hvorfor skulle han? Måske ville det faktisk klæ ham med en smule skæg.

Hvad var det dog han tænkte på? Hvis det ikke var fordi han var på den halvtomme kro, ville han have givet sig selv en lussing, i stedet måtte han give sig et mental spark i røven, mens han lod hånden falder med en dump lyd ned på bordet igen.

Han lod efter dette mentale spark sine tanker glide hen på sin seneste overvejelse. Hvilket var løgn. Det var faktisk noget han havde tænkt længe over. Burde han ikke forlade dragebranchen, mens han endnu var ung nok til at kunne komme i hæren? Selv hvis han ikke kunne komme i hæren, kunne det være det var på tide at opsøge sin gamle tante. Det kunne være hun ville genoverveje sit tilbud til ham. hun havde givet ham til den sidste familiesammenkomst... Så vidt han kunne huske havde det vidst været ved hans lille søsters bryllup.

Det var mindst 15 år siden.. Siden det bryllup havde han ikke set sin familie, men han vidste at de var i live og havde det godt. Det var det vigtigste....

Den gang var der så mange drager der angreb mennesker, at hans tantes forslag på det tidspunkt havde været en fornærmelse i hans øjne, men han var selvfølgelig også lige blevet udlært til Dragemester på det tidspunkt. Og han havde altid været lidt af et brushoved.... Det var selvfølgelig gået over nu, men den gang havde han for øjnene af de fleste familie medlemmer, der hellere end gerne ville have taget imod tantens forlag om at blive hendes staldmester eftersom han da ikke kunne leve af den lave løn som man fik som dragemester, sagt nej der var jo masser af drager. De ville ikke uden videre forsvinde fra den ene dag til den anden. Han fik godt nok ret i den sidste del, dragerne forsvandt nemlig stille og roligt over årerne. Den dag i dag  var han heldig hvis han kunne få lov til at jage små pygmædrager ud af hønsehuse. 

Lige nu fortrød han det bitterligt, men måske kunne hun overtales? 

Han sukkede lydløst, da han udmærket godt vidste at han ville blive nødt til at komme kravlende på alle fire for i det hele taget at få den gamle heks af en tante til at overveje det. Det var desværre et gennemgående irriterende egenskab mange i hans slægt led af. Denne stolthedsfølelse som nærmede sig det dum-stædige. 

Disse mere eller mindre mørke og negative tanker forhindrede ham dog ikke i at bide mærke i at nogen trådte ind på den snuskede kro, som ingen i dagtimerne trådte frivilligt ind i, hvilket også var grunden til at dragemesteren havde valgt denne kro og derfor virkede det endnu mere mærkeligt at nogen netop skulle komme ind nu.

For det var tydeligt at vedkommende ikke hørte til der. 

Det skete da sommetider at en ved i uheld trådte ind på kroen i dagtimerne, men de skyndte sig lynhurtigt ud igen. Hvilket denne dog ikke gjorde tværtimod virkede det til at han faktisk ledte efter nogen. Men det kunne ikke passe. En mand med råd til sådan en varm kappe af den bedste kvalitet og nypudsede støvler kunne da umulig have nogen bekendte her medmindre... Vedkommende drejede sig så meget at våbenskjoldet på hans mave samt bæltespændet af sølv afslørede ham som budbringer af en fornem herre. En herre der havde råd til at give sine folk sådan noget kluns på. 

Der kunne kun være en grund til at sådan en budbringer kom til sådan et snusket sted. Han turde slet ikke at tænke tanken til ende og forsøgte at forgæves slukke den lille gnist af håb, der blusede op i ham. Han lod som ingenting eller han forsøgte på det, mens han vagtsom holdt øje med budbringeren tromede hans fingre let på bordets ru overflade. 

Budbringeren måtte bruge et par min på at sine øjne skulle vænne sig til kroens mere eller mørke kroge eftersom solen stadig stod højt udenfor, men da hans øjne først havde vænnet sig til den dunkle belysning kunne han gøre den konklusion at det var den rigtige kro. Hans herre havde givet ham tilstrækkelige med oplysninger til at han genkende stedet selv uden at kende kroens navn: Det haltende svin.... 

Budbringeren så søgende rundt og fik så øje på en, der havde på trods af pladsen havde valgt at sætte sig helt nede i hjørnet af krostuen med ryggen op af muren, så ingen ville kunne snige sig ind på ham bagfra. 

Han var også kroens eneste levenede væsen han umiddelbart kunne se med mindre man tog den underlige snorken med der lød omme bag baren. Krofatteren var vidst ikke en selv en der forventede særligt meget liv på dette tidspunkt og samlede tilsyneladende kræfter ind til om aftnen. 

Budbringeren gik derfor siksakkende mellem stole og borde ned mod kroen eneste kunde, som sad som om det ragede ham pind, at det hele ragede ham en pind, hvis ikke det havde været for mandens fingre, der hamrede let ned i bordpladen og gav en slags rytmisk lyd fra sig. Lyden hold dog op i det den fremmede standsede foran hans bord og sagde ligeud:

”Jeg er vidst ventet..”

Mens han med en nysgerrig mine betragtede manden, var dette en dragemester? Han kneb sine øjne en smule sammen for at vurdere mandens udsende og påklædning lidt bedre i mørket. 

Mandens mørkebrune tøj var godt lappet, nogen steder var stoffet blevet misfarvet som havde det været udsat for voldsom varme, at det var mere sort end brunt. Selv læderbeskytterne, der sad placeret rundt omkring på hans skuldre og arme bar præg af vejr og slid.

Manden havde ikke råd til at sige nej til det forslag han var kommet for at give ham. Da han endelig så på selve mandens ansigt gav det et uventet gib i ham ved synet af tre ar, der løb fra den højre tinding tværs over ansigtet før det sluttede af på dennes venstre kindben.

Det var ar som kun kunne stamme fra et stort dyr med store klør.

Et stort dyr som en drage.

Arene var gamle og stod helt hvide frem i mandens solbrændte ansigt og måtte stamme fra dragemesteren første år som lærling. Utrolig nok fejlede mandens øjne intet, da et par brune øjne betragtede ham med ligeså stor mistænksomhed som han betragtede manden med nysgerrighed.

Hans kommentar havde udløst en gnaven mine fra manden inden denne svarede i et sarkastisk toneleje: ”…med længsel! Kom til sagen, jeg har andet at give mig til…”

Budbringeren kastede et blik ned på kruset, der stod på bordet, og tilbage igen mod manden med et hævet bryn, da denne skubbede distræt til kruset, så næsten stod på kanten af bordet, imens han med en hånd pegede på pladsen overfor ham:

”Hrmmff okay måske ikke…  sæt dem  ned… jeg ville have budt på en drink, men jeg tror næppe de vil syntes om det stads man kan få her…” 

Sandheden var dog at han ikke havde råd til det, men det behøvede ingen af dem at påpege. Budbringeren satte sig elegant ned på den vakkelvorne stol overfor manden, mens han lænede sig afslappet tilbage, sagde så endelig for at vise at han ikke var kommet for at håne manden:

”Jeg er Loules af Hulik, tredje søn, budbringer... eller nok nærmere en stik-i-rend-dreng…”

Det sidste blev sagt i en fortrydelig mine, men det fremkaldte et skævt smil fra manden overfor ham. Det var noget han kunne lide at høre. Budbringeren havde da selvironi med sin stilling. Han rakte ham sin barkede næve tværs hen over bordet. Det gik op for Loules at mandens hånd var bundet ind i næsten ren bandage i det han tog den og mærkede med det samme sin hånd blive klemt. Det kom så meget bag på ham at han ikke kunne lade være med at gispe let over smerten,, hvilket fik ham til at se med stor forbløffelse ind i mandens brune alvorlige øjne, der lyste op med en særlig stolthed da han præsenterede sig selv med en dyb stemme:

 

”Mit navn er David og jeg er dragemester…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...