Who let the dragons get out?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
Dragemester Ja med sådan en titel var der visse forventninger til en… Det finder David ud af, da han får en særlig sag på halsen: Nogen har lukket dragerne ud af deres bure! Han bliver derfor pålagt to ting: 1. Han skal fange dragerne 2. Han skal finde ud hvem der lukkede dem ud? Men den første del er i sig selv svær nok eftersom det ikke er almindelige drager, der spyr ild eller vand. Nej nej det er formskiftende drager, der kan tage skikkelse af hvad som helst og hvem som helst. For at gøre det bare lidt sværere så kan de også tage vedkommendes magiske evner til sig. Meget frustrerende for en dragemester, der faktisk er klar til at forlade branchen, men nu bliver han nødt til som det sidste at indfange disse drager. Det hjælper slet ikke at den anden del også plager ham, for hvorfor har han en fornemmelse af, at han godt ved hvem det er, der lukkede dem ud og at der står noget langt alvorligere på spil end at par drager er sluppet fri? (Inspireret af nr.3 i Fantasy konkurrencen)

2Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

4. Hvad skal jeg finde?

”Undskyld deres nåde, men er de klar over hvor vanskeligt det er bare at finde en drage… at finde tre drager er mere held end forstand… og at de tilmed er formskiftende drager… og de fortæller mig at jeg ikke må dræbe dem, men indfange dem levende?” gentog David imens han så på troldmanden og dennes tjenere med vantro i blikket med armene lagt overkors. Troldmanden rynkede panden, han havde ellers forstået de rygter omkring at netop denne dragemester allerhelst undgik at slå dragerne ihjel, måske passede de ik…. Han stoppede sin tanke virksomhed da han så dragemesteren overfor sig der betragtede de tre båse med et tænksom blik inden han med et ganske lille smil spillende på sine læber vendte sig mod ham igen og sagde: ”Jeg tager jobbet…”

Troldmanden nikkede og svarede:

”Godt for der er en ting mere, jeg vil gerne have de finder ud af hvem der slap dem fri?”

David rynkede panden, sagde: ”Det er normalt ikke min afdeling at udspørge drager… men hvis nu der kom lidt ekstra oveni… kunne jeg måske…”

Han løftede spørgende det ene øjenbryn, men rynkede så panden da troldmanden ganske hurtig erklærede sig enig og rakte ham sin hånd for at de skulle besegle aftalen med et håndaftryk hvilket fik david til at tilføje inden han tog hånden: ”Jeg skal have det skrifteligt…”

 

Tre timer senere begav Dragemesteren sig afsted alene og til fods med en fyldt lærredssæk med proviant  samt et dokument med troldmandens segl, der kundgjorde at hvis han købte noget ind ville regningen blive sendt til troldmanden. 

Louples ville gerne have gjort ham selskab, men både troldmanden og dragemesteren havde set på den unge mand med miner der var så kolde at Louples hurtig trak sit forslag tilbage. Desuden.... arbejdede en dragemester altid alene med mindre de selvfølgelig fik en lærling på slæb. Hvis der nogensinde opstod en dag, der krævede at flere dragemestre måtte stå sammen, ville det betyde at dragerne ville være mægtigere end nogensinde og det ville være undergangen for menneskene. 

David smilede dystert for sig selv, som om det nogensinde ville ske, han lagde nakken tilbage og så op mod himlens tætte grå skyer. 

Han betragtede dem eftertænksomt. 

Det lod til at det ville blive endnu en regnfuld nat, men denne gang kunne han da nyde natten med en dejlig brugt kappe som en af de unge køkkenpiger havde stukket i armene af ham, da han var gået ned i det fortravlede køkkenet for at hente provianten. Han rystede let på hovedet da tanken om den kønne kokkepige var ved at dominere hans tanker, begyndte at gå igen. Han skulle så langt væk fra den borg af som muligt.

Efter et par timers endeløs gang nåede David endelig frem til en korsvej. Det ville have været gået hurtigere, hvis han havde været til hest, men det var han ikke.

Troldmanden havde tilbudt ham en hest, men det måtte dragemesteren afslog af den simple grund at han kunne overse nogen spor dragerne evt. kunne have efterladt sig. Troldmanden fornemmede dog med det samme at han både løj og sagde sandheden, men trak på skuldrene det måtte manden om. Det var sandt at David kunne overse mange ting fra hesteryg, men han undlod bevidst at nævne, at han faktisk var rædselsslagen for heste og havde derfor aldrig lært af ride. For helt ærlig han var da for hulen en Dragemester. Ingen ville nogensinde give ham et job hvis nogen hørte at han var rædselslagen for heste. 

Han kastede et blik rundt på de tre veje der lå foran ham.

Den ene førte til bjergene, den anden til områder der blev styret af hver deres lensherre, hvor der konstant ville være kampe og den tredje… den førte til kongens slot.

Han vidste at dragerne allerhelst ville søge mod bjergene, men det var noget alle vidste og derfor ville det være tåbeligt af dem at give sig i den retning med det samme efter deres flugt fra troldmandens borg.

Imens han stod og overvejede sine muligheder, kom der en hård vind og slog omkring ham inden den svævede videre, den bragte en forbløffende friskhed med sig og en duft af:

”Kanel?” sagde han højt selvom ordet hurtig blev taget af vinden så snart han havde sagt det. Han vendte sig brat mod den sti, hvor vinden var kommet fra, mærkede hans hår nærmest blev blæst bagud da endnu en vind blev kastet imod ham og fik ham til at knibe sine øjne en smule sammen.

Vejen til bjergene… Det virkede bare så åbenlyst.

Han trommede sig let på næsen med sin ene finger, og rynkede panden. Han havde kun ganske få spor at gå efter og kun få af dem ville blive ham til gavn. Duften af kanel kunne evt. være fra den drage han ledte efter, men det kunne også ligeså godt være en krydderikræmmer med en sækfuld kanel i sin vogn. 

Han rystede let på hovedet og begyndte i rask trav at gå ned af vejen, der på et tidspunkt ville fører ham forbi bjergene. 

Det var et forsøg værd. 

Han kunne kun krydse fingre for at dragerne ikke var noget så langt endnu og måske lod sig distrahere af alle de byer, som de ville skulle gå igennem først. 

Det var en af fordelene ved at det var formskiftende drager han jagtede. De kunne ikke flyve i særlig lang tid af gangen eftersom de måtte antage skikkelse efter et bevinget væsen, da deres egne vinger mest af alt var til pynt eftersom… 

David mærkede kort et lille blus af vrede inden i sig, da troldmanden Rabun havde fortalt ham, at han havde stækket deres vinger, havde han ikke på nogen måde skjult sin foragt overfor troldmanden.  

At fratage et tænkende væsen sin frihed var slemt nok, men at stække det fuldkommen, det var ondt. 

Det havde nær fået David til at trække sig fra opgaven, men noget holdt ham tilbage. Han forstod ikke selv hvorfor, men han sendte bare troldmanden et blik så fuld af foragt inden han med dokumenterne og seglet i hånden havde forladt dennes kontor uden at sige et ord, men med troldmandens øjne brændende ind i sin ryg fik han hurtig et indtryk af at troldmanden heller ikke havde brudt sig om ham.

 

Uden at tænke mere over dette gav han sig til at gøre det, han som dragemester altid gjorde, nemlig at følge sin næse og se hvor han så endte henne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...