Who let the dragons get out?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
Dragemester Ja med sådan en titel var der visse forventninger til en… Det finder David ud af, da han får en særlig sag på halsen: Nogen har lukket dragerne ud af deres bure! Han bliver derfor pålagt to ting: 1. Han skal fange dragerne 2. Han skal finde ud hvem der lukkede dem ud? Men den første del er i sig selv svær nok eftersom det ikke er almindelige drager, der spyr ild eller vand. Nej nej det er formskiftende drager, der kan tage skikkelse af hvad som helst og hvem som helst. For at gøre det bare lidt sværere så kan de også tage vedkommendes magiske evner til sig. Meget frustrerende for en dragemester, der faktisk er klar til at forlade branchen, men nu bliver han nødt til som det sidste at indfange disse drager. Det hjælper slet ikke at den anden del også plager ham, for hvorfor har han en fornemmelse af, at han godt ved hvem det er, der lukkede dem ud og at der står noget langt alvorligere på spil end at par drager er sluppet fri? (Inspireret af nr.3 i Fantasy konkurrencen)

2Likes
0Kommentarer
338Visninger
AA

3. Duften af drager og dragemester

"Hvorfor roder du rundt i...?"

"Hvorfor?"

Tænkt at sådan et lille ord kunne blive så aldeles irriterende. 
David sukkede tungt og skjulte på ingen måde at han fandt det højest forstyrende og at han allerhelst ønskede hele flokken af nysgerrige slotsbeboere væk. 

Det var den tiende der spurgte ham hvad han fik ud af at undersøge de bure som de undslupene drager var sluppet ud af.

Hans hovedet dunkede let af begyndende irritation. Han gned sin næse ryg og trak vejret lidt dybere så duften af drage, gammel halm underlag gled godt ned i lungerne af ham.

Denne drage duftede lidt ligesom vanilje.

Han smilede en smule hvilket hjalp på den ubehalige dunken bag pandelappen.

Der var intet som duften af drage. Han vidste ikke selv hvorfor, men for ham duftede drager af hverdagsting fx det første af burene han havde undersøgt havde duftet af æbletærte og det andet bur duftede af kanel. Han vidste fra andre dragemestre dem, der stadig erkendte at han eksisterede i deres branche, var at han var den eneste, der syntes de duftede godt. Han havde dog stødt på en drage hvor lugten af rådden kød var så gennemtrængende at han havde været nødt til at stoppe små fed hvidløg op i næsen for overhovedet at komme i nærheden af den uden at kaste op. Det havde så efterfølgende taget ham timer om at få renset sine næsebore. 

Helt ærlig var det så underligt at se en dragemester i action? Han kastede et hvast blik over skuldren og så atter på borgens unge damer, der næsten stod oven på hinanden for at se ind, mens de fnisede ved synet af ham. Han kunne selvfølgelig ikke vide at de unge kvinder faktisk fandt ham ganske tiltrækkende: Arrene i ansigtet... selv lugten af ham, selvom han faktisk havde taget "et bad" i den nærliggende flod før han overhovedet havde nærmet sig borgen hvorfra budbringeren Loules' herre skulle bo: Troldmanden Rabun.  

Det var knap en time siden at han havde sat en fod indenfor borgens murer. Han var kun noget ind af porten inden alle tjenestefolkene begyndte at stirre intens på ham. han ignorerede dem imens han ganske roligt gik op ad hovedgaden. De betragtede hans lappede tøj, der stadig var fugtigt efter sidste nats regn med kritiske blikke. Han hørte mumlen imellem dem og vidste udmærket godt hvad der foregik:

”Han kan da ikke være dragemesteren?”

”Han ligner mere en daglejer… eller en fredløs…”

”En fredløs, der frivilligt vader ind i en troldmandsborg?”

”Nej nej se mærket!”

”Det er en dragemester!”

Det de var blevet så ophidset over var hans ryg mærke, der var syet fast på det stykke læder han havde beklædt et lille rundskjold med som han havde slynget over ryggen. Det var forbudt for alle andre udover dragemestre at have dette mærke, da det på mange måder også var en del af kongehusets mærke dog i en meget simpel udgave. I Davids tilfælde var det en nærmere en primitiv malet mærke. Han mærkede efter at køllen stadig sad i bæltet i det tilfælde at tjenestefolkene antog at han nok var en som ville forfalske sådan et mærke, mens en lang sammenrullet pisk hang i den anden side og klaskede let mod hans lår som erstatning for det sværd han engang havde haft. Han havde mistet sværdet ned i gabet på en af disse jorddrager som uheldigvis også havde kunnet betvinge alle mulige metaller og fandt især sværd ganske sjove at bukke sammen som var det strå for derefter at smelte det om til en ubrugelig bunke smeltet metal og jern. Han havde ikke tjent nok til at kunne købe et nyt sværd eller bare et brugt et...

David lød blikket glide rundt og fik så øje på en person, han genkendte som maste sig forbi tjenestefolkene, der stod i lange rækker langs hovedgaden, ”det var på tide man skulle tro at du gik hele vejen…”  lød det fra den muntre budbringer. David sendte Loules et blik og kommenterede tørt: ”Det gjorde jeg også… ”

Loules så på ham og de mudrede støvler, tydeligvis ikke sikker om det gik an at lade sin herre se denne dragemester i sådan en mundering: ”Vis mig burerne..”

Louless så forvirret fra støvlerne og ind i et par brune øjne som så alvorligt på ham da han spurgte dumt: ”Burerne?”

David sukkede dybt og tog et par skridt frem og sagde meget langsomt: ”Ja de burer hvor dragerne undslap fra.. med mindre du selvfølgelig påstår at i ikke holdt dem i burer?”

Det kunne Loules selvfølgelig ikke og havde måtte, selvom han forsøgte at protestere, vise dragemesteren op til stalden hvor dragernes burer var. Da David stod foran burene nikkede han let for sig selv imens han uden videre havde fejet Loules af med ordenerne om at hvis han herre ville ham noget kunne han komme ned til drageburerne og uden yderligere omsvøb satte han  derefter sit rundskjold med største ro foran en af stængerne og åbnede en mindre rygsæk som havde været tættest mod hans ryg i skjul under skjoldet. Nogen minutter efter gav han sig til at hive lidt forskellige redskaber frem.  

Loules var fuldkommen stivnet, hvordan kunne han.. hvordan kunne han tro .. sådan en beskidt og… som om dragemesteren havde hørt hans tanker sendte han ham et blik, der ikke tilhørte den mand han for tre dage siden havde talt med. Det blik havde været lettere tøven og en smule fordrukket og det var dette blik langt fra. Noget der uvilkårlig kun kunne få Loules til at tænke, at det her var en dragemester. Dette blik sagde alt og alligevel intet for i det næste lød dragemesterens barske stemme med antydningen af et kan-du-så-se-at-komme-videre- undertone:

”Står du her endnu?”

Dette havde endelig sat fart på Loules, der dog til Davids store fortrydelse ikke fik taget de andre tjenere og unge damer med ud igen, så han kunne arbejde i fred.

David brummede irritereret i det han satte sig på hug foran en af dragens efterladenskaber. Det var rent held at Loules havde nået at forhindre rengøring af burerne indtil han kunne kaste et blik på dem Så i det mindste var den beslutning godt givet ud i det den unge budbringer havde givet sin besked næsten blevet sparket ud af kroen med en ordre om at stoppe alt rengøring af burene. 

”Finder du noget interessant?” 

Denne stemme lød langt mere bydende og var så neutral at David uvilkårlig svarede uden at vende hovedet for at se hvem det egentlig var han talte til:

Hvis jeg havde fundet noget af interesse ville jeg ikke fortælle dig det…”

Kun fordi de højlydte gisp bag ham fortalte ham at det havde vidst drejet sig om en magtfuld mand, fik ham endelig til kaste et blik hen over skulder, dette var dog for akavet for ham, så han endte med at rejse sig op med en smidig bevægelse til at stille sig med front ud mod den lille mand, der havde stået bag ham.

Der var en autoritær aura omkring manden samt noget andet.

Der gik et par sek. Før det gik op for David at det var magi.

Altså var denne mand borgens herre Troldmanden Rabun. David nikkede let denne som tegn på respekt bukkede han også en anelse. Bukket var ikke mere end par cm dybt eftersom at dragemester erhvervet gav visse privilegier. En af dem var at dragemesteren selv bestemte hvorvidt han ville bukke eller ej for nogen der tydeligvis var højere rangeret end ham selv. Han skulle selvfølgelig altid bukke dybt for kongen og dets tronfølger, men ingen andre ville kunne straffe ham for manglende respekt ved at udelade bukkeriet.

Troldmanden sendte ham et vurderende blik og ligesom hans budbringer Louples betragtede han manden foran sig en anelse kritisk, men ud fra mandens lugt... fornemmede han en snert af ild og svovl fra dennes tøj. Åbenbart havde lugten sat sig så godt fast i tøjet at intet ville kunne adskille det fra hinanden. Han viftede så uden yderligere sine tjenestefolk væk med undtagelse af Louples og en ung mand i klædt i det panser og plade, der afsløre ham som en af dem der til daglig havde noget med dragerne at gøre. Det gik David ud fra eftersom ingen af de soldater han havde set placeret rundt omkring i den store borggård rendte rundt i sådan en mytisk mundering. For dragten den unge mand havde på bestod mere eller mindre af løse plader og andre småting han havde måtte have fundet rundt omkring på borgen af metal og i mellem hans hænder holdt han noget, der godt kunne ligne en hjelm, men i dragemesterens øjne var en vandspand en bedre beskyttelse end den.  Tavsheden lagde sig tungt i det store rum hvor tre gabende bure udgjorde det hele. De havde dog valgt at rykke sig ud fra buret af, så de i stedet så på tre kæmpe burer udefra.

Det endte med at dragemesteren brød tavsheden med en spørgende undertone:

”Jeg går ud fra at det drejer sig om de drager, der ikke længere befinder sig her?”

Han pegede bagud på burene med sin ene tommelfinger, mens hans så afventende på troldmanden, der endelig lod til at have kommet sig over synet af hans udseende:

”Ja det gør det… Tre ualmindelige sjældne drager forsvandt for nogle dage siden og ingen har set eller hørt dem siden...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...