Who let the dragons get out?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
Dragemester Ja med sådan en titel var der visse forventninger til en… Det finder David ud af, da han får en særlig sag på halsen: Nogen har lukket dragerne ud af deres bure! Han bliver derfor pålagt to ting: 1. Han skal fange dragerne 2. Han skal finde ud hvem der lukkede dem ud? Men den første del er i sig selv svær nok eftersom det ikke er almindelige drager, der spyr ild eller vand. Nej nej det er formskiftende drager, der kan tage skikkelse af hvad som helst og hvem som helst. For at gøre det bare lidt sværere så kan de også tage vedkommendes magiske evner til sig. Meget frustrerende for en dragemester, der faktisk er klar til at forlade branchen, men nu bliver han nødt til som det sidste at indfange disse drager. Det hjælper slet ikke at den anden del også plager ham, for hvorfor har han en fornemmelse af, at han godt ved hvem det er, der lukkede dem ud og at der står noget langt alvorligere på spil end at par drager er sluppet fri? (Inspireret af nr.3 i Fantasy konkurrencen)

2Likes
0Kommentarer
339Visninger
AA

6. Drengen under hønsehuset

 

”Jeg har ondt i fødderne!” Klynkede den unge kvinde, hvis ledsager bar præg af at han hellere end gerne ville stoppe hende i ned den nærmeste brønd. Han var i hvert fald synlig lettet da hun endelig lod til at være færdig med sit klynkeri, selvom hun så tvært på ham ud under kappens dybe hætte. Han ikke så meget som så på hende!  Hvad lavede han egentlig? Hun lagde hovedet et anelse på sned og betragtede ham med sine glitrende øjne i det hun stilte sig ved siden af ham. Ved første øjekast ville det se ud til at de var lige høje men i virkeligheden var dragemesteren et par cm lavere end hun var i sin nuværende form.

Dragemesteren var standset op midt på vejen og vendt sit ansigt mod den grå himmel, der kun kunne indeholde regn.  David trak vejret dybt ind og nød lugten fra de omkringliggende gårde. Nød lugten af den regn, der snart måtte komme. Han havde opdaget at når regnen var på vej svandt vanilje duften fra den kvindelige drage ind til ingenting og han kunne bedre klare hendes brokkeri når duften af hende ikke hang overalt i luften. Hun havde flere gange påpeget over for ham at hun altså var en drage og ikke behøvede alt det tøj på, hun ville ikke uden videre få en forkølelse. David tvivlede også på at nogen forkølelse ville vove at komme i nærheden af den iltre og stædige kvindemeennn….drage.  Han trak vejret dybt og hørte nogen små skridt der gled hen over vejens dårlige belægnings af sten og jord.

Dragekvinden stod ved siden af ham, først da hun igen begyndte sit knurreri over at blive påtvunget at rende rundt i de uformelig og klodsede støvler samt den frygtelige kradsende og varme kappe reagerede han. Med et lynhurtig vrid i kroppen vendte han front mod hende og åbnede munden for endelig at stoppe hendes brokkeri. Han havde dog ikke tænkt sig at fortælle dragen, at det drejede sig om deres begges sikkerhed eftersom hun i mange menneskers øjne var en meget attraktiv kvinde med alt for kropsnært tøj på og det var bedre at forblive usynlige, men inden han nåede så langt som til at åbne munden slog vinden omkring dem og en skarp genkendelig duft var fulgt med den:

”Kanel!” lød det fra ham, han mærkede selv hvordan hans lettere buskede øjenbryn var fløjet op i ren og skær overraskelse over denne konstatering.

Dragekvinden sendte ham et forvirret blik i det hun løftede hånden op til hætte og skubbede den en smule tilbage så det pinke hår kom til syne og svarede kælent og sendte ham sit mest forførende blik, mens hun strakte sig:

”Ja kanel og hvad så?”

Han tog en dyb ånding uden at svare og en duft af regn, hø og kanel fyldte hans næse, fik ham til vende hele sin opmærksomhed mod et lille ensom liggende hus et godt stykke væk fra vejen af, en lille skikkelse suste hen over marken og ind under det lille hus. Han skubbede dragekvinden til side og kommanderede i et barsk toneleje:

”Følg med Pinky!”

Han bed ikke mærke i at Dragekvinden havde pustet sig gevaldigt op i det han brugte sit øgenavn for hende og han endda tillod sig at kommandere rundt med hende som var hun en tjener! Han havde for travlt med at nå frem til det ensomliggende faldefærdige hus viste det sig at være i det det umagen par nærmede sig med hastige skridt.

Et gammelt stort forladt hønsehus sat fast med nogen stolper i jorden så huset var løftet 25 cm op over den mudrede jord.

Dragekvinden standsede forvirrede op hun kunne føle tilstedeværelsen af en fra sin egen art, men det lod ikke en gang til at det var de denne dragemester gik efter. Hun lyttede da mennesket snuste i luften og i det næste sank ned på knæ i det han sank ned først det ene knæ og derefter det andet inden han lagde sig fuldkommen ned på maven for at se ind under hønsehuset.  Først kunne han ikke se noget i  skyggerne, men der var ingen tvivl om at der sad eller lå en drage under hønsehuset i det duften af kanel nær havde fået ham til at nyse. Han blinkede et par gange og kunne så endelig ane en spinkel lille person, der rædselsslagen betragtede ham.

Hun kunne se han smilede et triumferende smil og genkendte lidt tid denne type smil og hendes hjerte sank. En af hendes venner var blevet fundet. Hun forventede halvt om halvt at han nu brutalt ville få fat i den næste drage, men i stedet sagde han i et beroligende toneleje:

”Kom bare frem lille drage… jeg gør dig ikke noget…”

Dragekvinden prustede håneligt og kommenterede tørt imens hun lagde sine arme over kors:

”Du ved godt, at du lyder lidt som en børnelokker ik?”

Hun betragtede mennesket der lå i mudderet, der gav en sjov svuppenede lyd fra sig i det han bevægede sig rundt for at finde den bedst mulige indgangsvinklen under hønsehuset.

”Hold mund Pinky!” snerrede manden med en barsk mine.

Dragekvinden sitrede af vrede i det hun udbrød:

”Jeg vil altså fortrække at du kalder mig Esmeralda og ikke Pinky!”

Hendes udbrud fik ham til at vende hovedet med et vantro udtryk i sine brune inden de blev alvorlige i det han spurgte: 

”Hvad sagde du?”

Hun så væk fra hans blik med en fornærmet mine, mens hun studerede sine negle:

”Esmeralda er mere klingende..”

Hans tavshed fik hende til at snerre endnu en gang af ham:

”Det er jo ikke fordi du er særlig kreativ helt ærlig, Dragemester David…helt ærlig..”

Hun fnyste, havde hun været sin drageskikkelse ville hun højest sandsynlig sendt en smule røg ud på trods af hun var en formskiftende drage.

Denne kommentar fik dragemesteren til at sukke træt og med den mest høflige undertone forsatte han:

”Godt så… Esmeralda…”

”ja” svarede hun med et kækt smil, der blev en fornærmet mine da han efterfølgende bad hende holde mund. Inden han forsatte med at snakke med dragen under hønsehuset. Han kravlede længere og længere ind under hønsehuset, men han ikke så meget som klagede da selv Esmeralda kunne regne ud, at det kolde mudder måtte have gennemblødt stort set hele hans forside i det hun satte sig på hug og betragtede hans ben, der som den eneste af hans krop ikke var endt under hønsehuset.

Efter yderligere en times snak med den lille usikre drage begyndte der at ske noget. David selv kunne næsten ikke huske hvad han havde sagt til dragen for at berolige og lokke den ud fra sit skjul, men det var lykkedes ham at mosle snoren omkring dens  ankel og ligesom med Esmeralda begyndte den at forvandle sig så snart han med en temmelig sjusket knude bandt enderne sammen. Under alle omstændigheder trak Esmeralda lidt væk i det dragemesteren begyndte at mosle sig baglæns ud under fra hønsehuset af imens han trak noget med sig ud.

Da de begge var kommet ud kunne dragemesteren konstaterede at det var virkelig en ung drage, eftersom dens transformation havde resulteret i at der sad en lille forhutlet dreng på ca. 10 år som krøb fuldkommen sammen i det dragemesteren rejste sig op.  Undrende betragtede dragemesteren denne reaktion inden han forsigtig tog fat drengens hullede skjorte og trak ham op at stå på sine tynde ben og sagde roligt:

”Kom du bare op at stå knægt, nå hvad hedder du så?”

Dragendrengen kastede et forvirret blik fra den venlige dragemester til hans gamle ven Esmeralda, der svarede køligt men ganske trist i det:

”Han hedder Eramas… han kan ikke tale takket været den troldmand!”

Dragemesteren virkede ikke en gang overrasket over at få dette at vide bed Esmeralda mærke i selvom hun svagt registrerede at hans øjne vaklede let af raseri på deres vegne, men det forsvandt ret så hurtig i det dragemesteren opdagede hvor beskidte de egentlig var blevet. Han trak en smule ud i sin mudret vams og konstaterede at drengens tøj var langt mere mudret end hans samt han knap nok kunne ane  hvordan denne lille forhutlede skikkelse kunne være drage. Det eneste rene der umiddelbart befandt sig på drengen var omkring dennes tynde ankel, hvor båndets blå farve stod som en stærk kontrast det mudderet og andet skidt og øjnene var lysende krystal grønne i det skarpskårne ansigt drengen så ned på sine beskidte fødder efter en kort øjenkontakt med David, der i det samme sagde imens han vendte ryggen til de forvirrede drager:

”Kom så går vi, jeg tror vi kan nå i læ for regnen, hvis vi skynder os.”

Eramas sendte Esmeralda et spørgende blik inden han mærkede en kort prikkende smerte i hans ankel, som tvang ham til at sætte efter dragemesteren med Esmeralda ved sin side, som forklarede ham ganske kort at silkebåndet var forhekset det var ikke nok at sikre sig at de ikke kunne transformere sig ved ordre som Nejnej, det skulle også forhindre dem i at løbe for langt væk fra dragemesteren. Hun havde selv tjekket hvor lang en distance de ca. kunne holde til dragemesteren og det drejede sig om 20 meter.

To timer senere trådte de ind på kro, hvor drengen nær var trimlet omkuld af ren og skær træthed, men inden han kunne få lov til at hvile bestilte dragemesteren et værelse, Esmeralda havde sendt ham et fornærmet blik, men inden hun kunne protesterede havde han med et drilagtig blik til krofatteren tilføjet, at de var skam forlovede og drengen var hendes lillebror, hvordan det ellers kunne hænge sammen anede krofatteren ikke, men nu kom det heller ikke ham ved og det hjalp selvfølgelig gevaldigt at manden gav et symbolsk beløb, der dog inkluderede at få bragt to kar med vand op til at blive vasket i samt mad.

De blev kort efter vist ind på et værelse, der var rent og ryddeligt og bestod af et skab og en seng samt et smalt skrivebord. Esmeralda kastede et kritisk blik på sengen imens David trak sine våben og andet af sig, han sagde i et roligt tonefald:

”I to sover i sengen, jeg sover ved døren…”

Esmeralda åbnede munde for at takke indtil det gik op for hende at det var for at forhindre dem i at flygte ud igennem døren eftersom det kun ville være Eramas der ville kunne flygte ud igennem de små vinduer. Hun havde en alt for rund og stor rumpe i denne form til at ville kunne klemme sig ud af vinduet med værdighed.

Senere da de for længst havde badet og spist, fandt David ud af at drengens hud under alt skidtet var lettere hvid med et gråligt skær og hvis man så godt efter kunne man ane skællene, hans hår der havde siddet i klumper af mudder var nu blødt og sølvartig med strejf af grøn favre og gik ned til nogle lettere spidse ører.  Tøjet drengen tidligere havde haft på røg hurtigere ud end drengen kunne nå at protestere, der var dog ingen sko at smide ud, hvilket fik Dragemesteren til at bande for sig selv, for det betød han skulle skaffe nogen. 

Undrende betragtede de to drager dragemesteren i det han efterlod dem alene på værelset med hans ting og kom tilbage et kvarter efter med noget tøj til drengen og kvinden, som bestod af en større bunke af vamse og benklær osv. Han havde dog et eller andet med alt for store støvler og en hæslig udseendet kappe for det havde krofatteren også haft liggende så knægten også kunne få et par støvler og kapper på.

Drengen havde i mellemtiden efter badet blevet pakket godt ind i et ekstra tæppe og så ganske forvirret på alt tøjet som David havde lagt fra sig. Ingen af de unge drager fattede en brik og betragtede ham intens i det han tog skrivebordstolen og satte den foran døren inden han kommanderede dem i seng. Dragerene protesterede svagt men i det de sank ned på sengen og lagde sig godt til rette mærkede de trætheden stille og roligt overmandede deres lemmer som kun føltes tungere og tungere.

Dragemesteren sukkede dybt og trak vejret dybt imens han tvang sin krop til at slappe af i denne ukomfortable sovestilling, at sidde ret op og ned sove var ikke hans kop te, hans næse vibrede let ved de to dragers forskellig artede dufte blandede sig med hinanden og fik ham til at smile på grænsen mellem søvnens og de vågnes verden:

vanilje og kanel.

Nu manglede der kun en  drage også kunne han trække sig tilbage fra dragemestererhvervet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...